Cao de Agua Portugues - Ansvarlig avl og genetik

Cão de Água Português, på dansk kendt som Portugisisk vandhund, er en middelstor, kraftigt bygget apporterende jagthund fra Portugal, udviklet til at arbejde tæt med fiskere i kystnære farvande. Racen tilhører FCI Gruppe 8 (apporterende jagthunde), og den er kendt for sit mod i vand, sin betydelige udholdenhed og sin tætte samarbejdsvilje. Hanner måler typisk 50–57 cm og tæver 43–52 cm, med en vægt på 16–25 kg. Helhedsindtrykket skal være atletisk, harmonisk og funktionelt – en hund, der uden besvær kan svømme, dykke, apportere og arbejde i bølger og strøm.

Hovedet er velproportioneret med stærke kæber og saksebid, øjnene er middelstore og udtryksfulde, og ørerne er forholdsvis højt ansatte og hængende. Hals, ryg og lænd bør være stærke og smidige, brystkassen dyb med god ribbensfylde, og for- og bagpart skal have balancerede vinkler for at sikre effektiv, jordvindende bevægelse. Halen er tyk ved roden og benyttes aktivt som ror i vand, hvilket understreger racens oprindelige funktion.

Pelsen er lang og enten bølget eller krøllet, uden underuld, og farverne spænder fra sort eller brun i forskellige nuancer, med eller uden hvide aftegninger, til ensfarvet hvid. Pelsen er relativt pelsallergivenlig, da den fælder begrænset, men kræver daglig pleje for at undgå filtre. Der bør avles på korrekt pelskvalitet og -struktur, så pelsen fortsætter med at være funktionel i vand og let at vedligeholde for den aktive familie.

Temperamentet skal være selvsikkert, intelligent og samarbejdende, uden nervøsitet eller aggressivitet. Racen er livlig, lærenem og trives med opgaver, hvorfor op til en times daglig motion samt mental aktivering anbefales som minimum. Ideelt set lever den i et større hjem med adgang til udendørs arealer, og den er særligt komfortabel i vand. Avlsmålet bør holde fokus på sundhed, funktion og mental stabilitet – ikke blot eksteriør og farver.

Ansvarlig avl i Portugisisk vandhund kræver, at man forstår både simple og komplekse arvegange. Flere alvorlige racerelevante sygdomme nedarves autosomalt recessivt, herunder GM1-Storage Disease (gangliosidose), prcd-PRA (en form for progressiv retinal atrofi) og Juvenile Dilated Cardiomyopathy (JDCM). Ved recessiv arv gælder, at hunde kan være genetisk frie (clear), bærere (carrier) eller afficerede. Afficerede dyr må aldrig indgå i avl, bærere kan parres med genetisk fri partner, og kun fri x fri eliminerer risikoen for afficerede hvalpe i det konkrete kuld. Derfor er dokumenteret DNA-status uomgængelig.

Andre træk, som hofteledsdysplasi (HD), har polygenetisk baggrund og påvirkes desuden af miljø, fodring og væksttempo. Det betyder, at man bør kombinere fænotypiske sundhedsresultater (HD-status) med avlsværdital/EBV, hvis tilgængeligt, for at reducere den genetiske risiko i populationen.

Genetisk diversitet er en selvstændig sundhedsparameter. Høj indavl øger sandsynligheden for, at uønskede recessive anlæg mødes, og det kan svække vitaliteten generelt. Det anbefales, at avlere overvåger indavlskoefficienten (COI) over 5–10 generationer og tilstræber et lavt COI-niveau; mange klubber anbefaler at holde parringer under ca. 6–8 %, hvor lavere ofte er bedre, forudsat at kvalitet og sundhed fastholdes. Hvor det er muligt, kan genomiske slægtskabsanalyser (SNP-baserede paneler) supplere stamtavle-COI og hjælpe med at finde genetisk komplementære partnere.

Udvælgelse for overfladiske træk, herunder modeprægede farver eller specifikke klipninger, bør aldrig ske på bekostning af funktion, temperament og sundhed. Racens vandarbejde kræver robust anatomi, korrekt pels og mod i vand. Endelig er det vigtigt, at man undgår matadoravl – et fåtal af meget brugte avlshanner – da det reducerer den effektive populationsstørrelse og kan forstærke skjulte genetiske problemer i racen.

Et gennemtænkt testprogram er rygraden i ansvarlig avl. For Portugisisk vandhund bør følgende som minimum indgå, før en hund anvendes i avl:

- DNA-tests: Dokumenter status for GM1-Storage Disease, prcd-PRA og JDCM. Disse er autosomalt recessive og kan testes én gang i livet. Opbevar og del officielle certificater. Planlæg parringer, så carrier x carrier undgås.

- Hofter (HD): Røntgenoptagelse efter national klub/FCI-retningslinjer, typisk fra 12–18 måneders alderen. Stræb efter at anvende hunde med HD A eller B, og brug gerne avlsværdital/EBV, hvis tilgængeligt, så parringerne samlet sænker den genetiske risiko. Vægtkontrol, moderat vækst og passende motion i unghundeperioden understøtter sunde hofter.

