Cane Corso Italiano - Ansvarlig avl og genetik

Cane Corso Italiano er en stor, italiensk molosser i FCI gruppe 2 (schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde). Racen er kraftfuld, atletisk og funktionelt opbygget til arbejde – historisk til beskyttelse af ejendom og jagt på stort vildt. Hanner måler typisk 64–68 cm i skulderhøjde, tæver 60–64 cm, og vægten ligger oftest mellem 40 og 50 kg, afhængigt af køn, kondition og proportioner. Helhedsindtrykket skal være tørt og muskuløst, med tydelig substans uden at blive tung. Hovedet er stort, men ikke overdrevent, med markeret stop, kraftigt næseparti og stærke kæber. Et let, omvendt saksebid (svagt underbid) er racetypisk; udtalt underbid, saksesnit af tænderne, eller tandtab vurderes som fejl. Øjnene er ovale med opmærksomt, roligt udtryk; ørerne bæres naturligt ukuperede i Danmark. Halsen er kraftig og velansat, ryggen lige og lænden let hvælvet. Brystkassen er dyb, men ikke ekstremt smal eller tøndeformet, og halen er naturlig, båret i en let bue når hunden er i bevægelse. Pelsen er kort, glat og tætliggende; underulden varierer med årstid. Tilladte farver er sort, grå i flere nuancer, lys fawn samt brindlet i grå eller fawn; en diskret maske i sort eller grå er almindelig. Små hvide aftegninger på bryst og poter tolereres. Bevægelserne skal være frie, jordvindende og stabile, med god fraskub og fast ryglinje. Temperamentet er intelligent, kærligt og majestætisk: en selvsikker, rolig hund med stærk tilknytning til familien og udtalt vagtsomhed uden unødvendig skarphed. Som arbejdshund trives Corsoen med opgaver, mental stimulering og struktur. Racen kræver omkring to timers daglig motion, løbende lydigheds- og impulskontroltræning, samt tidlig og systematisk socialisering for at udvikle sig til den afbalancerede og samarbejdsvillige hund, standarden beskriver.

Ansvarlig avl i Cane Corso forudsætter en strategisk balance mellem sundhed, temperament, funktion og type. Genetikken bag de vigtigste egenskaber i racen er dels polygen (flere gener påvirker f.eks. hofter og albuer), dels monogen (enkeltgener for f.eks. farver). Derfor bør avlsbeslutninger altid hvile på både fænotype, dokumenteret sundhedsdata og stamtavleansalyser. Indavlskoefficient (COI) over 5–6,25 % på 5–10 generationer øger risikoen for tab af genetisk diversitet, recessive sygdomme og nedsat fertilitet. Hold COI så lav som muligt, brug gerne 10-generationers beregninger, og undgå "popular sire syndrome", hvor én hanhund får uforholdsmæssigt mange afkom og dermed snævrer genpuljen. Effektiv populationsstørrelse (Ne) stiger, når flere ubeslægtede individer bruges balanceret i avlen; internationalt samarbejde, import og sædudveksling kan med fordel målrettes linjer med dokumenteret sundhed og levealder. Farvegenetik bør håndteres med omtanke. I Cane Corso styres fawn af A-locus (ay), brindle af K-locus (kbr), og maske af E-locus (Em). Grå ("blue") skyldes fortyndingsgenet på D-locus (d/d). Fortyndede farver kan være forbundet med en øget risiko for color dilution alopecia (CDA) og sekundære hudproblemer; avl på udelukkende fortyndede linjer bør derfor undgås, og hudsundhed prioriteres højt. Ekstreme træk – for tungt skelet, for dybe læbefolder, for kort næse eller overdrevent underbid – påvirker funktionalitet, vejrtrækning, tandstilling og termoregulering, og de må ikke belønnes i avlen. Temperament arves moderat; kombiner linjer med dokumenteret nervesikkerhed, lav reaktivitet og god samarbejdsvilje. Avlsmål bør inkludere dokumenteret arbejdsevne, stabil miljøtolerance og førerbarhed, da en stærk, vagtsom molosser kræver forudsigelighed og kontrol. Endelig er levealder og reproduktionssundhed vigtige selektionsmål; vægt let mod avlsdyr fra linjer med dokumenteret lang levetid og lav forekomst af kræft, hjertesygdom og ortopædiske lidelser.

