Kulturel historie af Engelsk Setter: Fra oprindelse til moderne tid

Den Engelske Setter udspringer af de britiske øers ældgamle jagttraditioner, hvor hunde blev brugt til at finde mark- og skovfugle, før jagten blev industrialiseret af skydevåben. Navnet ”setter” kommer af hundens oprindelige arbejdsstil – at ”sætte” sig eller lægge sig lavt, når fuglene var lokaliseret, så jægeren kunne kaste net over vildtet. Allerede i 1500-tallet beskriver engelske kilder særlige ”setting spaniels”, der arbejdede i tæt samarbejde med jægeren, roligt, lydigt og med næsen båret i den lette brise over lyng og eng. Overgangen til skydevåben i 1700- og 1800-tallet ændrede arbejdet fra indstilling til det mere opretstående, frosne stand – men kernen i racens metode forblev den samme: søgning i stort mønster, præcis stand og ro i opfløj og skud.
Engelsk Setter er skabt til de britiske landskabers mosaik af heder, enge og vådområder, og den karakteristiske silkeagtige fane­pels beskytter mod vind og vejr, uden at blive tyk som hos en retriever. Pelsens spættede tegning kaldes ”belton”, et begreb, der henviser til de fine plettede farvekombinationer: blue belton (sort/hvid), orange belton (orange/hvid), lemon belton (gul/hvid), liver belton (brun/hvid) samt trefarvet. Det æstetiske udtryk er ikke tilfældigt; den spættede pels fungerede som naturlig kamuflage på heder og stenede enge, samtidig med at hunden forblev synlig nok for føreren i bevægelse.
Temperamentsmæssigt blev racen formet som en venlig, samarbejdsvillig stående jagthund, med en glad, afslappet grundtone, der gjorde den til en værdsat ledsager uden for jagtsæsonen. Denne kombination af funktion, skønhed og mildt sind lagde fundamentet for den moderne Engelske Setter, som siden er blevet udbredt langt ud over Storbritannien.

Den systematiske avl tog fart i 1800-tallet med to nøglefigurer: Edward Laverack og R. Purcell Llewellin. Laverack arbejdede fra 1820’erne med en relativt lukket stamme, som han forfinede for type, elegance og en særdeles korrekt stand. Hans bog ”The Setter” (1872) formede tidens forståelse af racen. Llewellin fokuserede i endnu højere grad på feltpræstation, og via udvalgte kombinationer af de bedste jagtlinjer skabte han hunde med stor søgevilje, bæring og udholdenhed – linjer, der blev toneangivende i feltprøvemiljøer. Samspillet mellem Laverack- og Llewellin-typerne skabte en frugtbar spænding i racen, hvor både skønhed og arbejdsduelighed blev værdsat.
Med hundeudstillinger og feltprøver i slutningen af 1800-tallet fik standardisering fodfæste. The Kennel Club i Storbritannien og siden FCI placerede racen i gruppe 7, Stående Jagthunde. Størrelsesrammerne blev fastlagt nogenlunde som i dag: hanner ca. 65–68 cm, tæver ca. 61–65 cm, med en vægt på 20–30 kg. Over tid opstod en vis specialisering, hvor showlinjer fik en lidt fyldigere pels, mere vinkling og kraftigere knogler, mens arbejds-/feltlinjer forblev lettere, hurtigere og ekstremt udholdende.
I det 20. århundrede spredte racen sig til Europa og Nordamerika. I Skandinavien – herunder Danmark – fandt den sin plads som en alsidig højlandsjæger til agerhøns, skovsneppe og andejagt i udkanten af vådområder, hvor dens komfort i vand og sikre næse er værdifuld. Engelsk Setter forblev populær i kunst og litteratur som symbol på den klassiske britiske jagtkultur, men også som familiehund med et imødekommende, blidt væsen og en udpræget glæde ved samvær med mennesker.

