Welsh Springer Spaniel - Allergi og intolerance: Komplet guide

Welsh Springer Spaniel er ikke en hypoallergen race. De har en tæt, dobbelt pels, som fælder moderat året rundt og oftere i sæsonskifte, og de producerer både skæl og spytproteiner, som kan udløse allergi hos mennesker. Sammenlignet med enkelte ruhårsracer, holder den glatte, mellemlange pels på den walisiske springer ikke nødvendigvis færre allergener; tværtimod kan den underuld, som gør dem vejrbestandige i marken, fange pollen, støv og skimmelsporer efter ture i naturen. Racen er glad og arbejdsivrig, men kan være let reserveret over for fremmede, hvilket ofte gør soignering og håndtering lettest, når det er indlært roligt og positivt fra hvalp.

Som apporterende jagthund med høj aktivitetsdrift, kommer Welsh Springer Spaniel hyppigt i kontakt med udendørs allergener: græs- og træpollen, jord, vandløb og vildt. De hængende ører skaber et varmt, fugtigt miljø, der ved underliggende allergi begunstiger overvækst af gær og bakterier. Samtidig kan deres glæde ved vand og svømning, som mange spaniels trives med, betyde gentagen fugtpåvirkning af hud og ører.

For racen betyder “ikke-hypoallergen” primært to ting i hverdagen: 1) en konsekvent pels- og hudpleje, så mængden af miljøallergener reduceres, og 2) et forebyggende fokus på ørerne, hvor allergi ofte viser sig først som kløe, rødme og lugt. Med regelmæssig børstning, bad ved behov og god tørring efter regn og svømning, kan man begrænse både fældning og allergenophobning i hjemmet. Welsh Springer Spaniel kan trives i en mindre bolig, men kræver over to timers daglig motion; den høje aktivitetsmængde gør et stabilt hud- og øreplejeregime ekstra vigtigt, fordi eksponeringen for allergener simpelthen er større end hos gennemsnitshunden.

Allergi hos Welsh Springer Spaniel viser sig ofte som atopisk dermatitis (miljøallergi), fødevareallergi eller loppeallergi. Typiske tegn er kløe, rødme i armhuler, lyske og mellem tæer, tilbagevendende ørebetændelser, slikning af poter, “hot spots” og en sødligt gæret lugt fra huden. Miljøallergi er ofte sæsonbetonet, mens fødevareallergi kan være helårsproblematik, ofte ledsaget af mave-tarm-symptomer.

Praktisk daglig styring starter med at reducere hudens kontakt med allergener. Skyl eller aftør poter, bug og haleunderside efter gåture i græs og skov, så pollen og støv fjernes, før hunden lægger sig i kurven. Børst pelsen 3–4 gange ugentligt med en blød carde eller kam, der når ned i underulden, og bad med en skånsom, fugtgivende shampoo efter behov; hyppigere ved aktiv pollen sæson, sjældnere om vinteren. Efter bad og svømning, tør pelsen og især ørerne grundigt.

Ørepleje er nøgleområdet for spaniels. Inspicer øregangen ugentligt for rødme og lugt, og rens med en dyrlægeanbefalet, skånsom ørerens, der opløser voks og sænker pH. Undgå vatpinde nede i øret; massér basis og lad hunden ryste væsken ud. Ved tegn på ømhed, kraftig rødme, mørk voks eller kløe, søg dyrlæge tidligt, da sekundære infektioner er almindelige.

Hjemmemiljøet har også betydning. Brug støvsuger med HEPA-filter 2–3 gange ugentligt, vask hundens sengetøj ved 60 °C ugentligt, og luft dyner og tæpper. Hold luftfugtigheden omkring 40–50 %, og undgå stærkt parfumerede rengøringsmidler, som kan irritere hud og luftveje. Ude, undgå højt græs ved top-pollensæson, og overvej kortere, hyppigere ture i regnfulde dage, hvor pollenbelastningen er lavere. En konsekvent loppeforebyggelse året rundt er obligatorisk, fordi loppeallergi kan udløse kraftig kløe selv ved få bid.

Som en aktiv og følsom race, profiterer Welsh Springeren af rolig håndtering og rutiner. Brug belønningsbaseret træning til plejeprocedurer, så stress ikke forværrer hudtilstanden; stress kan forøge kløeadfærd og forsinke heling.

Fødevareallergi og -intolerance kan give kløe, øreproblemer, blød afføring, flatulens eller gentagne “hot spots”. Da racen ofte er meget madglad og aktiv, er en struktureret tilgang afgørende for et holdbart resultat. Guldstandarden er en kontrolleret elimineringsdiæt i 8–12 uger, hvor hunden får én strikt diæt: enten et veterinært hydrolyseret produkt eller en velvalgt novel protein/kulhydrat-kombination, som hunden aldrig har spist før (fx and + tapioka eller vildt + kartoffel). Ingen godbidder, tyggeben, smagsatte mediciner eller bordrester i perioden; brug i stedet godbidder, der er identiske med diætens ingredienser, eller bag små bidder af den samme diæt i ovnen.

Efter 8–12 uger, hvis symptomerne er tydeligt reduceret, udføres en provokation med den tidligere kost i 1–2 uger. Kommer symptomerne tilbage, er diagnosen styrket, og man går tilbage til den tolererede diæt og introducerer eventuelt én ingrediens ad gangen for at kortlægge specifikke triggere.

Et aktivt individ på 16–20 kg med mere end to timers daglig motion behøver ofte 900–1.200 kcal/dag, men behovet svinger; ved elimineringsdiæt, hold vægten stabil med præcis vejning af foderet. Vælg foder med passende fedt- og proteinniveau, så muskelmasse understøttes uden at forværre kløe gennem overvægt og varme.

