Sundhedsguide for Hovawart: Forebyggelse og tidlig opdagelse

Hovawarten er en stor, alsidig brugshund fra Tyskland, FCI gruppe 2, som vejer ca. 25–40 kg og typisk måler 58–70 cm i skulderhøjde. Pelsen er lang, let bølget og vejrbestandig, og farverne er blond, sort eller sort med aftegninger. Levetiden ligger som regel på 10–14 år. Racen er ikke hypoallergen, og dens loyale, årvågne og intelligente natur gør den til en fremragende familie- og vagthund, som imidlertid kræver regelmæssig pelspleje og solid, daglig mental og fysisk aktivering.

Som stor race er Hovawarten predisponeret for ortopædiske lidelser, især hofteledsdysplasi (HD) og i nogen grad albueledsdysplasi (ED). HD kan føre til smerte, nedsat bevægelighed og tidlig slidgigt, hvis ikke leddene er velformede og muskulaturen stærk. En anden dokumenteret problematik i racen er stofskiftesygdomme i skjoldbruskkirtlen, særligt hypothyreose, som kan give træthed, vægtøgning, nedsat kuldetolerance samt hud- og pelsforandringer.

Mavetorsion/oppustning (GDV) er en akut livstruende tilstand, som kan ramme dybbrystede, store hunde, herunder Hovawart. Selvom risikoen varierer individuelt, bør ejere kende advarselstegnene og have en klar akutplan. Ørebetændelser forekommer jævnligt hos Hovawarter, fordi hængende ører og en tæt pels kan skabe et varmt, fugtigt miljø, som begunstiger overvækst af gær og bakterier. Den tætte pels kan desuden disponere til hotspots (akut fugtig dermatitis), især hvis pelsen ikke tørres ordentligt efter svømning eller regn.

Som aktiv og kraftig race kan Hovawarten også være udsat for skader i knæets korsbånd, overbelastninger i sener og muskler samt sekundær slidgigt med alderen. Endelig kan flåtbårne infektioner (som borrelia og anaplasmose) give intermitterende halthed og feber i danske skov- og engområder. Arvelige øjensygdomme ses relativt sjældent, men øjenlysning før avl er god praksis. Samlet set kræver racen målrettet forebyggelse, tidlig opsporing og et konsekvent vedligehold af kondition, vægt og pels.

Forebyggelse starter ved avl og opdrættervalg. Vælg hvalp fra forældre med dokumenterede sunde hofter og albuer (HD- og ED-status) og stabilt temperament. For en race med kendt risiko for hypothyreose er det et plus, at avlsdyr har normale skjoldbruskkirtelværdier. Spørg desuden til sundhedsdata i linjen, og prioriter opdrættere, der socialiserer hvalpene målrettet.

Ernæring er afgørende. Hvalpe bør vokse langsomt på et fuldfoder til store racer med korrekt calcium-fosfor-forhold, så knogler og led belastes mindst muligt. Hold hunden slank gennem hele livet; sigt mod en huldscore på 4–5/9, fordi overvægt markant øger risikoen for HD-symptomer og slidgigt. Del daglige rationer i 2–3 måltider, og brug aktivitets- eller slowfeeders for at fremme rolig spisning og mental stimulering.

Motion skal være alders- og underlagsafstemt. Unge Hovawarter bør undgå gentagne høj-impact aktiviteter, som hårde spring og lange ture på glatte eller hårde flader, indtil vækstzoner er lukkede (typisk 15–18 måneder). Til gengæld er varieret, kontrolleret bevægelse ideel: bakke- og skovstier, næsearbejde, lydighed, spor og svømning. Varm altid op 5–10 minutter og afkøl tilsvarende for at forebygge bløde vævsskader.

Mavetorsion kan ikke forebygges fuldstændigt, men risikoen kan reduceres: undgå meget store måltider, træn ikke tæt på fodring, lad hunden hvile 60–90 minutter efter mad, og giv maden på gulvniveau. Overvej profylaktisk gastropexi i forbindelse med neutralisation hos udvalgte individer efter veterinær rådgivning.

Pels- og ørepleje er faste rutiner. Børst grundigt 2–3 gange ugentligt, red filtre ud, tør pelsen efter bad/svømning, og tjek ørerne ugentligt. Klip kløer hver 2.–3. uge, så poternes biomekanik bevares. Brug flåtprofylakse i sæsonen, og tal med dyrlægen om vaccinationsprogram: kernevacciner mod hundesyge, parvovirus og hepatitis med 3-årige boostere, leptospirose årligt efter risikovurdering, samt kennelhoste ved trænings- og klubmiljø.

Tidlig opdagelse gør en stor forskel for prognosen. Ved hofte- og albueproblemer ses ofte stivhed efter hvile, modvilje mod trapper og hop, kortere skridtlængde, at hunden “bunny-hopper” i trav eller vipper med bagparten, samt smertereaktion ved berøring af lår og albue. Gentagne, lette haltheder efter aktivitet er også typiske.

Hypothyreose viser sig oftest som træthed, vægtstigning uden øget foder, intolerance for kulde, nedsat præstationsniveau, mat eller tynd pels, hudskæl, mørk pigmentering i huden, hårtab på hale og sider samt gentagne øre- eller hudinfektioner. Nogle hunde får langsom hjerterytme eller fertilitetsproblemer.