Engelsk Setter er en kulturel markør for en hel jagtæstetik: det store, fejrende søg i åben natur, den skulpturelle stand og samarbejdet mellem hund og fører. I victoriatidens Storbritannien blev racen hyppigt portrætteret på jagtmalerier og litografier, hvor den stod som idealet for ro, stil og sportsmanship. Det skyldes ikke kun skønheden; racens arbejdsstil er visuelt dramatisk og har en indbygget fortælleværdi, der appellerer til kunstnere og forfattere.
I Danmark har Engelsk Setter sat aftryk i markprøvemiljøet og i naturnær familie­kultur. Dens venlige, afslappede temperament og sociale væsen gør den til en habil familiehund, når dens aktivitetsbehov honoreres. Den trives i huse med have, hvor den kan strække ud, og den er ofte harmonisk med andre hunde og kæledyr, når den socialiseres fornuftigt. Samtidig er den med sit silkeagtige udseende og sine belton-tegninger blevet et ikon blandt stående hunde – elegant, men uden prangende overdrivelser.
Moderne friluftsliv har også givet racen nye scener: rally og nose work som hverdagsaktiviteter, canicross for de meget aktive og ikke mindst vilde fuglemarkprøver, hvor traditionen holdes levende. Den kulturelle betydning i dag handler derfor om broen mellem historie og nutid: en arbejdsrace, der stadig kan det, den blev skabt til, men som samtidig beriger familielivet med mildhed og loyalitet. Netop den dobbelthed forklarer racens vedvarende tiltrækning – også selv om registreringstallene i Danmark er moderate.

Nutidens avlsarbejde med Engelsk Setter balancerer tre mål: sundhed, funktion og type. I Danmark ses et moderat antal årlige registreringer, hvilket kræver fokus på genetisk diversitet og lavt indavlsniveau (COI). Seriøse opdrættere sundhedsundersøger for hofte- og albueledsdysplasi (HD/AD), thyroidlidelser, øjensygdomme og medfødt døvhed. BAER-test af hvalpe er guldstandard mod døvhed, og DNA-test for PRA (rcd4) samt årlige øjenlysninger (ECVO) er relevante i racen. Samtidig bør avlsdyr dokumentere jagtlig funktion via markprøver, så racens signatur – søg, stand, ro – bevares.
En tydelig trend er forsøg på at mindske kløften mellem show- og marklinjer. Mange opdrættere vægter en funktionel pels: silkeblød og vejrbeskyttende, men ikke så tung, at den samler for meget smuds eller hindrer bevægelse. Det understøtter også praktisk pleje; racen kræver ugentlig, gerne hyppigere, gennembørstning, især under faner på bryst, bug, ben og hale. Ørerne er udsatte ved svømning; derfor er skånsom tørring og regelmæssig ørepleje vigtig for at forebygge otitis externa.
Racen har et markant aktivitetsbehov – mere end to timers daglig motion og mentalt arbejde. I den moderne familie betyder det strukturerede gåture, næsearbejde, apportering, feltrunder i weekenden og rotræning i hjemmet. Ernæringsmæssigt trives mange på et energitæt fuldfoder til aktive hunde, med fokus på at holde en slank kropskondition (BCS 4–5/9); det aflaster led og mindsker risiko for HD/AD-problemer. Sammenlagt er målet en sund, arbejdsdygtig og venlig Engelsk Setter, der lever 10–12 år med høj livskvalitet – en hund, der kan både pryde ringen og bære i marken.

Fremtiden for Engelsk Setter afhænger af klog prioritering. Bevarelsen af jagtinstinktet og den modne ro i opfløj er racens raison d’être, men det skal ske hånd i hånd med sundhed og velfærd. Genetiske værktøjer – fra COI-beregninger til paneltests – vil hjælpe opdrættere med at undgå flaskehalse, samtidig med at man fastholder de klassiske belton-farver uden at favorisere ekstremt hvide hunde, der kan være forbundet med øget døvhedsrisiko. Bedre data på thyroidlidelser og HD/AD vil også styre mere informerede parringsbeslutninger.
Samtidig vil urbanisering og ændret fritidskultur kræve nye rammer for aktivitet. Racen egner sig ikke til små lejligheder med begrænset tid, men kan trives fremragende i aktive familier, der planlægger daglig motion, weekendture og struktureret træning. Nye sportsgrene som nose work og canicross kan spille en positiv rolle, fordi de aktiverer næse, krop og samarbejde, uden at man nødvendigvis skal på jagt hver uge.
Klimaforandringer med mildere, vådere vintre kan forstørre risikoen for øre- og hudproblemer hos langfanede hunde; derfor bliver pels- og ørepleje samt fodring for hudbarriere-kvalitet endnu vigtigere. På sundhedssiden er ambitionen, at BAER, ECVO og relevante DNA-tests bliver standard i hele avlspopulationen, og at ejere klædes bedre på til at reducere risikoen for mavedrejning via fodrings- og træningsrutiner. Endelig er der en oplagt mulighed i at styrke ”dual purpose”-tanken: en elegant, funktionsdygtig Engelsk Setter, der repræsenterer både kulturarv og moderne hundevelfærd.