Irsk Setter - Ansvarlig avl og genetik

Den Irske Setter er en stor, elegant stående fuglehund fra Irland, der tilhører FCI gruppe 7, sektion 2 (settere). Racen er skabt til at arbejde i åben natur, hvor den med høj næse og kraftfuld, økonomisk bevægelse søger fuglevildt, stander sikkert og samarbejder tæt med føreren. Helhedsindtrykket skal være atletisk, harmonisk og udholdende, ikke tungt eller overdrevent. Hanner ligger typisk omkring 25–27 tommer i skulderhøjde og 20–30 kg, tæver en anelse mindre. Pelsen er middellang, silkeagtig og fladt tilliggende med rig fane på ører, bryst, bug, ben og hale. Farven er ensartet mahogni- til kastanjerød; mindre hvide aftegninger på bryst, hals, tæer eller en smal bless er tilladt. Øjnene skal være venlige og intelligente, udtrykket åbent og imødekommende. Temperamentet er racens sjæl: naturligt sød, aktiv og udadvendt, med lyst til at arbejde og en blid, følsom tilgang til mennesker.
For den ansvarlige opdrætter er standarden ikke kun en visuel tjekliste, men et funktionelt ideal. Et korrekt hoved med veludviklet næseparti og store næsebor fremmer scenting; en stærk, men ikke grov knoglebygning, fri skulder og god bagpart sikrer det flydende, jorddækkende trav. Den dybe, men ikke overdrevent smalle brystkasse understøtter lungekapacitet til langvarigt arbejde. Racen er komfortabel i vand og bør bevare villighed til at gå i sump og krat. Pelsen kræver pleje flere gange om ugen for at undgå filt og for at bevare sund hud under faner. I praksis betyder standarden, at avlsdyr skal være sunde, velvinklede og bevæge sig korrekt, have dens karakteristiske røde pels og, vigtigst, bevare jagtlyst og samarbejdsvilje. Et ideelt hjem for racen er aktivt, gerne med have, og kan tilbyde daglig, varieret motion og mental stimulering. Kuldstørrelser ligger typisk på 6–10 hvalpe, og racen lever ofte 12–15 år ved god pleje.

Ansvarlig avl i Irsk Setter handler om at balancere racetypiske egenskaber, funktion og genetisk diversitet. Start med at beregne indavlskoefficienten (COI) på mindst 10 generationer; sigt mod en COI under racens gennemsnit og gerne under 6 %, for at begrænse ophobning af recessive defekter og bevare effektiv populationsstørrelse. Undgå popular-sire-effekten, hvor én hanhund får uforholdsmæssigt mange afkom, da det både øger COI og risikerer at sprede skjulte mutationer bredt. Brug gerne værktøjer, der estimerer gennemsnitlig slægtskab (mean kinship), når det er tilgængeligt via klub eller databaser.
For kendte, monogene sygdomme i racen er arvegangen væsentlig. Canine Leukocyte Adhesion Deficiency (CLAD) og den klassiske Progressive Retinal Atrofi (PRA rcd1) er autosomalt recessive; bærere er klinisk raske, men må kun kombineres med genetisk fri partner. Affected dyr skal ikke anvendes i avl. Hypothyreose er derimod polygen og ofte autoimmun; her bør man selektere på klinisk frihed, stabile skjoldbruskkirtelværdier og fravær af familiær ophobning. Hofte- og albueledsdysplasi er komplekse, polygene træk, hvor konsekvent selektion på sunde led og funktionel bygning over flere generationer gør den største forskel, suppleret af miljøstyring i opvæksten.
Der er divergens mellem udstillings- og markprøvelinjer i nogle populationer. Etisk forsvarlig avl søger at bevare jagtlig funktion, næse og stand, samtidig med korrekt type og sund konstruktion. Strategiske kombinationer på tværs af linjer kan øge diversitet og genskabe funktionel balance, hvis temperament og arbejdsegenskaber matches omhyggeligt. Undgå ekstremer, der kompromitterer sundhed, som overdrevent smalle, dybe brystkasser eller alt for rig pels, der hæmmer arbejde i terræn. Dokumentér temperament objektivt, og fravælg linjer med frygt eller overdrevent stressbar adfærd, da racens blide natur er arvelig og central for dens velfærd.

