Tibetansk Spaniel socialiseringsprogram: Fra hvalp til voksen

Den tibetanske spaniel er en opmærksom, selvsikker selskabshund, der historisk holdt øje med verden fra høje percher. Det instinkt er charmerende, men kan også give en naturlig tilbøjelighed til at gø ad nye indtryk. Derfor er et struktureret socialiseringsprogram, der starter tidligt og fortsætter ind i voksenalderen, afgørende for en stabil, venlig og fleksibel familiehund.

Den primære socialiseringsperiode løber cirka fra 3 til 12 uger. I denne fase skal hvalpen have trygge, kontrollerede oplevelser med mangfoldige mennesker (køn, alder, etnicitet, briller, skæg, hatte), venlige vaccinerede hunde, forskellige miljøer (by, forstad og natur), lyde (støvsuger, dørklokke, tordenoptagelser), underlag (træ, tæppe, gitter, plæne) og transport (bil i korte, rare ture). Hold intensiteten lav, og afslut altid, mens hvalpen stadig er rolig og nysgerrig. Brug mange små, bløde godbidder – tibetanere er kvikke og ofte madmotiverede.

Fra 12 til 16 uger konsolideres erfaringerne. Indfør korte besøg hos dyrlægen uden behandling (glad-besøg), håndteringstræning af pels, poter, ører og især øjne, da racen har en kendt risiko for øjenlidelser. Lær hvalpen at stå/ligge stille med frivillige signaler, så pleje og helbredstjek bliver samarbejde, ikke tvang. Gør det let at få succes: 30–60 sekunders sessioner, flere gange dagligt.

Frygtperioder ses ofte omkring 8–10 uger og igen i unghundealderen (6–14 måneder). Under disse vinduer kan hvalpen reagere stærkere på ellers velkendte ting. Sænk sværhedsgraden, øg afstanden til det, der virker skræmmende, og beløn rolig nysgerrighed. Undgå at presse eller ”hælde indtryk på”.

Vær særligt opmærksom på racens knæ (patellaluksation). Lad hvalpen observere verden fra sikre, lave platforme, men undgå hoppetri fra møbler. Brug ramper eller skamler. Start også alene-hjemme-træning tidligt, da tibetanere trives med menneskekontakt og kan udvikle uro, hvis de aldrig har lært at være alene roligt.

Socialisering handler ikke om at ”tåle alt”, men om at skabe positive associationer. Brug grundprincipperne: kontrol, afstand, varighed og belønning. Lad hvalpen selv vælge at nærme sig, hold møder korte, og betal generøst for det, du gerne vil se mere af – ro, kontakt og frivillig nysgerrighed.

Mennesker: Aftal på forhånd, at fremmede ikke bøjer sig direkte ind over hvalpen. Bed dem i stedet om at kaste små godbidder ved siden af hvalpen, så den kan snuse, æde og derefter – hvis den vil – hilse. På den måde lærer den, at nye mennesker forudsiger noget rart, uden pres. Variér tøj, paraplyer og rullende kufferter.

Hunde: Prioritér få, sikre møder med rolige, velaflæste voksne hunde frem for mange tilfældige møder. Parallelgåture på afstand er ideelle til at bygge tryghed. Undgå hård leg med større unghunde, da små racer kan blive overspillet, og fordi knæene skal skånes.

Miljø og lyde: Introducér trapper, elevator, cykler, busser og bystøj i små doser. Afstand først, så gradvist tættere på. Brug belønningsstrømme, mens stimuli passerer. Indspillede lyde (fyrværkeri/torden) kan trænes ved meget lav volumen, mens hvalpen hygger med tyggeben.

Håndtering og pleje: Den tibetanske spaniel har en mellem-lang dobbelt pels, der kræver ugentlig – gerne oftere – børstning. Lav ”cooperative care”: markér et startsignal (f.eks. at hvalpen stiller hagen i din hånd), børst 2–3 strøg, beløn, hold pause. Øv berøring af poter og klosaksens klik, rens ører, og kig i øjnene under godbidssøg. Indlær sele- og burtræning roligt; en sikker transportkasse og et komfortabelt hvilebur i hjemmet giver forudsigelighed.

Transport og byliv: Biltræning begynder med at sidde i bilen, spise godbidder og stige ud igen. Korte ture til gode steder (skov, træningsplads) følger senere. I byen går I korte runder i køligt vejr – racen har en let brachycephal prægning og kan være varmesensitiv. Vand, skygge og pauser er obligatorisk.

Selv med en god plan opstår der bump på vejen. Den tibetanske spaniels vågne vagtsind betyder, at gøen kan blusse op ved vinduer, altaner og dørlyde. Forebyg med management og træning i kombination.

Gøen ved vinduet: Skab først et miljø, hvor hunden ikke belønnes for at spejde hele dagen. Brug folie/film i hundens synshøjde, træk gardiner delvist for, og tilbyd i stedet en ”observationspost” et sted, hvor stimuli er færre. Træn ”se-på-det”-øvelsen: Hunden kigger på triggeren, du markerer ”dygtig” og belønner for at vende tilbage til dig. Læg oveni en ro-øvelse på måtte (”gå på plads”), så I har et alternativt adfærdsmønster.

