Tibetansk Spaniel's ernæring gennem livsfaserne: Fra hvalp til senior

En Tibetansk Spaniel-hvalp er lille af statur, men har et højt energi- og næringsbehov i vækstperioden. Vælg et fuldfoder til små racer, der er FEDIAF-komplet, og som angiver korrekt calcium/fosfor-forhold (ca. 1,2–1,4:1), fordi knogler og tænder udvikles hurtigt. Proteinindholdet bør ligge højt, ca. 28–32 % (tørstof), og fedt 16–20 %, så hvalpen får både byggesten og energi. Kig efter DHA fra fiskeolie, som understøtter hjerne- og synsudvikling. Små racer er typisk voksne ved 10–12 måneders alder. I de første 2–4 måneder kan energibehovet være ca. 2,5–3 x RER; fra 4–6 måneder ca. 2–2,5 x RER; og fra 6–12 måneder ca. 1,6–2 x RER. Del dagrationen i 3–4 måltider frem til 6 måneder, dernæst 2–3 måltider. Det reducerer risikoen for svingende blodsukker og mindsker maveuro. Tibetanere har en let forkortet næse og lille mund, så vælg små kroketter, der er nemme at gribe, og undgå for store eller meget hårde stykker i den tidlige fase. Hold øje med afføringskvalitet, hud og pelsglans; glansfuld pels og faste, formede efterladenskaber er gode tegn på, at foderet tolereres. Godbidder til træning er uundværlige for denne kvikke og legesyge race, men hold dem under 10 % af dagens kalorier, eller brug dele af hvalpens egen ration som belønning. Undgå tilskud af calcium og vitaminer, medmindre dyrlægen ordinerer det; overdosering kan forstyrre væksten. Lav gradvise foderskift over 7–10 dage, så tarmen kan følge med. Vej hvalpen ugentligt, og sigt efter en jævn, ikke for hastig vægtstigning, hvor ribben kan mærkes let, men ikke ses.

Som voksen (ca. 12 måneder og opefter) har Tibetansk Spaniel et moderat energi- og proteinbehov, men et højt behov for ernæringsmæssig præcision. Racen vejer typisk 4–7 kg. Beregn daglige kalorier ud fra RER = 70 x (kropsvægt^0,75), multipliceret med aktivitetsfaktor 1,4–1,8 for de fleste kastrerede/ukastrerede voksne. Eksempel: En 5 kg hund har RER ca. 234 kcal; ved faktor 1,6 giver det ca. 375 kcal/dag. Vælg et små-race voksenfoder med 22–28 % protein og 10–15 % fedt (tørstof), suppleret med omega-3 fra fiskeolie (EPA/DHA) til hud, pels og led. Prebiotika (f.eks. MOS/FOS) og opløselige fibre kan stabilisere maven hos sarte individer. Tibetanere er opmærksomme og kan være tilbøjelige til at tigge; undgå fri adgang til foder, og mål i gram med køkkenvægt for at forebygge overvægt, som belaster knæleddene (patella). Hold kropskonditionsscore på 4–5/9: Ribbenene skal let kunne mærkes, og taljen skal anes oppefra. Små hunde er udsatte for parodontal sygdom; understøt mundsundheden med tyggeben godkendt af VOHC, daglig tandbørstning og passende kroketstørrelse. Vådfoder kan bruges for smag og mæthed, men husk at indregne kalorierne. Fordel ration i 2 måltider, som passer til racens dagsrytme og aktivitetsniveau. I perioder med mindre motion (regn, kulde eller rejser) bør du justere ned med 5–10 %, og tilsvarende op ved øget aktivitet, så vægten holdes stabil. Sørg for frisk vand, og undgå salte, sukkerholdige eller stærkt forarbejdede menneskefødevarer.

