Træningsguide til Gammel Dansk Hønsehund: Metoder, der virker

Gammel Dansk Hønsehund er en robust, stor stående jagthund fra Danmark, der er kendt for sin rolige, stabile fremtoning og sit tætte samarbejde med føreren. Racen er intelligent og arbejdsivrig, men også næsedrevet og til tider selvstændig. En solid basis i lydighed giver et trygt familieliv og lægger fundamentet for sikker jagt- og friluftstræning. Brug belønningsbaserede metoder, da racen motiveres af ros, mad og adgang til at arbejde – og fordi positiv forstærkning, som udgangspunkt, giver den mest pålidelige adfærd.

Start med systematisk socialisering fra 8–16 uger, hvor hvalpen møder forskellige underlag, mennesker, hunde og lyde i korte, kontrollerede doser. Indlær navn, kontakt og et tydeligt belønningssignal, så hunden forstår, præcis hvad der udløser forstærkning. Øv korte sessioner på 3–5 minutter flere gange om dagen. Prioritér indkald, gå pænt i snor, sit, dæk, bliv, slip og en stærk frikommando. Indkald på fløjte er særdeles nyttigt i marken; begynd på få meters afstand og brug en lang line på 10–15 meter, når I øger sværhedsgraden.

Impulskontrol er essentiel for en næsedrevet hund. Træn ro ved døre, ro ved foderskål og ro før frikommando, så hunden lærer, at selvkontrol åbner døre til det, den ønsker. Introducér måtte- eller plads-træning, så hunden kan finde ro i hjemmet og under jagtdage. Indbyg tidlig håndteringstræning af poter, ører og mund, fordi god samarbejdsvilje ved pelspleje og sundhedstjek forebygger konflikter senere.

Som stor race bør den unge hund skånes for hårde spring, trapper i mængde og lange løbeture, indtil skelettet er modent. Gå hyppige, rolige ture, træn fokus-øvelser og leg enkle næselege, som udfordrer hjernen uden at belaste kroppen. Variér træningsmiljøer i et tempo, hunden kan følge, og dokumentér fremgang, så I kan justere kriterier og holde motivationen høj.

Gammel Dansk Hønsehund tilhører FCI gruppe 7 (stående jagthunde) og er avlet til at søge metodisk, sætte en fast stand og holde ro, til fuglen letter. Dens stil er rolig og vedholdende frem for eksplosiv, hvilket bør afspejles i træningsdesignet: fokus på udholdenhed, ro og præcision frem for ren fart.

Søgsmønster: Lær hunden at arbejde i et bredt, men kontrolleret mønster i modvind og sidevind. Brug vinden bevidst, planlæg ruter i åbne områder, og marker rammerne med naturlige skel. Beløn, når hunden søger i passende afstand og tjekker ind. To korte fløjt kan markere retningsskifte, mens et længere signal kan kalde ind.

Stand og ro i opfløj: Fremelsk stand-instinktet ved at arbejde på fært fra vildt eller fasanvinger på dummy. Når hunden fryser, går du roligt op, og beløn roen med ros, godbidder eller adgang til den næste søg. Byg ro i opfløj gradvist: først med rolige duevinger eller dummy-kast på afstand, siden med mere realistiske forstyrrelser. Skuddet introduceres i god afstand, og kun når hunden er i ro og positiv stemning. Hvis du ser usikkerhed, pauser du og går et trin tilbage.

Apport og blød mund: Øv greb og hold med bløde dummyer, og beløn rolige afleveringer til hånd. Vandapportering indlæres i lunt, lavt vand, hvor du lader hunden gå ud selv. Tør ører efter vandarbejde for at forebygge irritation.

Udholdenhed og feltlydighed: Opbyg kondition med rolige, længere markvandringer i trav, og indlær stop på fløjte på kort afstand, før du gradvist øger distancen. Variation mellem søg, stand, ro og apport giver en arbejdskæde, som passer racens natur og gør den sikker og behersket i felten.

Motivation hos Gammel Dansk Hønsehund handler om at kanalisere jagtdriften på kloge måder. Racen sætter stor pris på samarbejde, men den drives i høj grad af næsen, hvilket betyder, at adgang til at søge kan være en stærk belønning. Brug derfor ofte den adfærd, du ønsker mere af, som nøgle til at åbne for det, hunden ønsker: ro og kontakt udløser frikommando til at søge videre.

Belønningsvalg og timing: Anvend velsmagende, små godbidder i indlæringsfasen, og variér med leg, ros og snusepauser. Placér belønningen strategisk – for eksempel bag dig ved indkald, så hunden accelererer forbi dig og vender hurtigt ind på plads. Når adfærden er stabil, skifter du til variabel forstærkning, så motivationen forbliver høj uden overfodring.

