Gammel Dansk Hønsehund - Ansvarlig avl og genetik

Gammel Dansk Hønsehund er Danmarks egen stående jagthund, og racen er udviklet til rolig, målrettet jagt med næsen i jorden og en samarbejdende, stabil natur. Racen hører til FCI Gruppe 7 (Stående Jagthunde), kontinentale, og oprindelsen er Danmark. Størrelsen er stor: hanner 54-60 cm, tæver 50-56 cm, med en vægt på ca. 26-35 kg. Levetiden ligger typisk omkring 12-14 år, når hunden holdes slank, motioneres dagligt og passes sundhedsmæssigt forsvarligt.

Pelsen er kort, tæt og hård, med farven hvid med brune (leverfarvede) aftegninger og ofte brun skimmel. Hovedet er som regel ensfarvet brunt med tydelig pigmentering. Den korrekte bidtype er saksebid, og racen besidder en funktionel bidstyrke typisk for jagthunde, uden at være overdrevent kraftig. Bevægelsen skal være jordvindende og økonomisk, med ro og balance frem for hast.

Temperamentet er særdeles racetypisk: roligt, venligt og samarbejdende, men med stærk jagtlyst og udpræget næsearbejde. Den er ikke hypoallergen. Plejebehovet er moderat: ugentlig gennemgang med gummihandske eller blød børste, kontrol af ører efter fugt og jord, samt regelmæssig negleklip. Daglig motion bør være rigelig, 1,5-2 timers varieret aktivitet med snuseture, spor og søg, fordi netop næsearbejde giver mental mæthed. Racen har ingen kendt racebetinget fødevareallergi, men enkelte individer kan være sensitive; vælg et kvalitetsfoder og hold kropshuld i 4-5/9.

Som national race med et relativt begrænset avlsgrundlag i Danmark er populariteten moderat (omkring 149 oprettelser; ca. nr. 77 på listen). Det forpligter til strategisk avl for at beskytte sundhed og diversitet. Typisk kuldstørrelse er 5-8 hvalpe. Racen er ofte tryg ved vand, når den introduceres positivt, men er ikke en decideret vandapportør. Ideelt hjem er hus med adgang til indhegnet have, gerne landligt eller aktivt forstadsområde, hvor man kan tilbyde jagttræning, spor og struktureret lydighed.

Ansvarlig avl på Gammel Dansk Hønsehund handler om at balancere racetypisk eksteriør og jagtegenskaber med genetisk sundhed og bredde. Da racen har en relativt lille avlspopulation, er fokus på genetisk diversitet afgørende. Hold indavlskoefficienten (COI) lav, helst under 6,25 % over 5 generationer og gerne under 4 %, når det er praktisk muligt. Brug både stamtavlebaseret COI og genomisk COI fra DNA-profiler, fordi genomiske data bedre fanger skjulte slægtskaber.

Undgå popular-sire-effekten, altså at en enkelt han bruges uforholdsmæssigt meget. Som tommelfingerregel bør én han ikke stå for mere end ca. 5 % af registrerede hvalpe over en femårsperiode, og afkom bør evalueres grundigt, før han bruges bredt igen. Spred parringerne ud over tid, og overvej at inddrage sunde, velfungerende linjer fra udlandet for at øge den effektive populationsstørrelse, når det sker under FCI-regi og med åbne sundhedsdata.

Bevar racens kerneegenskaber: det rolige, samarbejdende temperament, næsearbejdet og den økonomiske bevægelse. Selektionsintensiteten bør være moderat, så man ikke snævrer genpoolen ind ved at forfølge ét træk (fx ekstremt drive eller specifik eksteriørdetalje) på bekostning af helheden. Kig på søskendeydelser, helsøsken og halvsøskende, fordi de giver et bedre billede af avlsdyrets avlssikkerhed end præstationer hos ét individ alene.

Farvegenetisk er racen overvejende leverpigmenteret (brun) med hvid bund og pletter/skimmel, sandsynligt på piebald-spektret. Sikr solid pigmentering af næse og øjenrande, fordi god pigmentering er funktionelt ønskelig i mark og vejr. Selv om racen ikke er kendt for arvelig døvhed, bør man undgå ekstreme, upigmenterede hvide hoveder. Endelig er MHC/immungenetisk variation vigtig; undgå tætte kombinationer (halvsøskende/kusine-fætter), og brug slægtskabsanalyser, hvis de findes i specialklubben.

Gammel Dansk Hønsehund anses generelt for en sund race uden specifikke, højtprævalente arvelige sygdomme, men som for andre større jagthunde anbefales et fast testprogram før avl. Hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD) screenes med røntgen og officiel FCI-aflæsning. Sigt efter HD A eller B og AD 0. Hvis en hund har HD C, kan den i særlige tilfælde parres med A, når helhed og indeks taler for det, men racens diversitet tillader normalt at vælge A/B-kombinationer. Brug HD-/AD-indeks, når de findes i DKK’s database, fordi indeks forudsiger afkoms risiko bedre end enkeltresultater.