Fra cirka 8–9 års alderen betragtes mange Tibetanere som seniorer. Målet er at bevare muskelmasse, ledkomfort og en stabil vægt. Energiforbruget falder ofte, så start med 5–15 % færre kalorier end i voksenalderen, men hold proteinet moderat til højt (24–30 % tørstof) for at modvirke muskeltab. Fedt kan ligge omkring 8–12 %, alt efter kropskondition. Et godt seniorfoder til små racer indeholder ofte tilsat omega-3, antioxidanter (E-vitamin, C-vitamin, selen), L-carnitin til fedtmetabolisme, samt lednæringsstoffer som glucosamin, chondroitin eller grønlæbet musling. Tibetansk Spaniel kan være disponeret for patellaluksation, og selv om kost ikke kan rette anatomiske forhold, kan vægtkontrol og antiinflammatorisk omega-3 støtte komforten. Ved tegn på stive bevægelser, tøven ved at hoppe eller skifte tempo, kontakt dyrlægen for en plan, der kan inkludere kosttilskud. Synet kan påvirkes hos racen af progressive retinalatrofi; en balanceret kost med DHA, lutein og zeaxanthin kan være et støtteben, om end det ikke forebygger sygdommen. Ældre hunde kan have ømt tandkød eller manglende tænder; overvej blødere teksturer eller opblødte kroketter, og prioriter tandpleje dagligt. Fordel gerne maden i 2–3 mindre måltider for bedre mæthed og blodsukkerstabilitet. Øg fiberindholdet let, hvis der er tendens til overvægt eller sult, men undgå pludselige skift. Lav faste vægt- og BCS-kontroller hver 2.–4. uge, og få årlige seniorblodprøver for at opdage tidlige ændringer i nyrer eller stofskifte, så kosten kan tilpasses rettidigt.

Tibetansk Spaniel er en tilpasningsdygtig selskabshund, men enkelte individer kan have sarte maver eller fødevareoverfølsomhed. Ved tilbagevendende kløe, ørebetændelse eller blød afføring, tal med dyrlægen om en elimineringsdiæt med novel- eller hydrolyseret protein i 8–12 uger, hvor alle andre proteinkilder udelukkes. Når symptomerne er under kontrol, kan man finde en langsigtet løsning med begrænsede ingredienser. For pels og hud kan omega-3, biotin og zink være relevante, især i fældeperioder. Racens potentielle ledproblemer i form af patellaluksation understreger vigtigheden af vægtkontrol; selv 0,5 kg overvægt belaster de små knæ markant. Kosttilskud til led kan indgå, hvis dyrlægen anbefaler det. Progressiv retinalatrofi er arvelig; kosten kan ikke kurere, men antioxidanter, DHA og farvede carotenoider (lutein/zeaxanthin) kan understøtte øjenvæv generelt. Vær varsom med selvmedicinering og doser altid i samråd med dyrlægen. Små racer er udsatte for tandproblemer; et foder med dokumenteret tandrensende effekt, kombineret med daglig tandbørstning, er et stærkt forebyggende værktøj. Er din Tibbie meget aktiv eller deltager i hundesport, kan du vælge et lidt højere fedtindhold for at dække energi uden at øge fodermængden for meget. Omvendt kan kastrerede og mindre aktive individer profitere af et “light” små-race foder med højere fiber. Undgå kendt toksisk mad: chokolade, xylitol, druer/rosiner, løg/hvidløg, alkohol og fedtrige bordrester. Hold godbidder på maks. 10 % af dagskalorierne, og brug hellere funktionelle godbidder, der bidrager med tand- eller ledstøtte.

Byg en plan, der tager udgangspunkt i vægt, kropskondition og aktivitetsniveau. 1) Beregn RER: 70 x (kg^0,75). 2) Vælg aktivitetsfaktor: hvalp 2–3, voksen 1,4–1,8, senior 1,2–1,4. 3) Kend foderets energitæthed (kcal/100 g), og omregn til gram per dag. Eksempel: En kastreret voksen på 6 kg har RER ca. 268 kcal. Ved faktor 1,6 → ca. 430 kcal/dag. Hvis foderet indeholder 360 kcal/100 g, skal hunden have ca. 120 g/dag, fordelt på 2 måltider. Justér ugentligt efter BCS. Indfør foderskift langsomt over 7–10 dage: 25 % nyt/75 % gammelt, dernæst 50/50, 75/25 og til sidst 100 %. Brug køkkenvægt, ikke kopper, for præcision. Implementér berigelse: brug foderlabyrint eller snusemåtte for at imødekomme racens kvikke, nysgerrige sind og dæmpe kedsomhedsrelateret gøen. Plan for måltidsfrekvens: hvalp 3–4 x/dag (til 6 mdr.), unghund 2–3 x/dag (6–12 mdr.), voksen 2 x/dag, senior 2–3 x/dag efter appetit og mæthed. Mål vægt hver 2. uge i vækst, månedligt som voksen, oftere ved vægttab. Justér kalorier i små trin á 5–10 %. Indregn godbidder i dagsrationen; vælg små, kaloriefattige belønninger eller fratræk tilsvarende mængde fra måltiderne. Planlæg halvårlige sundhedstjek og tandstatus, fordi tidlig opsporing af tand- og ledproblemer gør det muligt at finjustere kost og tilskud. Sørg for konstant adgang til frisk vand, og undgå hurtige ændringer i rutiner, da maven hos små hunde kan reagere følsomt.