Senioromsorg for Tibetansk Spaniel: Ældre hunds behov

Den Tibetanske Spaniel er en lille, kvik selskabshund på 4–7 kg og ca. 25 cm i skulderhøjde. Som småhund lever den ofte 12–15 år, og mange anses for senior fra 8–9-årsalderen, mens 12+ typisk betegnes som geriatrisk. Aldring kommer snigende, og for en race, der er selvsikker, opmærksom og elsker at holde vagt fra høje udsigtsposter i hjemmet, ses tegnene ofte i, at den tøver med at hoppe op i sofaen eller op på vindueskarmen. Det kan skyldes ømme led, patellaluksation (løse knæskaller) eller aftagende syn.
Klassiske tidlige tegn er længere opvarmningstid efter hvile, stivhed ved opstart, mindre udholdenhed på gåturen, længere lure, grå hår omkring snuden, dårligere appetit eller det modsatte – lettere vægtøgning på samme fodermængde. Øjnene kan ændre sig; ved progressive retinal atrofi (PRA) ses ofte natteblindhed først, hvor hunden bliver usikker i svag belysning, støder ind i møbler eller undgår mørke trapper. Øget gøen eller vokalisering, især om aftenen, kan være et tegn på smerte, usikkerhed eller begyndende kognitiv dysfunktion.
Hørelsen kan svækkes, og den ellers kvikke, legesyge Tibbe kan virke mindre responsiv på kald. Mundlugt, tandsten og savlen peger mod tandsygdom – en hyppig udfordring hos små racer. Tør hud, filter i den dobbelte pels, forvoksede kløer og irritation mellem trædepuderne viser, at plejerutiner kan kræve justering. Endelig er ændringer i tørst og urinering vigtige; øget tørst kan indikere stofskifte-, nyre- eller hormonelle problemer.
Lav en “basisprofil” for din hund i starten af seniorårene: noter vægt, aktivitetsniveau, appetit, søvnmønster, gøen, evne til at hoppe og syn/høre-reaktioner. Små, men vedvarende afvigelser fra denne baseline er gode grunde til et helbredstjek hos dyrlægen, før problemerne når at bide sig fast.

Med alderen falder stofskiftet og aktivitetsniveauet, og en Tibetansk Spaniel har sjældent gavn af de samme kalorier som i de unge, legesyge år. En tommelfingerregel er at reducere energitilførslen 10–20 %, samtidig med at protein- og næringskvaliteten holdes høj. Vælg et fuldfoder til små seniorhunde med letfordøjeligt, animalsk protein, tilstrækkeligt calcium/fosfor-forhold, moderat fedt og funktionelle fibre for mave/tarm. Hold huld via Body Condition Score (mål 4–5/9) og vej din hund månedligt; små udsving hos en 5 kg Tibbe er proportionelt store.
Omega-3-fedtsyrer (EPA+DHA) understøtter led, hud og kognition. En praktisk rettesnor er 50–100 mg kombineret EPA+DHA pr. kg kropsvægt dagligt fra fiskeolie eller et dokumenteret seniorfoder; introducer gradvist for at undgå maveuro. Til ledstøtte kan foder med grønlæbet musling, kollagen type II eller glucosamin/chondroitin overvejes; evidensen varierer, så evaluér effekten over 6–8 uger i samråd med dyrlægen. Antioxidanter (E-vitamin, lutein) og MCT-olie kan indgå i kognitiv støtte; MCT bør introduceres langsomt, da for meget fedt kan give diarré.
Tand- og mundsundhed påvirkes af fodervalget. Tørfoder alene forebygger ikke tandsten; kombiner fuldfoder med daglig tandbørstning og evt. godbidder med dokumenteret effekt (VOHC-godkendelse). Undgå ekstremt hårde tyggeting (hjortegevir m.m.), som kan knække tænder.
Vandindtaget bør være let tilgængeligt flere steder i hjemmet, gerne i lave skåle og måske en skål på yndlingsperchen, hvis den stadig bruges. Vådfoder kan øge væskeindtaget og være skånsomt for tænderne. Vælg kalorielette godbidder (kogt kylling, små stykker gulerod eller agurk) og lad godbidder indgå i den samlede dagsration. Den Tibetanske Spaniel er ikke særligt kendt for fødevareallergi, men enkelte individer kan reagere; kløe, øreproblemer og maveuro er tegn, der bør afklares med eliminationsdiæt i dyrlægeregi.