Øjenundersøgelse (ECVO) anbefales som baseline før første parring og gentages med passende interval, fx hver 12.-24. måned hos aktive avlsdyr. Selvom arvelige øjenlidelser er sjældne i racen, giver ECVO transparens. Et basis DNA-panel kan kortlægge genetisk profil, identificere eventuelle recessive anlæg og give en genomisk COI; racen har ikke et specifikt must-test gen, men viden er et stærkt styringsværktøj. Opbevar gerne DNA i biobank.

Generel helbredsvurdering er obligatorisk: klinisk undersøgelse, tandstatus, hjerteauskultation, fuld vaccination, ormebehandling efter behov og optimal vægt. Ved internationale parringer anbefales test for Brucella canis hos begge forældre forud for parring, fordi smitten kan medføre infertilitet og abort. Hanhunde kan med fordel få sædanalyse før udbredt brug.

For tæver: planlæg parring via progesteronmåling for korrekt timing, og overvej herpesvaccine (CHV-1) efter dyrlægens råd, typisk i forbindelse med parring/løbetid og booster 1-2 uger før forventet fødsel. Giv et vækstfoder til drægtige tæver fra sidste tredjedel af drægtigheden, og hav en fødselsplan inkl. akutnummer til dyrlæge. BAER-høretjek er sjældent nødvendigt, men kan anvendes ved mistanke.

Etikken i avl starter med formålet: at forbedre racen helhedsorienteret, ikke blot at producere hvalpe. Avlsdyr skal være fysisk og mentalt egnede, vellidte familiehunde og sikre i håndtering, fordi temperamentet er bærebjælken i Gammel Dansk Hønsehund. Undgå at avle på hunde, der er sky, lydfølsomme eller aggressive, eller som mangler samarbejdsvilje – det ligger uden for racens ideal.

Avlsmodenhed betyder noget: lad helst hunde være mindst 2 år før første parring, så helbred, hofter/albuer og mentalitet kan vurderes grundigt. Tæver bør have pauser mellem kuld og et begrænset antal kuld over livet, fordi det er sundt både fysisk og mentalt. Kejsersnit skal ikke planlægges som standard; gentagne kejsersnit bør føre til avlsstop. Respekter dansk lovgivning om kupering (ulovligt) og haler/kløer; racen fødes med fuld hale.

Transparens er centralt: offentliggør sundhedsresultater, prøveresultater (markprøver, brugsprøver) og relevante observationer fra tidligere afkom. Lav skriftlige aftaler med hvalpekøbere om ansvar, forsikringer, sundhedsgaranti og tilbagekøbs-/omplaceringsklausul, så ingen hund står uden hjem. Tilbyd livslang rådgivning, og planlæg tidlig socialisering, fordi velsocialiserede hvalpe bliver trygge familie- og jagthunde.

Miljø og velfærd under drægtighed og opvækst vægter tungt: rolige rammer, sikker kontakt med kendte mennesker, gradvis eksponering for lyde, underlag og milde jagtrelaterede stimuli (fx fjer/duft), uden at overstimulere. Hygiejne, temperaturkontrol og korrekt ernæring er ufravigelige. Endelig, brug aldrig avl som erstatning for adfærdsbehandling; avl på en problemfri søskende er ikke en genvej til at maskere adfærdsproblemer i linjen – erkend og vælg uden om.

Start med en ærlig styrke-/svaghedsanalyse af din hund: eksteriør (overlinje, brystdybde, vinkler, poter), bevægelse, næse, stand, apportering, samarbejde og nervefasthed. Definér konkrete mål for kuldet, som kan måles: HD-indeks over racemiddel, beståede brugsprøver, stabile skudreaktioner, eller forbedret frontkonstruktion. Vælg derefter en partner, der komplementerer, snarere end duplikerer svagheder.

Undersøg slægtninge: hel- og halvsøskende samt tidligere afkom fra den potentielle partner. Konsistens i søskendeflokken vejer tungt. Gennemgå sundhedsdata (HD/AD, ECVO, DNA-profil) og beregn COI i 5-10 generationer. Hold COI nede, og undgå dobbeltdækning af nære forfædre bagest i stamtavlen. Balancér størrelse – undgå at parre to meget tunge individer, hvis du risikerer for store, tunge hvalpe med øget belastning på led.

Vurdér funktion: markprøver og jagtdage fortæller om næse, søgsmønster og samarbejde i praksis. En rolig, førerbar stil er racetypisk; ekstreme, højintense søg kan trække racen væk fra sin kerne. Mentalbeskrivelse eller dokumenteret hverdagstest kan supplere. Tjek også logistiske forhold: brucella-test ved udenlandsparring, karantænehensyn, aftale om gentagelsesparring, hvis tæven går tom, og klare betingelser for frosset/sendt sæd.

Timing er teknik: progesteronprofiler sikrer korrekt parringstidspunkt, og god planlægning minimerer rejse- og stressbelastning. Lav en fødsels- og socialiseringsplan, før parringen gennemføres: venteliste, kontrakter, forsikring, dyrlægens tilgængelighed og plan for hvalpenes miljøberigelse (uge for uge). Med den struktur, og med åbenhed om mål og data, løfter du både dit eget kuld og racens fremtid.