Tibetansk Spaniel specialdiæter og ernæringsråd

Den Tibetanske Spaniel er en lille, kvik selskabshund, som trives tæt på sin familie. Netop den tætte kontakt betyder, at hud- og maveproblemer hurtigt bliver synlige i hverdagen. Racen er ikke hypoallergen, og den kan – som mange små racer – reagere på visse proteinkilder. Skel mellem fødevareallergi og miljøbetinget allergi (atopi): fødevareallergi viser sig ofte ved vedvarende kløe, gentagne ørebetændelser, rødme mellem tæer og/eller løs mave, mens atopi typisk svinger med sæsoner.

Ved mistanke om foderudløste symptomer, er guldstandarden en eliminationsdiæt i 8–12 uger, hvor hunden kun får én kontrolleret diæt: enten et hydrolyseret foder, hvor proteinerne er spaltet til meget små fragmenter, eller et diætetisk fuldfoder med en for hunden helt ny proteinkilde (f.eks. hjort, kanin eller and, hvis hunden tidligere primært har fået kylling/okse). Det er afgørende, at alt andet udelades i perioden: ingen smagsatte tyggeben, ingen rester fra bordet, og medicin bør gives i ikke-smagsatte kapsler eller tabletter. Efter forsøgsperioden kan man lave en kontrolleret provokation med den tidligere proteinkilde, som – hvis symptomerne vender tilbage – bekræfter diagnosen.

Vælg et fuldfoder, der er FEDIAF-kompatibelt, så du er sikker på korrekt næringsbalance, og vælg små kroketter, der passer til racens mundhule. For hud- og pelskomfort er et moderat fedtniveau med et dokumenteret indhold af omega-3 (EPA/DHA) en fordel. Undgå automatisk at gå efter kornfrit, medmindre der er påvist kornallergi; korn er sjældent allergenet, og kornfrie/eksotiske opskrifter kan være ernæringsmæssigt ubalancerede. Læs deklarationen kritisk: kort ingrediensliste, tydeligt angivet proteinkilde og en omega-6:omega-3-ratio på højst ca. 5:1 er solide pejlemærker. Når diagnosen er fastlagt, kan man som regel finde et varigt, allergivenligt fuldfoder, der både tilgodeser hud, fordøjelse og den aktive, legesyge tibbes energibehov.

Små hunde tager let på, fordi selv få ekstra godbidder udgør en stor andel af døgnbehovet. Overvægt belaster led – særligt knæ – og kan forværre patellar luxation, som racen er disponeret for. Sigt mod en kropskonditionsscore på 4–5/9, hvor taljen er synlig ovenfra, og ribben kan mærkes let uden at trykke.

Energibehovet kan estimeres med RER = 70 × kg^0,75 og multipliceres med en aktivitetsfaktor. For en neutraliseret, indendørs Tibetansk Spaniel ligger den daglige vedligeholdelse typisk omkring 250–350 kcal/dag for 4–7 kg kropsvægt. Eksempel: En 6 kg hund har RER ca. 268 kcal; multipliceret med 1,2–1,4 giver 320–375 kcal/dag. Start her, vej foderet i gram, og justér hver 2.–3. uge efter vægt og BCS.

Praktiske greb, der virker: undgå fri adgang til foder, og fordel den daglige ration på 2–3 måltider, så blodsukker og mæthed stabiliseres. Lad højst 10 % af kalorierne komme fra godbidder, og brug gerne en del af den daglige ration som træningsgodbidder. Vælg energitætte godbidder fra, og foretræk små, fedtfattige alternativer. Til vægttab er høj-protein/høj-fiber diæter ofte mest mættende, og et sikkert vægttab ligger omkring 1 % af kropsvægten pr. uge. Brug aktivitetsberigelse – foderlege, slikkemåtter og næsearbejde – så den kvikke og kværnende tibbe får hjernen aktiveret uden at få ekstra kalorier.

Hold øje med seniorer: ældre tibber kan have lavere energibehov, men de bør stadig have højkvalitets protein for at bevare muskelmasse. Stabil vægt beskytter led og øjne indirekte, fordi god cirkulation og et lavt inflammationsniveau gavner den samlede sundhed.

Specialdiæter kan understøtte håndteringen af udvalgte helbredsproblemer, men de erstatter ikke dyrlægefaglig udredning. Den Tibetanske Spaniels kendte risici er bl.a. patellar luxation og Progressive Retinal Atrophy (PRA). Ingen diæt kan helbrede PRA, men antioxidanter og marine omega-3 kan understøtte øjensundhed. Se efter fuldfoder eller tilskud med dokumenteret indhold af lutein, zeaxanthin og EPA/DHA; evidensen er voksende, men beskeden, så forvent vedligeholdelse snarere end mirakler.

Ved knæproblemer er vægtkontrol det vigtigste. Joint-diæter med højt indhold af omega-3 (især EPA), tilsat glucosamin/chondroitin eller ekstrakt af grønlæbet musling, kan dæmpe den ledsagende inflammation. Et stabilt proteinindtag beskytter muskelstyrke omkring knæet, hvilket forbedrer stabiliteten.