Tilsætning af omega-3 fedtsyrer (EPA+DHA) kan dæmpe inflammation og mindske kløe. Sigt mod ca. 100–220 mg EPA+DHA pr. kg kropsvægt pr. dag, fordelt over måltider; brug fiskeolie i kendt kvalitet, og koordiner dosis med dyrlægen for at undgå maveirritation. Probiotika med dokumenterede stammer til hund (fx L. rhamnosus GG, B. animalis) kan støtte hudens barriere via tarm-hud-aksen.

Undgå almindelige triggeringredienser som okse-, kyllinge- og mælkeproteiner i forsøgsperioden, medmindre diæten netop er designet til at hydrolysere dem. Læs deklarationer kritisk; mange “lammekost”-produkter indeholder kyllingefedt eller -protein. Hjemmelavet elimineringsdiæt bør kun ske i samråd med dyrlæge/klinisk ernæringsekspert, så vitamin- og mineralbalancen ikke kompromitteres.

Miljøet spiller en central rolle for en jagtavlet spaniel, der elsker skov, mark og vand. Græs- og træpollen, husstøvmider, skimmelsporer og stikkende insekter er de hyppigste udløsere ved atopisk dermatitis. For Welsh Springer Spaniel, som ofte arbejder tæt i vegetationen, øges hudens belastning, fordi underuld og faner på ben og hale indsamler partikler.

Indendørs: Reducér husstøvmider ved at holde sovepladsen tør, vaske sengetøj ved 60 °C ugentligt og vælge madrasser med aftageligt, vaskbart betræk. Brug HEPA-luftrenser i soveområder, og støvsug tæpper/møbler 2–3 gange ugentligt. Vælg uparfumeret vaskemiddel til hundens tekstiler. Hold luftfugtighed moderat (40–50 %), da høj fugt fremmer mider og skimmel, mens meget lav fugt kan udtørre huden.

Udendørs: Planlæg ture efter pollenkalenderen; vælg morgener efter regn, hvor pollen er lavere, og undgå at lade hunden løbe i højt græs i top-sæson. Aftør eller skyl poter, bug og bryst efter hver tur, og føntør let på kølig/varm-lavt setting, så huden ikke forbliver fugtig. Klip behårede faner let til, hvis de konstant samler burrer og pollen, men bevar pelsens beskyttende funktion.

Vand og ører: Mange Welsh Springere trives i vand, men våd pels og hængende ører øger risikoen for Malassezia-overvækst og otitis externa. Tør derfor ørerne forsigtigt efter svømning og bad, og brug ørerens 1–2 gange ugentligt i allergisæsonen, medmindre dyrlægen foreskriver andet.

Parasitter: En streng loppe- og flåtstrategi året rundt er vigtig. Loppeallergisk dermatitis kan udløses af blot ét bid, så brug moderne forebyggelse i korrekt intervall. Hold omgivelserne rene, og behandl alle kæledyr i husstanden for at bryde livscyklussen.

Røg, stegeos og kraftige dufte kan irritere hud og luftveje; hold indeklimaet friskt, og luft ud dagligt.

En målrettet dyrlægeplan er nøglen til varig kontrol. Start med en systematisk udredning: udeluk ektoparasitter (loppeskam, tape-test), lav hudskrab og cytologi for at identificere bakterier/gær, og behandl sekundære infektioner, før kløe vurderes. Ved mistanke om fødevareallergi, gennemfør en korrekt elimineringsdiæt. Ved mistanke om miljøallergi, kan intradermal test (guldstandard) eller serologisk IgE-test bruges til at designe allergenspecifik immunterapi (ASIT).

Medicin mod kløe og inflammation vælges efter sværhedsgrad og sæsonmønster: oclacitinib (Apoquel) virker hurtigt på kløe og er velegnet til helårsbrug hos mange hunde; lokivetmab (Cytopoint) er en monoklonal antistof-injektion mod IL-31, der ofte giver 4–8 ugers kløekontrol; glukokortikoider er effektive kortvarigt, men bruges helst i korte, kontrollerede forløb pga. bivirkninger. Antihistaminer har moderat effekt hos hund, men kan indgå som led i multimodal behandling. Topiske behandlinger, som klorhexidin 2–4 % og/eller miconazol-shampoo, kan kontrollere sekundære infektioner og forbedre hudbarrieren. Ceramid/EFAs-sprays og -mousser støtter barrierefunktion mellem bade.

Ørermedicin skræddersys efter cytologi; kombinationer med antibakteriel, svampedræbende og antiinflammatorisk komponent bruges ofte i 7–14 dage, herefter overgang til vedligehold. For Welsh Springer Spaniel er tidlig indsats ved det mindste øresymptom vigtig, da recidiver ellers kan kronificeres.

ASIT er den eneste sygdomsmodificerende behandling for miljøallergi. Den kræver tålmodighed (ofte 6–12 måneder til fuld effekt), men kan reducere behovet for symptomatisk medicin betydeligt.

Differentiel diagnose skal omfatte øjenproblemer som entropion, der kan give tåreflåd og irritation, som fejltolkes som “allergiske øjne”. Endokrine tilstande, fx hypothyreose, kan forværre hudmiljøet og disponere for infektioner. Samarbejd med dyrlægen om en langtidsplan med måling af kløe-score, fotodokumentation og faste kontrolbesøg hver 3.–6. måned, så behandlingen justeres rettidigt.