Frygtperioder og regressionsuger: Når din unghund pludseligt bliver usikker på noget, den før var tryg ved, så skru ned for sværhedsgraden. Øg afstand, forkort eksponering, og beløn roligt. Det er helt normalt – kontinuitet og mildhed betaler sig.

Ressourcehåndtering: Forebyg ressourceforsvar med gennemgående byttehandel. Lær signalet ”tak”, hvorefter du tilbyder en bedre gevinst for det, hunden slipper. Øv det ugentligt, når alt er fredeligt, ikke når konflikten er i gang.

Håndtering og dyrlæge: Træn frivillige positioner til klip og børst, og opbyg tolerancer til øjenundersøgelser – vigtigt for en race med risiko for PRA og andre øjenproblemer. Overvej at kliktræne mundkurv som forsikring til nødsituationer; gjort rigtigt er det stressreducerende, ikke skræmmende.

Alene-hjemme: Fordi racen er social, kan fravænning fra konstant selskab være en udfordring. Start med sekunder, arbejd mod minutter og derfra til timer. Brug et trygt hvileområde, tyggeben og en rolig afskedsrutine. Overvåg med kamera, så du kan justere inden problemer vokser.

Skån knæ og nakke: Brug Y-sele frem for halsbånd, undgå mange trapper og spring ned fra møbler. Træn ”op” via ramper og skamler, ikke ved at hoppe. Det reducerer risikoen for patellaluksation og mikroskader.

Socialisering stopper ikke ved 16 uger. For en tibetansk spaniel – kvik, legesyg og ofte årvågen – er vedligehold nøglen. Sigt efter et lille, varieret ”menukort” af trygge oplevelser hver uge: nye gåtureuter, møder med kendte hundevenner, korte by-besøg på rolige tidspunkter, samt regelmæssig håndtering og pelspleje.

Mentalt arbejde dæmper gøen og øger trivsel. Næsearbejde (godbidssøg i græs, spor på ærmer eller teposer), enkle tricks (target på hånd, snur rundt, gå på platform), og problemløsningslegetøj passer racens kløgt og selvtillid. Brug hundens naturlige lyst til at overskue rummet ved at tilbyde sikre, lave udsigtsposter – og beløn for rolig observans frem for alarm.

Motionen bør ligge omkring op til 1 time dagligt, fordelt på gåture og leg, med fokus på variation og underlag, ikke høj intensitet. Undgå hedebølger og varme asfaltflader; planlæg aktiviteter morgen og aften om sommeren. Introducer vand gradvist og frivilligt – ikke alle tibetanere er glade svømmere. Hvis I sejler, så brug hunderedningsvest.

Pleje som socialisering: Ugentlig børstning, regelmæssig negleklip og daglig tandpleje (lille race = øget risiko for parodontose) giver værdifulde træningsanledninger. Gør pleje til en hyggestund med forudsigelige ritualer og belønninger. Planlæg ”glad-besøg” hos dyrlægen et par gange årligt, hvor hunden kun får godbidder og kæl, så klinikken forbliver et trygt sted.

Seniorårene kræver tilpasning. Skulle synet blive svagere (PRA), så hold møblerne, hvor de plejer at stå, brug natlys i gangarealer, og kommunikér mere med lyd og duft. Fortsæt milde socialiseringsbesøg og næsearbejde – hjernen og næsen er hundens stærkeste aktiver hele livet.

Forebyggelse er lettere end reparation. Start med en plan, der kombinerer management, træning og sundhedstjek.

Separation og alene-hjemme: Læg en progression i kalenderen: 30–60 sekunders fravær, derefter 2, 5, 10 minutter, og videre opad. Variér forløbet, så hunden ikke kan ”gætte” næste trin. Brug tyggestænger og snusemåtte ved afgang, og hold ankomster stille. Overvej hjælpere som hundelufter eller dagpas på travle dage – racen trives ikke med mange lange alenedage.

Gøen og dørlyd: Indlær en besøgsrutine: Dørklokke = hunden går på måtte, får en godbidsskål, og først derefter åbnes døren. Sæt evt. en sensorlyd, der forvarsler dørklokken, så hunden lærer en rolig kæde. Reducér vinduesgøen med udsynsbegrænsning og skemalagte ”se-ud”-pauser fra et kontrolleret sted.

Sikkerhed og udstyr: Brug en godt tilpasset Y-sele og let line for at aflaste nakke og ryg. Mikrochip, tydeligt halsbåndsmærke og gerne GPS ved friløb øger sikkerheden. Træn pålidelig indkald med højværdi-belønninger, især fordi små, kvikke hunde kan være modige i mødet med verden.

Sundhed: Planlæg årlige sundhedstjek inkl. tandstatus og knækontrol; bed om øjenundersøgelse ved mistanke om nedsat syn, natteusikkerhed eller ændret adfærd i svagt lys. Hold vægten slank – det aflaster knæene og mindsker risiko for gørelust forbundet med understimulering. Tilpas hop og trapper med ramper og børnesikringer, hvor det giver mening.

Dokumentér socialisering: Før en enkel logbog med nye indtryk hver uge, hvad der fungerede, og hvad der skal justeres. Små, konsistente skridt – kombineret med racens medfødte charme og intelligens – giver en tibetansk spaniel, der er rolig, omgængelig og tryg i både lejlighedsliv og større eventyr.