Træningsguide til Tiroler Bracke: Metoder, der virker

Tiroler Bracke er en robust, næsestærk støver fra Alperne (FCI gruppe 6), der er avlet til selvstændigt sporarbejde i krævende terræn. Det betyder, at grundlæggende lydighed skal bygges på høj motivation, klare rammer og masser af næsearbejde som belønning. Start med korte, fornøjelige sessioner på 3–5 minutter, 2–4 gange dagligt, og brug en klikker eller et markørord, så hunden præcist forstår, hvad der udløser belønningen.

Kerneøvelserne er: kontakt (navnerespons), sit/dæk, bliv, gå pænt i line og et pålideligt indkald. Lær først hunden at orientere sig mod dig: sig navnet én gang, beløn straks for øjenkontakt, og øg gradvist sværhedsgraden. Indfør en fløjte til indkald, da den bærer bedre i vind og skov. Træn indkald systematisk med langline (10–15 m), hvor du belønner rigt ved ankomst og giver “fri til at snuse” som miljøbelønning. Det udnytter racens naturlige drift via Premack-princippet: rolig adfærd åbner for det, hunden helst vil – at bruge næsen.

Gå pænt i line lykkes bedst med en Y-sele og belønningsstationer: stop, når linen strammes, og gå først videre, når linen igen er slap. Indfør også et “stille”-signal, da racen kan være stemmeførende. Markér og beløn korte øjeblikke med ro, og giv hunden passende afløb for at bruge stemmen under kontrollerede sporlege.

Socialisering er afgørende: præsenter hvalpen for skovstier, byrum, trapper, underlag og venlige hunde, og beløn nysgerrighed. Af sundhedshensyn, undgå hårde spring og langvarig løb i dybt skovbundsterræn, til knogler og led er modne (omkring 12–15 måneder). Væn tidligt hunden til håndtering af ører og poter, da hængeører kræver regelmæssig tjek efter skovture.

Tiroler Bracke trives, når træningen matcher dens arv som selvstændig sporhund. Planlæg mindst 90–120 minutters daglig motion, heraf 20–40 minutter målrettet næsearbejde. Sportræning bør være fast inventar: start med korte, lige spor med godbidder i hvert tredje–femte fodaftryk, og øg gradvist længde, alder (15–120 minutter) og vinkler. Brug en 6–10 m sporline og en veltilpasset sporsele, og lad hunden arbejde i eget tempo uden verbale input, indtil den selv “fortæller” dig, at den er på sporet. Skift underlag (græs, skovbund, grus) og indlæg små forstyrrelser (krydsningsspor), så hunden lærer at holde kernefærten.

Schweissspor (blodspor) er oplagt for racen: dryp 2–4 ml pr. 10 meter i starten, lav knæk og sårlejer, og indfør liggesteder, som hunden markerer med ro eller næsebearing. Beløn ved sporslut med højværdi foder og rolig ros – eller, hvis muligt, en funktionel belønning som at fortsætte et nyt spor.

Ud over spor er udholdenhed i trav vigtig. Canicross på blødt underlag, bikejoring i moderat tempo og lange skovture med kontrolleret snusefrihed bygger både kondition og tilfredsstiller jagtinstinktet. Mange Tiroler Bracke elsker også nose work/hundesports-“kilder” (f.eks. birk, anisolier): træn søg i bokse, rum og udendørs for at give mentalt arbejde uden høj arousal.

Apport er ikke altid intuitivt for en støver, men kan trænes med shaping og korte sekvenser: løft – hold – giv slip på signal. Af sikkerhedshensyn, brug GPS-halsbånd på friløbsdage i vildtrige områder, og hold fast i longline, indtil indkald og stopfløjte er pålidelige i stærke dufte.

Som klassisk næsehund er Tiroler Bracke typisk mest motiveret af duft, frihed til at søge og velsmagende foder. Gør belønninger funktionelle: giv “go sniff” efter en flot line-øvelse, eller lad hunden genoptage sporet som jackpot efter et solidt indkald. Det forlænger motivationen og gør samarbejdet relevant for en selvstændig race.

Brug en belønningsbank: før træningen afprøver du 3–5 godbidder (f.eks. tørret lunge, ost, pølse) og rangerer dem efter værdi. På svære opgaver bruger du top-1, i lette opgaver top-3. Varier belønningsplaceringen – bag dig for at dæmpe fremaddrift, i jorden for at udløse søgeadfærd, eller kaste bagud for at “nulstille” linen, før I går videre.

