Drever som arbejdshund

Dreveren blev formet i Sverige i første halvdel af 1900-tallet, da Westfälischer Dachsbracke blev importeret og krydset ind i en type, der passede til skandinavisk terræn og vildt. I 1947 fik racen navnet Drever og siden officiel anerkendelse i FCI gruppe 6, drivende jagthunde og schweisshunde. Formålet var klart: en afmålt, vedholdende og højtlydende drivende hund, som kunne rejse hare, ræv og især rådyr, holde sporet i et kontrolleret tempo og drive vildtet forbi jægerens post på skudbar afstand. Den lave højde, den lange krop og den kraftige næse gav Dreveren et praktisk forspring i tæt krat, på frosthårdt underlag og i kuperet skov. Hvor de højbenede støvere let sætter for meget fart på, arbejder Dreveren i et mere moderat tempo med tydelig drevskall, så jægeren hele tiden kan afkode retning og intensitet i drevet. Samarbejdet er indirekte, men reelt: Hunden arbejder selvstændigt på næsen, mens føreren styrer via terrænvalg, klokke, fløjte og, i moderne tid, GPS. Racen blev udvalgt for robusthed, lav kuldefølsomhed, god potehorn og mental stabilitet, så den kunne fungere i dagslange drev uden at brænde ud. Historisk har Dreveren haft hjemme i jagtmarker, hvor husholdningen samtidig var dens base. Den blev opdraget til at være rolig inde og målrettet ude, til at acceptere ventetid i bil eller hytte og til at kunne deles mellem flere jægere i et konsortie. Den klassiske arbejdsprofil er derfor en loyal, bestemt og afmålt hund, der leverer stabile drev i mange timer, uden at miste kontakten med fører eller overkøre vildtet.

Dreveren er fortsat en specialiseret drivende jagthund i Norden og i Danmark, hvor den anvendes på hare, ræv og råvildt i små til mellemstore revirer. Den styrede fart, de tydelige hvide aftegninger og den markante drevskall gør racen sikker i fællesdrev, fordi man kan høre og se hunden, også i tæt bevoksning. I områder med stor menneskelig aktivitet er netop den kontrollerede jagtform en fordel, fordi hunden ikke forfølger med urealistisk hastighed eller i uendelig afstand, men typisk slår tilbage til fører, når sporet dør ud. Ud over drivjagt er mange Drevere aktive på vildtspor, hvor racens næsearbejde og vedholdenhed kan omsættes til kontrolleret eftersøgningstræning. I Danmark kan enhver race gå vildtsporprøve, og Dreveren klarer sig ofte glimrende på 400 til 1000 meter spor, 3 eller 20 timer gamle. Nogle teams bruger desuden racen i praktisk faunaforvaltning, for eksempel til bestandsregistrering og til at rejse bestemte arter på kontrollerede drev. Som bynær arbejdshund kan Dreveren få et meningsfyldt liv via spor, nose work, lineføring i naturområder og systematisk konditionstræning. Den er normalt ikke en klassisk redningshund eller tjenestehund, men dens næse og robusthed gør den velegnet til sport, der efterligner rigtigt arbejde. Da racen ikke er hypoallergen og har hængende ører, kræver den noget pleje efter våde og mudrede opgaver, men den korte, dobbelte pels tørrer hurtigt og beskytter effektivt mod vejr. På dage uden jagt trives den med 45 til 60 minutters målrettet motion og næseopgaver, mens egentlige arbejdsdage naturligt kan være langt længere, forudsat nøje planlagte pauser og væske.