- Øjne: Årlig øjenlysning hos ECVO-diplomeret øjenpaneldyrlæge anbefales, da visse øjenlidelser kan udvikle sig over tid. Selv med kendt prcd-PRA-status kan en klinisk øjenundersøgelse afsløre andre tilstande, der har betydning for velfærd og avlsbeslutninger.

- Hjerte: En basal kardiologisk undersøgelse (klinisk auskultation, og ved behov ekkokardiografi) før avl er fornuftig praksis, selv når JDCM-DNA-status er kendt, da hjertesundhed påvirker drægtighed, fødsel og generel præstation.

- Generel klinisk sundhed: Gennemfør helbredscheck med blodprofil, tandstatus (saksebid og fuld tandsæt), hud/pelsvurdering og bevægelsesanalyse. Vurder kondition og muskelstatus, da racen er atletisk og vandarbejdende.

- Reproduktionssundhed: Brucella canis-test før parring ved import/rejse eller brug af udenlandsk partner, progesteronforløb hos tæven for optimal timing, samt sædevaluering hos hanhund ved behov.

Selv om racen ofte betegnes hypoallergen, er den ikke allergifri. Avlsdyr med udtalte hud- eller luftvejsproblemer bør ikke bruges. Fodringsrelaterede overfølsomheder er ikke kendt som racespecifikke, men individuelle tilfælde forekommer; langvarig og behandlingskrævende allergi bør indgå i den etiske helhedsvurdering. Dokumentér alle resultater i DKK’s systemer og racens sundhedsdatabaser for maksimal gennemsigtighed.

Etikken er lige så vigtig som genetikken. Start med formålet: Avlen skal forbedre eller fastholde racens sundhed, temperament og funktion – ikke blot producere hvalpe. Vælg kun mentalt stabile, socialt velfungerende og fysisk sunde avlsdyr. Racen er intelligent og arbejdsivrig, så overdreven nervøsitet, skarphed eller manglende samarbejdsvilje er uforenelige med formålet og bør selekteres fra.

Alder og belastning: Tæver bør ikke parres for tidligt; vent, til både krop og sind er modne (ofte tidligst omkring 2 år), og begræns antallet af kuld under hensyn til tævens velfærd. Hanhunde bør have færdig sundhedsstatus, inden de anvendes bredt. Undgå matadoravl ved at begrænse antallet af afkom pr. hanhund og sprede brugen af avlsmateriale, så den effektive population opretholdes.

Transparens: Del alle relevante oplysninger, herunder DNA-profiler, HD-status, øjenattester, eventuelle kliniske fund og afkomsresultater. Stå ved dine valg, også når data ikke er perfekte, for det er helheden og parringen som kombination, der afgør risikoen.

Velfærd hele vejen: Prioritér drægtighedspleje, sikker fødsel og omhyggelig neonatal omsorg. Planlæg systematisk socialisering, så hvalpene får en tryg start. Sæt tydelige forventninger til hvalpekøbere om pleje, pelsvedligehold, motion og mental aktivering – racen kræver daglig indsats.

Undgå kosmetisk styring af avlsmateriale, f.eks. kirurgisk korrektion af fejl, som dækker over arvelige problemer. Etisk avl betyder også, at man afstår fra at avle på hunde med gentagne reproduktionsproblemer, alvorlige kroniske sygdomme eller adfærdsafvigelser. Endelig bør avleren tilbyde livslang rådgivning og tage ansvar for at hjælpe, hvis en hvalp må omplaceres.

Valget af partner bør være systematisk og målorienteret. Begynd med at definere, hvad din hund bidrager med, og hvor du ønsker forbedring: er det hofter, pigment, bevægelser, pelsstruktur, temperament eller arbejdsvilje i vand? Gennemgå sundhedsdata, mentalbeskrivelser og udstillings-/brugsmeritter, og prioriter resultater fra reelle funktionstests og hverdagsadfærd højt.

Lav en risikoprofil for din hund: DNA-status (GM1, prcd-PRA, JDCM), HD-resultat/EBV, seneste øjenlysning og eventuelle kliniske bemærkninger. Brug herefter en partner, der komplementerer – aldrig forværrer – dine risikoområder. Carrier kan kombineres med genetisk fri partner, hvis kuldets afkom registreres korrekt, og hvalpekøbere orienteres.

Vurder slægtskab: Beregn COI over 5–10 generationer, og hold parringen på et lavt, men meningsfuldt niveau. Supplér med genomisk slægtskabsanlayse, hvis adgang haves, så du undgår skjult tæt slægtskab. Pas på populære linjer; brede, men velvalgte outcrosses inden for racen hjælper diversiteten.

Tænk funktion: Racen er komfortabel i vand og skal bevare mod, næse og samarbejde. Observér begge parters lyst til at arbejde i vand, svømmeteknik, udholdenhed og evne til at falde til ro efter arbejde. Strukturen skal understøtte opgaven: stærk ryglinje, korrekt vinkling og hale, der fungerer som ror.

Praktik og adfærd: Mød partneren personligt, hvis muligt. Se hunden i hjem og på træningsplads, og tal med ejere af hel- og halvsøskende om sundhed og temperament. Lav en nedskrevet avlsplan for kuldet, med klare mål, forventet pleje af tæven, hvalpenes socialisering og strategien for at følge op på sundhed og adfærd i hele deres levetid.