• Et struktureret sundhedsprogram er fundamentet under ansvarlig avl. For Irsk Setter anbefales følgende som minimum:
• Hofteledsdysplasi (HD): Officiel røntgen og bedømmelse efter FCI/DKK før første parring. Sigt efter A eller B. C kan i særlige tilfælde kombineres med A og fremragende øvrig sundhed/bygning, men bør undgås som standard.
• Albueledsdysplasi (AD/ED): Officiel røntgen med mål om 0; grad 1 kun i nøje udvalgte kombinationer med 0-partner og stærk helhed.
• Øjne: ECVO-øjelysning inden for 12 måneder før parring, og herefter jævnligt. Formålet er at opdage PRA-tegn, katarakt og andre arvelige øjenlidelser tidligt.
• DNA-test: PRA rcd1 og CLAD via anerkendt laboratorium. Dokumentér status i stamtavle eller klubdatabase. Bærere kan indgå i avl, hvis partner er genetisk fri, og afkom testregistreres.
• Skjoldbruskkirtel: Årlig panelundersøgelse (total T4, frit T4, TSH og thyroglobulin-antistoffer) fra avlsmoden alder og igen umiddelbart før parring. Affected dyr bør ikke anvendes i avl; ved grænseværdier bør man udvise forsigtighed og inddrage familiehistorik.
• Hjerteauskultation er ikke et specifikt krav, men en basal klinisk undersøgelse før avl er god praksis.
  Vækstrelaterede lidelser som osteochondrosis dissecans (OCD), hypertrofisk osteodystrofi (HOD) og panosteitis er multifaktorielle. Selektér på sunde led, moderat vækst og korrekt fodring, og fravælg kombinationer med gentagen forekomst i nære slægtninge. Brug stort-race hvalpefoder med korrekt calcium-fosfor-forhold, hold huld i 4–5/9 og undgå hård, gentagen højimpakt-motion i vækstperioden.
  Racen er dybbrystet og har øget risiko for mavedrejning (GDV); det er ikke en genetisk testbar tilstand, men man kan selektere for funktionel brystform, undgå linjer med ophobning af GDV og rådgive hvalpekøbere om fodrings- og motionsrutiner. Hængende ører disponerer for otitis externa; korrekt pelspleje og ørehygiejne skal ind i opdrætsprogrammet. Endelig er gluten-sensitiv enteropati beskrevet i racen; vær opmærksom på gastrointestinale symptomer i linjer, og undgå at reproducere problemet.

Etisk avl handler om mere end tests; det handler om livslang velfærd, gennemsigtighed og bevaring af racens væsen. Vælg kun mentalt stabile, venlige, samarbejdsvillige hunde uden frygt- eller aggressionsproblemer. Dokumentér temperament via standardiserede mentalbeskrivelser eller markprøver, og vægt dem på linje med eksteriør.
Alder og belastning: Tæver bør først parres, når de er fuldt fysisk og mentalt modne, typisk tidligst ved 2. løbetid og gerne omkring 2 år; hanhunde fra 18 måneder og med færdige sundhedsresultater. Planlæg maksimalt antal kuld for tæven (ofte 3–4 som øvre grænse) med passende restitution, minimum ét helt løbetidshvil imellem. Hold tæven i atletisk, men ikke mager kondition (BCS 4–5/9) gennem drægtighed og diegivning.
Gennemsigtighed og ansvar: Del alle relevante sundhedsresultater, også grænsetilfælde, med avlspartner og hvalpekøbere. Vær åben om defekter, der måtte opstå i afkom, og tag ansvar i form af støtte og tilbagekøbs-/omplaceringsaftaler. Undgå at bruge avlstitler alene som kvalitetsstempel; de vægter, men kan ikke stå alene uden sundhed og temperament.
Miljø og prægning: Hvalpe skal opvokse i et rigt, trygt miljø med tidlig neurologisk stimulering, kontrollerede sanseoplevelser, blide jagtrelaterede indtryk og positiv håndtering. En aktiv race som Irsk Setter kræver systematisk socialisering og miljøtræning for at udfolde sit potentiale.
Lov og etik: Følg nationale regler, klubanbefalinger og dyrevelfærdslovgivning, herunder brucellose-screening ved import/eksport, korrekt stambogsregistrering og ansvarlig markedsføring. Indgå skriftlige parring- og købsaftaler med klare vilkår for sundheds-garanti, avlsrestriktioner og ejerskabsansvar. Etisk avl respekterer racens historie og funktion, undgår modeprægede ekstremer og sætter hundens velfærd over kortsigtede mål.

Det optimale match bygger på komplementaritet, dokumenteret sundhed og gennemarbejdet stamtavleanalyse. Start med at definere tævens styrker og svagheder i eksteriør, bevægelse, arbejdsvilje og temperament. Vælg en hanhund, der forbedrer specifikke punkter uden at kompromittere helheden. For bygning bør frontens vinkler, overlinje, kryds og bagpartens kraft vurderes i bevægelse, ikke kun i opstilling. En funktionel brystkasse, moderat brøstdybde i forhold til benlængde og stærke, godt hvælvede poter fremmer udholdenhed og holdbarhed.
Gennemgå sundhedsdata på begge parter og deres nære slægt: HD/ED-resultater, øjenattester, DNA-status for PRA rcd1 og CLAD, eventuelle thyroideaprofiler samt forekomst af OCD, HOD, panosteitis, GDV, epilepsi eller betydelige allergier i linjen. Fravælg kombinationer med gentagne alvorlige problemer i samme slægtsgren. Sæt mål for COI under 6–7 % over 10 generationer og undgå kombinationer, der hæver COI markant over racens gennemsnit. Brug markprøver/jagtlige meritter til at sikre bevaret næse, stand og samarbejdsvilje, og balancér gerne show- og arbejdslinjer, hvis temperament og type passer.
Planlægning er afgørende: Lav en tidslinje 6–12 måneder før forventet løbetid med fornyelse af øjenlysning, blodprøver, konditionsopbygning og logistik. For importerede hanhunde eller frossen sæd, indhent dokumentation i god tid, inklusive brucellose-status efter gældende regler. Få en kritisk second opinion fra en erfaren eksteriørdommer eller racementor, og vær villig til at fravælge en ellers fristende kombination, hvis data ikke understøtter den. Til sidst, vær tro mod racens signatur: en venlig, aktiv, udadvendt jæger med sund konstruktion, smukt rødt hårlag og lyst til at arbejde i både mark og vand.