Ved mavedrejning/oppustning (GDV) er alarmtegn: pludselig oppustet mave, kvalmelyde eller forgæves forsøg på at kaste op, savlen, rastløshed, smerte ved berøring af bugen, blege gummer og kollaps. Dette er en akut nødsituation, som kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.

Ørebetændelse viser sig ofte ved hovedrysten, kløe, lugt, rødme i øregangen og smerte når øret berøres. Hotspots optræder som pludseligt opståede, røde, fugtige, smertefulde områder i pelsen, som kan sprede sig hurtigt. Flåtbårne sygdomme kan give feber, træthed, nedsat appetit og skiftende halthed fra ben til ben.

Akutte knæskader (korsbånd) giver typisk pludselig, tydelig halthed og modvilje mod at bære vægt på det skadede ben. Generelle røde flag omfatter nedsat appetit mere end 24 timer, øget drikkelyst og urinering, vedvarende opkast/diarré, udtalt rastløshed, kramper eller ændringer i adfærd og bevidsthed. Ved tvivl bør du kontakte dyrlægen tidligt.

Et struktureret sundhedsprogram pr. livsfase styrker forebyggelsen. Hvalpe (8–16 uger) bør få basisvacciner mod hundesyge, parvovirus og hepatitis, eventuelt leptospirose afhængigt af miljø, ormekur efter behov og sundheds- samt vækstkontrol. Drøft fodring til store racer, socialiseringsplan og tidlig træning, som matcher racens årvågne og intelligente natur.

Unghundestadiet (6–18 måneder) er tiden til at finpudse træning og gradvist øge belastning. Tal med dyrlægen om det rette tidspunkt for neutralisation; hos store racer vælges ofte senere tidspunkt, når vækstzoner er lukkede (ca. 18–24 måneder), så led og muskler får optimale betingelser. Overvej baseline-røntgen af hofter og albuer, hvis hunden skal bruges til sport, redningssøg eller avl.

Voksne hunde (2–6 år) bør tilses mindst årligt: fuld klinisk undersøgelse, huldscore, gang- og holdningsanalyse, tandtjek og vaccinationer. En årlig fæcesprøve for parasitter er nyttig. Basisblodprøver hvert 1.–2. år fanger tidlige afvigelser; ved tegn på hypothyreose suppleres med T4/TSH og eventuelt frit T4. I flåtrige områder kan en hurtigtest for flåtbårne sygdomme være relevant i symptomatiske tilfælde. Drøft belastningsstyring, varme/kulde, og planlæg sæson for næsearbejde og spor, som passer Hovawartens mentale behov.

Seniorer (7+ år) profiterer af halvårlige kontroller: fuld klinisk undersøgelse, blodprøver, urinundersøgelse, blodtryk, tandstatus og bevægeapparatsvurdering. Røntgen kan afdække slidgigt og spondylose. Årlig skjoldbruskkirtelprofil anbefales oftere hos seniorer. Opdater smertebehandling, rehabiliteringsplan (fysioterapi, massage, laser) og hjemmetilpasning. Øjenlysning og hjerteauskultation kan indgå efter vurdering.

Hav altid en akutplan. Kend nærmeste døgnåbne dyrehospital, og lær GDV-tegn udenad. Medbring en ajourført medicinliste, forsikringsoplysninger og væsentlige sundhedsdata til hvert besøg.

En Hovawart trives, når sundhed, adfærd og miljø planlægges samlet. Start med en skriftlig plan, som beskriver foderstrategi, vægt- og konditionsmål, træningsrytme, pels- og tandpleje samt adfærdsberigelse. Registrer månedligt vægt og huld, og justér rationer ved afvigelser. Racens trofaste, årvågne væsen kræver konsekvent, venlig træning og fast daglig struktur, som reducerer stress og forebygger uønsket adfærd.

Hjemmemiljøet kan forebygge skader og belastning: brug skridsikre underlag på glatte gulve, en skrå rampe til bil og sofa, og en sele eller håndtagssnor til kontrollerede løft. Investér i en god ortopædisk seng, som holder leddene varme og aflastede. Indlæg restitutionsdage efter hård træning, og variér belastningen over ugen (styrke, udholdenhed, teknik og næsearbejde).

Langtidsøkonomi og forsikring er en del af planen. En sundhedsforsikring med dækning for ortopædi, billeddiagnostik og medicin skaber handlefrihed, hvis uheldet er ude. Aftal faste årlige budgetter til tandrens, blodprøver og forebyggende midler mod parasitter.

Kosttilpasning sker med alderen. Unge voksne kan have gavn af et moderat kalorieindhold og højt proteinindhold af god kvalitet. Seniorer profiterer ofte af letfordøjeligt foder med passende energi, tilpasset fosfor og eventuelt dokumenterede ledstøttende ingredienser som omega-3 fra fisk. Kosttilskud bør vælges i samråd med dyrlægen, så de er sikre og relevante.

Afslutningsvis er det klogt at planlægge for livets sidste fase: monitorér livskvalitet (søvn, appetit, bevægelighed, glæde ved aktiviteter), og hav en aftale om smertestyring, hjælpemidler og eventuel palliativ indsats. Med en helhedsorienteret, konsekvent plan kan din Hovawart holde sig sund, stærk og mentalt velfungerende gennem hele livet.