• Cane Corso er generelt robust, men som stor, hurtigtvoksende molosser har racen risici, der kræver systematisk screening. Følgende test- og undersøgelsespakke anbefales før avl, og resultaterne bør være offentligt tilgængelige:
• Hofte- og albuerøntgen: FCI-klassifikation (HD A/B anbefales til avl; undgå C–E). Albuer ED 0 er ideelt; vær restriktiv med ED 1. Overvej PennHIP som supplement for objektiv laxity-score.
• Hjerteundersøgelse: Ekkokardiografi og 24-timers Holter/rytmeovervågning for at udelukke dilateret kardiomyopati (DCM), subaortal stenose (SAS) og arytmier. Gentag gerne årligt på avlshanner over tre år.
• Øjenundersøgelse: ECVO-øjenattest for at screene for entropion/ektropion, cherry eye-tendens og andre øjenlidelser.
• Thyroideaprofil: TSH, total og fri T4, samt evt. thyroglobulin-antistoffer for at afdække autoimmun hypothyreose, der kan påvirke fertilitet, pels og adfærd.
• Ortopædi og bevægelse: Klinisk gennemgang af skulder, knæ (inkl. korsbåndsstabilitet) og ryg for tidlige tegn på OCD, spondylose eller instabilitet.
• DNA-panel: SOD1 (degenerativ myelopati) hvor det forekommer i linjen; HUU (hyperurikosuri) som præventivt tiltag i molosserlinjer; D-locus (fortynding) til farveplanlægning med hensyn til hudsundhed. MDR1 er normalt ikke relevant i racen.
• Reproduktionssundhed: Brunstcyklus, sædkvalitet, normal tandstilling og korrekt bid. Tæver bør have normal, ukompliceret livmoder- og vaginalstatus.
• Generel helbredsvurdering: Hæmatologi/biokemi, vægtkondition (BCS 4–5/9), hud- og pelsstatus (eksem, hotspot, alopeci), samt tandsundhed.
  Store, dybbrystede racer har risiko for mavedrejning (GDV). Selvom der ikke findes en test, er familiehistorik vigtig; undgå at kombinere linjer med høj forekomst, og informer hvalpekøbere om forebyggelse (fodringsrutiner, ro efter måltider, kendskab til akutberedskab). Dokumentér levealder og dødsårsager i slægten; brug data aktivt til at styre parringer mod linjer med påvist højere medianalder. Gentag centrale helbredsscreeninger løbende, særligt hjertescanninger, da visse tilstande debuterer i voksenalderen.

Etisk avl handler om mere end sundhedsskemaer; det handler om formål, gennemsigtighed og ansvar for både tæve, hvalpe og købere. Vælg kun mentalt stabile, socialt velfungerende og arbejdsduelige hunde til avl, og vent til fysisk og psykisk modenhed (typisk 24+ måneder for tæver, 24–30+ måneder for hanner). Planlæg tævens forløb med rimelige intervaller, giv optimal foderstand og kondition, og undgå kuld i varmeperioder uden passende faciliteter. Ører og hale må ikke kuperes i Danmark; respekter lovgivning og racens naturlige udtryk. Undgå ekstrem størrelse – både alt for tung og alt for let bygning belaster sundhed og funktion. Avl ikke på hunde med gentagne kejsersnit, kroniske hud- eller øjenproblemer, smertefuld bevægelse eller tydelig angst/aggression. Vægt temperament og funktion mindst lige så højt som udstillingsmeritter; Cane Corso er først og fremmest en brugsrace med behov for samarbejdsvilje, mod og impulskontrol. Arbejd aktivt imod indavl og popular sire-effekten via planlagte outcrosses inden for racen, dokumenteret på COI og helbredsdata. Vær åben om både styrker og svagheder i dine linjer, del helbredsresultater i åbne databaser, og følg alle hvalpe med helbred/temperamentsopfølgning livet igennem. Sørg for systematisk prægnings- og socialiseringsprogram fra dag 3 (ENS/Early Neurological Stimulation) og videre via trygge eksponeringer i uge 3–12. Skriv tydelige købsaftaler med sundhedsgarantier, returret og rådgivning. Match omhyggeligt hvalpe til erfarne hjem med tid, plads og hegn, og informer åbent om racens behov for ca. to timers daglig motion, løbende træning og klare rammer. Kort sagt: avl for en funktionel, sund og stabil Cane Corso, der kan leve et langt, aktivt familieliv.

Start med et klart mål: Hvad skal forbedres – hofter, hjerte, bevægelse, hud, temperament, type eller levealder? Lav en systematisk profil af din hunds styrker og svagheder, understøttet af helbredsresultater, udstillings- og brugsmeritter samt objektiv adfærdsbeskrivelse (f.eks. BPH/MH eller racetests). Brug herefter følgende fremgangsmåde: 1) Stamtavleanalyse: Beregn COI på mindst 10 generationer, identificér flaskehalsforfædre og vurder diversitet. Stræb efter COI under 6,25 %, gerne lavere. 2) Sundhed og familiehistorik: Kræv dokumenteret HD/ED, hjerteundersøgelse (ekko + Holter), aktuel øjenattest og thyroidpanel. Gennemgå søskende og halvsøskendes helbred, levealder og eventuelle operationer (korsbånd, entropion, GDV). 3) Fænotypisk komplementaritet: Match modparten, så svagheder kompenseres uden at gå på kompromis med funktion. Undgå at parre tung til tung eller kort næse til kort næse. Vælg korrekt skulder- og overlinje, sunde poter og tør hud. 4) Temperament: Prioritér nervesikre linjer med lav uønsket skarphed og god førerbarhed. Mød hunden flere gange, gerne i nye miljøer, og observer håndterbarhed, genfindingslyst og ro på plads. 5) Farve- og hudhensyn: Hvis din hund er fortyndet (d/d), undgå parring med anden fortyndet for at reducere risikoen for CDA i afkom. Undgå farveavl som primært mål. 6) Reproduktion og logistik: Tjek fertilitetsdata, tidligere kuld (størrelse 4–6 hvalpe er normalt), drægtighedsforløb og fødsler. Planlæg transport, karantæne, forsikring og nødberedskab. 7) Kontrakt og opfølgning: Aftal ejerskab af sæd/afkom, helbredsoplysningspligt og dataindsamling. Informér købere om trænings- og socialiseringskrav, foder, forsikring og sundhedstegn. Når valget er truffet, lav en skriftlig avlsplan med målbare succeskriterier (f.eks. forbedret HD-fordeling, normal hjerteudlytning ved 4 år, stabilt temperament i adfærdstest), og evaluer objektivt, før der gentages.