Sundhedsguide for Tibetansk Mastiff: Forebyggelse og tidlig opdagelse

Den Tibetanske Mastiff er en robust, oprindeligt arbejdende molosser, men som andre kæmperacer bærer den en øget risiko for visse ortopædiske, neurologiske og hormonelle lidelser. At kende de hyppigste problemer er første skridt mod forebyggelse og tidlig opdagelse.

Hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) er de mest almindelige, strukturelle lidelser. De skyldes en kombination af genetisk disposition, hurtig vækst og uhensigtsmæssig belastning. Symptomer spænder fra stivhed efter hvile og ”bunny hopping” ved løb til smerte, halthed og nedsat lyst til at lege. Ubehandlet kan det føre til tidlig slidgigt.

Panostitis rammer især unge, hurtigtvoksende hunde og viser sig som skiftende benhalthed og ømhed i de lange rørknogler. Osteochondrosis dissecans (OCD) er en vækstforstyrrelse i ledbrusken, hyppigst i skulder, albue eller knæ, der giver belastningsrelateret smerte og stivhed. Begge tilstande er typiske for store racer i vækstperioden.

Canine Inherited Demyelinative Neuropathy (CIDN) er en arvelig, sjælden men alvorlig neurologisk sygdom, der forårsager tiltagende svaghed, usikker gang og nedsatte reflekser hos unge hunde. Der kan findes genetiske test i nogle linjer; spørg altid opdrætter om dokumentation, eller om linjen er fri.

Autoimmun hypothyreose (lavt stofskifte) ses hos flere molossere og kan også forekomme hos Tibetansk Mastiff. Vægtøgning uden øget foderindtag, træthed, kuldeintolerance, hud- og pelsproblemer samt gentagne øreinfektioner er typiske tegn.

Som stor, dybbrystet race er der desuden en ikke ubetydelig risiko for mavedrejning (GDV). Den kommer pludseligt med oppustet mave, forgæves opkast og voldsom uro, og kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.

Andre problemer, man bør kende, er korsbåndsskader (CCL), øjenlidelser som entropion/ektropion, tilbagevendende ørebetændelser hos tætte, tunge ører og varmestress på grund af den tætte dobbeltpels. Tidlig indsats reducerer følgeskader og forbedrer livskvalitet og levetid betydeligt.

Forebyggelse begynder hos opdrætter, men fortsætter hele hundens liv. Vælg hvalp fra forældre med dokumenterede HD/AD-resultater (A/0 hvis muligt), stabilt temperament og frihed for kendte neurologiske lidelser som CIDN, hvor test eller dokumentation foreligger.

Ernæring er afgørende for kæmperacer. Fodr et velrenommeret, stort race-hvalpefoder med kontrolleret energi og korrekt calcium/fosfor-forhold i hele vækstperioden, typisk til 18–24 måneder. Undgå ekstra calcium eller højenergiske tilskud, der kan accelerere væksten. Hold kropskonditionsscore på 4–5/9; et slankt ungt individ har markant lavere risiko for HD/AD og OCD.

Motion skal være daglig, varieret og lav-impact. For en Tibetansk Mastiff er op til en time dagligt passende, fordelt på flere rolige ture med fokus på lige underlag og fri trav. Undgå lange løbeture, stejle trapper, vægttræk og hop, indtil vækstpladerne er lukkede (ofte 18–24 måneder). Brug skridsikre underlag i hjemmet, og introducer ramper til bil og sofa for at skåne led.

Løbende pels- og hudpleje forebygger sekundære problemer. Den tætte dobbelte pels kræver ugentlig, gerne hyppigere, børstning for at sikre hudens ventilation og for at opdage hot spots, parasitter eller knuder tidligt. Rens ører efter behov, især efter fugt og bad, for at forebygge otitis.

Medicinsk forebyggelse omfatter vaccinationer efter dyrlægens plan, regelmæssig orme- og parasitkontrol, tandpleje og vægtkontrol. Drøft forebyggende gastropexi (forebyggende fastsyning af mavesækken) ved neutralisation, hvis dyrlægen vurderer GDV-risikoen som forhøjet. Overvej at udsætte neutralisation til efter skeletmodning, da tidlig neutralisation i kæmperacer kan øge ortopædisk risiko.

Træning i samarbejdsvillig håndtering – mundkurvstræning, pote-/øre-håndtering og rolig transport – gør dyrlægebesøg mindre stressende for en naturligt reserveret race og forbedrer kvaliteten af kliniske undersøgelser.

Tidlig opdagelse kræver, at man kender racens ”normale” og registrerer små ændringer. Notér aktivitetsniveau, appetit, afføring, vandladning og humør. Særligt relevante tegn hos Tibetansk Mastiff er:

• Bevægelsesapparat:
• Stivhed efter hvile, særlig om morgenen.
• Skiftende benhalthed hos unge (mistanke om panostitis), eller vedvarende belastningsrelateret halthed (OCD/AD/HD).
• ”Bunny hopping”, tøvende ved trapper, modvilje mod at hoppe ind i bil, bred bagpartsstilling.
• Knæsmerter, pludseligt svigt i knæet (korsbåndsskade).

• Neurologi:
• Slingrende gang, svaghed i bagparten, snublen eller nedsatte reflekser hos unge (mistanke om CIDN).
• Usædvanlig træthed, desorientering eller ændret adfærd uden åbenbar årsag – kræver altid vurdering.