Træningen af en Drever som arbejdshund starter med grundlydighed, fordi sikkerhed og styrbarhed er fundamentet for ethvert godt drev. Et pålideligt indkald på fløjte, en solid indlært stop-kommando og evnen til at blive i ro i bil, kurv og ved post er ufravigelige. Allerede som 8 til 12 uger gammel kan hvalpen præsenteres for korte slæbespor med kanin- eller råviltskind, altid i modvind, og altid afsluttet med stor rolig belønning. Fra 4 til 6 måneder udbygges næsearbejdet på naturlige færtspor i længere line, med fokus på sporstart, sporfastholdelse i knaster og selvstændighed uden at trække i hysterisk tempo. Næste trin er jagtlig specialisering: Hvalpen lærer at arbejde i passende søgevidde gennem systematiske udsendelser i let terræn, hvor føreren bevæger sig i zigzag og markerer med diskrete fløjt. Drevskallet er medfødt, men du kan forme konteksten med ro på opspring og belønning for at holde tryk uden at presse vildtet for hårdt. Træn kontrolleret afbrydelse af drev ved at kalde hunden af et koldt spor, aldrig af et varmt dyrehold, så du undgår forvirring. Brug 10 til 15 meters sporline, en god Y-sele og faste ritualer for slip, recall og afhentning. For at forebygge rygproblemer og overbelastning arbejdes der med grundstyrke 2 til 3 gange om ugen: langsomme bakke-gåture, cavaletti i skridt, kropskontrol på balancepuder og kontrollerede vendinger i snor. Undgå gentagne høje spring, glatte gulve og mange trapper, og indfør tidligt rampetræning til bil. Vægtstyring er afgørende, fordi selv få ekstra kilo øger risikoen for diskusprolaps. Hold ørerne rene og tørre efter vådt terræn, og brug vat og ørerens, hvis der ses rødme eller lugt. Klimaakklimatisering før sæsonstart, kloslid i naturligt terræn og regelmæssig potepleje med potesalve i frostvejr er arbejdshundens basic service. Kognitivt skal Dreveren have opgaver, der matcher dens bestemte natur. Indfør opgavekæder, hvor hunden løser en kort sporopgave, hviler i 10 minutter, og derefter går et søgmønster igen. Det skaber udholdenhed og mental elasticitet, som kan mærkes på den første rigtige jagtdag.

I Danmark kan du prøve og dokumentere din Drevers arbejdsegenskaber gennem Specialklubben for Drivende Hunde under Dansk Kennel Klub. Drevprøver bedømmer søgsmønster, sporfasthed, drevskall, drevhastighed, jagtlyst og førbarhed på arter som hare, ræv og råvildt. Prøverne gennemføres i sæsonen, og pointskalaen afspejler netop de kvaliteter, der kendetegner racen historisk: roligt, målrettet drev med tydelig halsgivning og god tilbageslagstendens. Vildtsporprøver arrangeres af DKK og jagtforeninger i længder på typisk 400, 600 og 1000 meter, med sporalder på 3 eller 20 timer. Her testes sporoptag, tempo, knækløsning, blodtabtolkning og markering af sårleje. Dreveren er ikke den klassiske specialiserede schweisshund i den nationale eftersøgningsordning, men den kan som sports- og træningshund opnå flotte resultater og give føreren solid erfaring i næsearbejde, som også gavner jagten. Andre relevante arenaer er Nose Work, spor i brugshundesport, rallylydighed for kontrolarbejde og udstillinger, hvor eksteriøret bedømmes mod racestandarden. Fælles for alle prøver er, at du med fordel forbereder hunden med helbredscheck, korrekt vægt, dokumentation for vaccination, almene lydighedskommandorer og tilvænning til dommersituationer. En GPS-halsbåndsløsning, en velfungerende fløjte og en sikker transportkasse hører til basisudstyret, når du kører prøver og jagt.

Dreveren kan bære to hatte, arbejdshund og familiehund, hvis rammen er gennemtænkt. I hjemmet er racen typisk afmålt og rolig, når den er velstimuleret, og den knytter sig loyalt til familien. Samtidig har den en udtalt byttedrift og en bestemt karakter, som kræver klare regler, gode rutiner og sikre rammer, herunder hegn i haven og omhyggelig håndtering af gæsters døre. Med korrekt socialisering er Dreveren ofte venlig mod børn og stabile hunde, men den tåler ikke konstant højintens leg indendørs. Som familiehund uden jagt kan den trives på cirka en times daglig motion, fordelt på gåture i forskelligt tempo og mental næsearbejde. På arbejdsdage i jagtsæsonen kan belastningen være markant højere, hvorfor restitution, varme og væske skal prioriteres. Den korte, dobbelte pels kræver ugentlig gennembørstning, men den hængende øreform betyder, at du skal forebygge ørebetændelser med regelmæssig kontrol, især efter regn og søer. Racen er ikke hypoallergen, og fældning kommer i sæsoner. Sundhedsmæssigt skal du være opmærksom på ryg og diskus, øjne for tegn på entropion, ører for infektion og vægt for at undgå overvægt. En slank, veltrænet Drever holder længere og præsterer bedre, ofte ind i teenageårene, fordi levetiden i racen er gunstig. Som boform fungerer lejlighed fint, hvis du kompenserer med struktur, næsearbejde og sikre transportsystemer til natur. Et større hjem med have er dog ofte ideelt for en arbejdende hund, så den kan koble fra i rolige omgivelser mellem opgaver.