Små racer har relativt høj risiko for tandproblemer, fordi tænderne sidder tæt. Overvej dentaldiæter eller VOHC-godkendte tyggeprodukter, der mekanisk renser tænderne. En sund mund reducerer kronisk inflammation, som kan påvirke hud og led negativt.

Ved tilbagevendende mave/tarm-problemer kan skånekost eller diætetiske GI-fodertyper med letfordøjeligt protein, moderat fedt og opløselige fibre (f.eks. psyllium) stabilisere afføring. Har hunden haft pancreatitis, er et lavfedt fuldfoder (typisk under ca. 10 % fedt i tørstof) ofte nødvendigt, og fedtholdige godbidder bør udelukkes.

Ældre tibber med begyndende nyrepåvirkning kan have gavn af nyrediæt med begrænset fosfor og moderat protein af høj biologisk værdi. Ved urinvejssten skal diæten matches sten-typen (struvit vs. calciumoxalat), hvilket kræver urinprøve og ofte billeddiagnostik. Uanset problem gælder: vælg kun fuldfoder med tydelig indikation, og følg dyrlægens plan, så diæten bliver et aktivt værktøj i behandlingen.

Nogle ejere ønsker et mere “naturligt” foderregime, hvad enten det er hjemmelavet, friskt tilberedt eller råt. Det kan lade sig gøre, hvis det er fuldt ernæringsdækket, men små hunde er særligt sårbare over for ubalancer, fordi marginerne er små. Derfor bør hjemmelavet kost formuleres af en veterinær ernæringsspecialist (ECVCN/ACVN), så energi, protein, aminosyrer, fedtsyrer, vitaminer og mineraler – især calcium/fosfor – er korrekt afbalanceret til en 4–7 kg hund.

Hvis du vælger råfodring, bør du kende og acceptere risiciene: bakterier som Salmonella og Campylobacter kan udgøre en fare for både hund og mennesker, og knogler kan splintre og give tandfrakturer eller tarmskader. Stram hygiejne, frysning og adskilte skærebrætter mindsker, men eliminerer ikke, risikoen. Husholdninger med børn, ældre eller immunsvækkede bør undgå råt. Kogte knogler må aldrig gives.

Et kompromis kan være friskt tilberedt, fuldt dækkende foder fra dokumenteret producent, eller hjemmelavet efter en valideret opskrift, hvor en afmålt vitamin/mineral-blanding indgår. Til den opmærksomme og legesyge tibbe kan måltiderne gøres til berigelse: fyld en slikkemåtte eller en aktivitetsbold med dagens ration, blandet med lidt vådfoder eller kogte, finthakkede grøntsager (f.eks. grønne bønner). Vælg tyggeemner i passende størrelse til den lille mund, og undgå meget fede produkter.

Husk forbudte fødevarer: vindruer/rosiner, løg/hvidløg, xylitol, macadamianødder, chokolade og alkohol. Jordnøddesmør kan bruges i mikromængder i berigelse, forudsat at det er uden xylitol og med lavt salt- og fedtindhold. Uanset tilgang gælder, at du bør skifte foder gradvist over 7–10 dage, så maven kan følge med.

Tilskud kan være nyttige, når de bruges målrettet og i korrekt dosis, men de skal passe ind i en samlet plan.

Omega-3 fra fisk (EPA/DHA) er veldokumenteret til hud og led. En praktisk dosis er 50–100 mg EPA+DHA pr. kg kropsvægt dagligt; ved ledproblemer kan man sigte mod den høje ende. Vælg renset fiskeolie til kæledyr, opbevar den mørkt og køligt, og overvej supplerende E-vitamin ved længerevarende høje doser.

Ledtilskud kan omfatte glucosamin (ca. 15 mg/kg/dag), chondroitinsulfat (10–15 mg/kg/dag) og grønlæbet musling (ekstrakt typisk 20–50 mg/kg/dag, afhængigt af produkt). Nogle hunde responderer også på UC-II (undenatureret type II kollagen), hvor små, faste døgndoser bruges – følg produktanvisningen. Effekten er ofte bedst efter 6–8 uger.

Probiotika kan stabilisere en sart mave; vælg et produkt med klart angivne stammer og CFU (typisk 1–5 mia. CFU/dag til en lille hund), og brug det i 2–4 uger ad gangen eller efter antibiotika.

Øjensundhed ved PRA understøttes teoretisk af lutein og zeaxanthin samt C- og E-vitamin. Doser varierer, men små daglige mængder (f.eks. 0,5–2 mg lutein og 0,5–1 mg zeaxanthin) anvendes i nogle hundeprodukter; evidensen er begrænset, så forvent et add-on til god basisernæring.

Til tandhygiejne kan pulver af brunalgen Ascophyllum nodosum reducere plak hos nogle hunde; dosér efter vægt som angivet på produktet, og undgå det ved stofskiftesygdomme pga. jodindhold.

Multivitaminer er sjældent nødvendige ved fuldfoder og kan skabe ubalancer. Ved hjemmelavet kost er en skræddersyet vitamin/mineral-blanding derimod obligatorisk. Drøft altid tilskud med dyrlægen, især hvis hunden får medicin, så du undgår utilsigtede interaktioner.