Shaping og små trin: Del øvelser op i lette trin, og marker præcist, når hunden rammer kriteriet. Racen arbejder roligt og samvittighedsfuldt, og den trives med klare opgaver frem for kaotiske forløb. Undgå hårdhændede metoder, fordi det kan skabe usikkerhed og dræne samarbejdslysten.

Arousal-styring: Indbyg on/off-leg, hvor du veksler mellem korte, intense sekvenser og ro. Træn ro ved forstyrrelser – eksempelvis at hunden kan ligge på måtte, mens en anden hund arbejder. Brug snusemåtte eller lette spor som aktiv pause, så hjernen stadig er i gang, men kroppen får ro.

Belønningsbudget: For at undgå overvægt fordeler du dagens foder, så en del bruges i træning. Justér godbiddernes størrelse, og brug sunde alternativer. Husk vandpauser, særligt på varme dage eller efter vandarbejde, hvor hunden skal have tid til at tørre og falde til ro.

Indkald under høj forstyrrelse: En Gammel Dansk Hønsehund kan blive fuldt opslugt af fært. Løsningen er en systematisk opbygning med lang line, højværdibelønninger og Premack-princippet: hunden kaldes ind, sætter sig og får dernæst lov til at søge igen. Træn dobbeltindkald, hvor første signal varsler, og det næste skal være lynhurtigt – beløn stort, når det lykkes.

Træk i snor: Brug en godt tilpasset sele, og indfør reglen om, at løs line er lig med fremdrift, mens stram line stopper bevægelsen. Gå små slalomer, skift retning og beløn ved knæet, når hunden selv søger ind. Korte, fokuserede passager er mere effektive end lange kampe.

Overopstemt ved gæster: Fast rutine hjælper. Parker hunden på måtte med tyggeben, inden døren åbnes, og lad først hilse, når roen er tilbage. Træn dette med kendte personer, før sværhedsgraden øges.

Selektiv hørelse i marken: Skab stærke forstærkningshistorikker i lette miljøer, før du arbejder på fugtige engarealer, hvor færttrykket er højt. Skru ned for kriterierne, hvis responsen falder, og brug søg som belønning for rolydighed og kontakt.

Lyd og skudtilvænning: Gå langsomt frem. Start med dagligdagslyde på lav styrke, og arbejd gradvist mod startpistol på afstand. Kun kombiner skud med positive oplevelser og rolig adfærd.

Helbred og træning: Som stor race skal unghunden skånes for hård belastning, indtil den er fysisk moden. Efter vandarbejde tørres ører for at forebygge irritation. Undgå tunge træningspas tæt på fodring for at minimere risiko for oppustethed. På varme dage lægges træning morgen og aften, og der holdes hyppige pauser i skygge med vand til rådighed.

Når grundtræningen er stabil, kan du udvikle den Gammel Danske Hønsehund med færdigheder, der matcher racens formål og kapacitet. Stopfløjte på afstand er central: begynd tæt på, beløn lynhurtige nedbremsninger, og øg gradvist afstand og forstyrrelser. Kombinér med dirigering højre, venstre og ud, så hunden kan styres præcist i kuperet terræn.

Markerings- og apportarbejde: Træn enkelmarkeringer, siden dobbeltmarkeringer, og introducér blinde apporteringer på let terræn, før du øger sværhedsgraden med dækning og vand. Fokusér på ro før og efter kast, og beløn rolige afleveringer til hånd. Byg arbejdskæder, hvor søg, stand, ro i opfløj, skud og apport flettes sammen.

Spor og schweiss: Racens næse og ro gør den velegnet til sporarbejde. Start med korte, lige spor med madklatter i hvert tredje-fjerde skridt, og udbyg til længere spor med knæk og varierende liggetider. Marker tydeligt, når hunden arbejder korrekt, og lad afslutningen være ekstra værdifuld.

Stedforlæggelse og varighed: Lær hunden at holde position på måtte eller i bur i længere perioder, så den kan hvile mellem opgaver på jagtdage. Det skaber bedre udholdenhed og skåner led.

Sikkerhed og fysisk træning: Introducér konditionstræning som cykling eller canicross først, når hunden er færdigudvokset. Brug intervaller, og hold fokus på god teknik. Forebyggende stabilitetstræning med balancepuder og lave cavaletti styrker kernemuskulaturen og mindsker skadesrisiko. I store naturområder kan et GPS-halsbånd øge sikkerheden, samtidig med at I finpudser fri ved fod og pålidelig indkald.