• Endokrinologi og hud:
• Vægtøgning uden tilsvarende foderstigning, kuldeintolerance, mat pels, skæl, tilbagevendende øre- eller hudinfektioner (hypothyreose).
• Lokaliserede, fugtige hudområder (hot spots), især i fældeperioder eller efter vandleg.

• Mave-tarm og akut nødsituation:
• Oppustet, stram mave, rastløshed, savlen, forgæves opkast forsøg, blegt eller mørkerødt tandkød – mistænkt mavedrejning (GDV); kør direkte til dyrlæge.
• Vedvarende diarré eller blod i afføring kræver kontrol, især hos unge i vækst.

• Øjne og ører:
• Tåreflåd, kniben med øjet, rødme eller synlig irritation (entropion/ektropion).
• Dårlig lugt fra ørerne, kløe, hovedrysten.

• Varmestress:
• Kraftig, ineffektiv halser, mørkerødt tandkød, sløvhed eller kollaps i varmt vejr – flyt til skygge, køl forsigtigt, og kontakt dyrlæge.

Som vokal, vagtsom race kan den maskere smerter for at holde ”overblikket”. Små adfærdsændringer – øget reserverethed, irritabilitet ved berøring eller mindre lyst til social kontakt – kan være første tegn på ubehag.

En struktureret sundhedsplan hos dyrlægen er nøglen til at fange problemer tidligt. For en Tibetansk Mastiff bør planen typisk omfatte:

• Hvalp og unghund (8 uger – 24 måneder):
• Vaccinationsprogram og basisparasitscreening efter lokal anbefaling.
• Vækstmonitorering hver 4.–8. uge: vægt, kropskondition, ernæringsrådgivning.
• Ganganalyse og ortopædisk palpation ved hvert besøg for at fange panostitis/OCD tidligt.
• Billeddiagnostik: overvej tidlig løsningsscreening (PennHIP fra ca. 16 uger) eller FCI-røntgen for hofter/albuer ved skeletmodning (ofte 12–24 mdr.) efter dyrlægens råd.
• Adfærds- og håndteringstræning: gør klinikbesøg forudsigelige og trygge for en reserveret race.

• Voksen (2–7 år):
• Årligt helbredstjek: komplet klinisk undersøgelse, tandstatus, hud/ører, ganganalyse og ledstatus.
• Laboratorieprøver: årlig hæmatologi, biokemi og urin for baseline; tidlig T4/TSH-screening ved mistanke, ellers fra ca. 4–5 år.
• Vægt- og konditionskontrol; justér foderplan og aktivitet for at holde BCS 4–5/9.
• Drøft forebyggende gastropexi, hvis der forekommer GDV i linjen, eller hvis hunden er ængstelig og sluger luft/foder.

• Senior (8+ år, ofte tidligere hos kæmperacer):
• Halvårlige tjek: fokus på smertevurdering, mobilitet, hjerte/lunger, tandstatus og kognitive ændringer.
• Udvidet labpakke: skjoldbruskkirtel, nyre- og levermarkører, urin, evt. blodtryk.
• Billeddiagnostik efter behov: røntgen for artroseprogression, evt. ultralyd ved maveproblemer.

Kommunikér små ændringer mellem kontroller. Video af gang på lige underlag kan være værdifuld. Aftal på forhånd tryg håndtering, eventuelt med let sedering eller mundkurv, så undersøgelser kan udføres sikkert og nøjagtigt uden at stresse hunden.

At eje en Tibetansk Mastiff er et langtidsprojekt, hvor rolig, konsekvent management giver den største sundhedsgevinst. Start med ansvarlig anskaffelse: opdrætterdokumentation for HD/AD, sundhedstests i linjen (inkl. neurologi, hvis tilgængeligt), temperament og korrekt socialisering.

Ernæring og vægtkontrol er den røde tråd. Et kvalitetsfoder til store racer med moderat energi, fordelt på 2 måltider dagligt hos voksne (3–4 hos hvalpe), reducerer vækstspurt og mavesæksbelastning. Brug langsom-skål, og undgå hård aktivitet 60 minutter før og 90 minutter efter måltider for at mindske GDV-risiko. Friskt vand skal være tilgængeligt, men tilbyd hyppige små slurke under varme ture.

Hjemmemiljøet bør være ledvenligt: skridsikre tæpper, ramper til bil/sofa, og en stor, fast madras, der støtter albuer og hofter. Den tykke dobbeltpels kræver fast plejerutine, og pelssundhed er en tidlig indikator for systemiske problemer som hypothyreose. Børst ugentligt, oftere i fældeperioder, og gennemfør et ”hudtjek” fra næse til hale.

Mental og fysisk aktivitet skal tilpasses racens reserverede, selvstændige natur: rolige, daglige gåture, næsearbejde og korte træningspas for at holde vægt og led i balance uden overbelastning. Undgå overophedning; planlæg ture tidligt og sent på varme dage, og giv adgang til skygge, kølemåtte og ventilation.

Planlæg økonomisk: en kæmperace kan have højere udgifter til foder, forebyggelse, billeddiagnostik og ortopædi. Sygeforsikring med høj dækning for ortopædi og avanceret behandling er ofte en god investering.

Afslutningsvis, vær proaktiv: mål og noter vægt og taljemål månedligt, video gang ved ændringer, og søg hjælp ved første tegn på smerte, halthed eller adfærdsændring. Med disciplineret forebyggelse, respekt for racens særlige behov og et tæt samarbejde med dyrlægen kan de fleste sundhedsproblemer håndteres tidligt, og din Tibetanske Mastiff kan leve et langt, sundt og værdigt liv.