Systematisk overvågning er nøglen til at fange aldersrelaterede problemer tidligt. Planlæg helbredstjek hver 6. måned i seniorårene. Et godt seniorbesøg omfatter klinisk undersøgelse, vægt og huld, tandstatus, auskultation af hjerte og lunger, bevægeapparat (inkl. vurdering for patellaluksation), blodtryk, blodprøver (organstatus og stofskifte) samt urinanalyse. Små racer er disponeret for tandsygdom og myxomatøs mitralklapsygdom; hvilerespiration derhjemme er et nyttigt screeningsredskab: tæl åndedrag, mens hunden sover. Over 30 pr. minut gentagne gange, eller pludselig stigning, bør give anledning til dyrlægebesøg.
Øjnene kræver særlig opmærksomhed hos den Tibetanske Spaniel. Årlige øjenundersøgelser hos øjenpaneldyrlæge kan opspore forandringer som PRA, katarakt og tørre øjne. PRA kan ikke helbredes, men tidlig påvisning giver mulighed for at tilpasse miljø, forebygge sekundære problemer og planlægge hverdagen, fx med nattelys. Hvis din hund virker natteblind, tøver i dæmpet belysning eller får udtalt refleksglans fra nethinden, er det tid til en vurdering.
Patellaluksation ses jævnligt hos små racer. Tegn er “bunny hop”, kortvarig halte eller at hunden pludselig afvikler et skridt på tre ben for derefter at gå normalt. Vægtkontrol, muskelstyrke (blide bakke- og bomuldsunderlagsøvelser), skridsikkert underlag og kontrollerede gåture er basis. Højgradige tilfælde kan kræve kirurgi, men mange milde tilfælde håndteres konservativt.
Tandsundhed er en kvalitetslivsfaktor. Planlæg professionel tandrens under anæstesi, når det er indiceret; moderne anæstesiprotokoller, præoperative blodprøver og overvågning gør proceduren sikker for de fleste seniorer.
Hjemmeovervågning virker: film gang- og trapperutiner hver måned, før og efter gåtur. Notér appetit, drikkelyst, søvn, gøen og lyst til at lege. Små ændringer over tid er mere sigende end enkeltstående observationer. Justér vaccinations- og parasitprogram efter livsstil og alder i dialog med din dyrlæge.

En ældre Tibetansk Spaniel sætter pris på tænksom indretning. Læg skridsikre tæpper på glatte gulve, og tilbyd sikre ramper eller lave trin til yndlingspladser som sofa, seng og vindueskarm – racens forkærlighed for udsigtsposter kan bevares uden hop og hårde landinger. En ortopædisk seng med memoryskum og støttende kanter aflaster led og giver tryghed. Placér senge i rolige zoner, men også ét sted med overblik; det passer racens vagtinstinkt og kan dæmpe gøen.
Belysning hjælper ved nedsat syn: nattelys i gangarealer og ved trapper mindsker usikkerhed. Hold møbleringen stabil, så en synssvækket hund kan navigere på rutinen. Duftmarkører (f.eks. en dråbe lavendel på dørkarme, ikke på huden) eller taktile løbere kan guide. Ved hørenedsættelse kan håndsignaler og visuelle rutiner erstatte verbale kommandoer.
Vælg en blød Y-sele frem for halsbånd, så tryk på hals og luftrør minimeres. Klip pels mellem trædepuderne, og hold neglene korte for bedre greb. Pelsen kræver ugentlig – gerne hyppigere – gennemredning, især bag ørerne, i bukserne og fanen, hvor der let dannes filter. Bad efter behov, typisk hver 6.–8. uge, med mild hundeshampoo, og tør grundigt, så huden holdes sund. Trim forsigtigt hår, der irriterer øjnene, og beskyt de store, udtryksfulde øjne mod træk og støv på cykelture.
Mental berigelse i kortere, rolige doser bevarer den kvikke, legesyge kerne: snusemåtter, simple næselege, lette problemløsningsspil og blid tricktræning 5–10 minutter ad gangen. Planlæg flere korte gåture med god tid til at snuse frem for én lang. Afskærm udsyn til travle områder, hvis vagthunden i ham/hende gøer sig træt; matterende vinduesfilm eller gardiner kan sænke arousal uden at fratage følelsen af overblik.

Et værdigt seniorliv handler om mere end fravær af sygdom; det handler om daglig trivsel. Brug gerne HHHHHMM-modellen som ramme: Hurt (smerte), Hunger (appetit/ernæring), Hydration (væske), Hygiene (renlighed/pleje), Happiness (glæde og interaktion), Mobility (bevægelse) og More good days than bad (flere gode end dårlige dage). Giv hver kategori en score 0–10 ugentligt, før en dagbog over dage med gode gåture, leg, appetit og rolig søvn, og drøft udviklingen med dyrlægen.
Smertebehandling er central; ubehandlet smerte fra osteoartritis, ryg eller tandproblemer forringer livskvaliteten markant. Der findes sikre, veldokumenterede smerteprotokoller til seniorhunde; planlæg regelmæssig opfølgning, så dosis kan tilpasses. Ved kognitiv dysfunktion (desorientering, ændret døgnrytme, uro) hjælper faste rutiner, tidlig aftensmad, blide aftenritualer, kort mentaltræning og foder/supplementer målrettet hjernen. Dyrlægen kan rådgive om medicinske muligheder ved behov. Inkontinens og hudfolder kan håndteres med hyppigere pelspleje, barrieresalver og lettere adgang til udearealer.
Lav på forhånd en plan for kriser: Hvem kontaktes ved natlige vejrtrækningsproblemer? Hvor går grænsen for smerte eller angst, som ikke længere kan kontrolleres? En åben, løbende dialog med dyrlægen gør svære beslutninger mere overskuelige. Når den Tibetanske Spaniel ikke længere kan udfolde sit naturlige sindelag – at være opmærksom, tryg, nysgerrig og social – trods målrettet støtte, er det kærligt og ansvarligt at tale om palliativ pleje og, når tiden er inde, en fredfyldt afsked. Målet er altid flest mulige gode dage, med komfort, selskab og meningsfuld aktivitet i centrum.