Klikker/markørord hæver præcisionen. Marker mikroadfærd som et halvt sekunds frivillig kontakt, og kæd gradvist flere sekunder på. Brug variabel forstærkning, når hunden kan øvelsen, så den bliver ved med at “prøve”. Hold sessioner korte og afslut, mens hunden vil mere. Læg snuse-pauser ind for at undgå mental træthed.

For hunde, der ikke er legetøjsmotiverede, kan jagtlege på fleece-lege eller korte træklege stadig fungere, hvis du holder intensiteten lav og afslutter med en ro-øvelse på måtte. Ved høj arousal, skift til “tjek-ind”-lege: gå i zigzag, beløn for frivillige kontaktglimt, og genoptag først aktivitet, når pulsen er nede. Konsistens og forudsigelige ritualer – samme sele til spor, samme fløjtelyd til nødkald – skaber sikkerhed og bedre læring.

Den hyppigste udfordring er indkald i nærvær af vildtdufte. Løsningen er lagdelt træning: 1) Etabler et stærkt navnerespons og et dagligt “super-indkald” med fløjte og jackpots i lette miljøer. 2) Træn med langline i områder med svag fært; beløn med fri snusen. 3) Overfør til moderate dufte; brug dobbelt-signal (navn + fløjte). 4) Først når succesraten er over 80 %, tester du i svære miljøer. Hav altid en “nødstop”-fløjte (to korte toner) efterfulgt af massiv belønning og aktivitetsskift.

Træk i snor afhjælpes med udstyr og timing. En Y-sele og, hvis nødvendigt, en frontklips-sele kan give mere kontrol uden ubehag. Brug “be-a-tree”-metoden: stop, når hunden trækker, gå først, når linen er slap, og beløn ved din side. Indlæg “scent-stations”, hvor hunden kun må snuse, hvis den ankommer i løs line.

Vokalisering/baying styres ikke bedst med skældud, men med forebyggelse og kanalisering. Dæk hverdagen ind med 2–3 planlagte næseopgaver, lær et ro-signal på en måtte, og beløn stilhed før døråbning eller foderskål. Overvej hvid støj/radio ved alene-hjemme-træning og gradvis varighedsopbygning for at mindske hyl.

Af sundhed og trivselshensyn, planlæg hviledage efter lange spor. Tjek ører efter skovture, tør forsigtigt med vatpads, og luft godt for at forebygge ørebetændelse. Hold øje med poter og kløer efter klipperødder og is, og brug poterens ved behov. Om sommeren, træn tidligt eller sent, tilbyd skygge og vand, og brug køledæk ved varmeperioder. En stabil vægt og stærke kernemuskler (balancepuder, bakkeøvelser) forebygger overbelastningsskader hos denne aktive mellemstore race.

Når fundamentet er på plads, kan en Tiroler Bracke stråle i avancerede opgaver, der respekterer dens stærke næse og udholdenhed. Indfør en stopfløjte (en lang tone = frys/stop), som du først lærer ind på kort afstand med høj belønning og derefter flytter ud på langline i skoven. Træn afstandslydighed: dæk på afstand, stå på afstand og send-til-måtte, så du kan parkere hunden, mens du vurderer terræn.

I sporarbejde kan du tilføje retningssignaler (“venstre”, “højre”) og korte “tjek ind”-pauser ved knæk, hvor hunden belønnes for at vælge korrekt retning. Øg sporaldre til 4–8 timer og træn sårlejemarkeringer med ro. På schweissniveau kan du arbejde med blodmængdevariation, tilbagehop og vinkelkombinationer, så hunden lærer at løse virkelighedsnære udfordringer.

Byg specialisering efter interesse: nose work-elite med små kilder i forstyrrede miljøer; mantrailing på hobbyniveau; canicross med kommandosæt (“line out”, “gee/haw” for højre/venstre) for sikker fart. Dokumentér træningspas i logbog: underlag, vind, temperatur, succesrate, så du justerer sværhedsgrad intelligent.

Husk udstyr og lovgivning: brug reflekser/lys i mørke, en veldesignet sporsele og en sikker karabinhage. GPS-sporing kan være en god sikkerhedsforanstaltning ved friløb. Aversive metoder og elhalsbånd er både uhensigtsmæssige for en følsom, selvstændig støver og ulovlige i Danmark; fokuser i stedet på management, belønningsbaseret læring og gradvis proofing. Med denne tilgang får du en samarbejdsvillig, mentalt balanceret Tiroler Bracke, der kan præstere på højt niveau – i skoven såvel som i hverdagen.