Lille Schweizer Støver - Ansvarlig avl og genetik

Lille Schweizer Støver (Petit Chien Courant Suisse/Kleiner Schweizer Laufhund) er den kompakte udgave af de schweiziske støvere, udviklet til effektiv jagt på hare og ræv i kuperet terræn. Racen tilhører FCI Gruppe 6, drivende jagthunde og beslægtede racer, sektion 1.3 (små drivende hunde), og findes i fire farvevarianter: Bernois (tricolour), Jura (sort med tan), Lucernois (blåskimmel med sorte pletter og tan), samt Schwyz (hvid med orange/røde aftegninger). Pelsen er kort, tæt og tilliggende, hvilket gør plejen minimal, men de lange, hængende ører kræver regelmæssig inspektion. Vægten ligger typisk på 15–20 kg, skulderhøjden omkring midt-30’erne til låg-40’erne i centimeter, og forventet levetid er 12–14 år.

Racen er kendt for sin klare, klangfulde jagtlyd, sin fremragende næse og vedholdenhed i sporet. Temperamentet er venligt, afbalanceret og samarbejdsvilligt, når hunden er korrekt stimuleret. I hjemmet er den rolig og hengiven, mens den på jagt kan være selvstændig og målrettet. Den er ikke hypoallergen, og den trives bedst i hjem med god adgang til motion og næsearbejde. Dagligt behov for aktivitet er højt, gerne 1,5–2 timer med indlagte spor- eller søgeopgaver. Populariteten er lav uden for hjemlandet, hvilket forpligter avlere til særlig omhu med genetisk diversitet og sund dokumentation.

Som avlsmål ønskes en harmonisk, elegant hund med elastisk, jordvindende bevægelse, dyb brystkasse og moderat substans, der kan arbejde længe uden at tabe tempo. Udtrykket er venligt, ørerne lange og fint ansat, halen bæres i blød kurve. Kuldstørrelsen er typisk 4–7. Bidstyrke er moderat og funktionel; racen er ikke avlet til beskyttelse. Den er generelt komfortabel i vand efter tilvænning, men er ikke en specialiseret vandhund. Ideelt hjem er landligt eller forstad med indhegnet have; lejlighed kan fungere, hvis man kan håndtere jagtlyd og højt aktivitetsniveau.

Racen er sjælden i mange lande, og det giver en reel risiko for genetiske flaskehalse og høj indavlskoefficient (COI). Ansvarlig avl handler derfor, i lige så høj grad som om type og jagtlyst, om at bevare genetisk variation. Arbejd med både stamtavlebaseret COI (over 5–10 generationer) og genomisk COI fra en anerkendt DNA-udbyder, og tilstræb parringer, der holder afkoms forventede COI under ca. 6,25 %, gerne lavere over tid. Undgå popular-sire-effekten ved at begrænse antallet af kuld fra særligt populære hanner, så deres gener ikke dominerer populationen.

De fire farvevarianter deler historisk oprindelse. Regler for parringer mellem varianter fastlægges nationalt og af FCI; i nogle lande kan kontrolleret intervariant-avl bruges til at øge diversiteten. Konsulter altid den nationale klub, før du planlægger sådan avl, og dokumentér grundlaget fagligt. Uanset variant bør udvælgelsen prioritere sunde proportioner, god bevægelse, stabil psyke og dokumenteret arbejdsduelighed.

Immunsystemets diversitet (DLA-haplotyper) er vigtig for robusthed over for infektioner og reproduktiv sundhed. Hvis muligt, inddrag DLA-profiler i matchningen og undgå at parre hunde med identiske, sjældne haplotyper for at mindske risiko for tab af variation.

Da racen ikke har et kendt katalog af racespecifikke, recessive sygdomme, bør man bruge brede DNA-paneler som screeningsredskab, ikke som elimineringsliste. Bærere af enkeltstående, sjældne varianter kan i reglen indgå i avl, hvis de parres med fri partner, og afkom teststrategi fastlægges. Overselektiv elimination reducerer genpuljen unødigt.

Endelig bør funktionelle træk prioriteres, uden at man skubber mod ekstreme karakteristika. Eksempelvis må ørernes længde ikke blive så udtalt, at otitisrisikoen øges, og substansen skal balancere udholdenhed og sund bevægelse.

Selv om Lille Schweizer Støver ikke er kendt for brede, racespecifikke problemer, er systematisk sundhedsscreening en hjørnesten i ansvarlig avl. Følgende anbefales som minimumspakke før parring:

• - Hofter (HD): Røntgen med officiel FCI-bedømmelse. Tilstræb avl på A eller B. Ved acceptable kombinationer kan en C bruges mod A, hvis øvrige fortrin og populationens behov begrunder det, men vær konservativ i en lille population.
• Øjne: Årlig ECVO-undersøgelse før avl for at fange tidlige tegn på katarakt, distichiasis eller andre arvelige øjenforandringer.
• Skjoldbruskkirtel: Fuldt panel (T4, fT4, TSH, evt. TgAA), da hypothyreose forekommer sporadisk hos drivende hunde og kan påvirke fertilitet og trivsel.
• Hjerte: Klinisk auskultation. Henvis til ekkokardiografi ved mislyd eller arvelig mistanke.
• Ører: Grundig otoskopi og kultur ved recidiverende otitis. Kronisk otitis kan have anatomisk og inflammatorisk komponent, som ikke bør overses i selektion.
• Reproduktion: Brucella canis-test før parring (især ved internationalt samarbejde). Tævens præavlscheck (hæmatologi/biokemi), og hannens sædanalyse ved tvivl om fertilitet. Progesteronstyring forbedrer timing og kuldresultat.
• DNA-panel: Bred screening (Embark, MyDogDNA eller tilsvarende) for at identificere bærerskab af sjældne varianter, vurdere genomisk COI og DLA-haplotyper. Brug resultaterne strategisk, ikke ekskluderende.
• Hørelse (BAER): Overvej på hvalpe med udtalt hvidhed i hovedregionen, eller ved atypiske reaktioner på lyd, da pigmentrelateret døvhed kan forekomme i højt hvidt pigmenterede linjer.

Hvalpeforløb: Neonatal sundhedstjek, vægtkurver, ormekur efter skema, mikrochip og EU-pas, samt vurdering af navlebrok, bid og haledrag. Socialisering i perioden 3–12 uger bør inkludere kontrolleret næsearbejde, underlagsskift og lyde (inkl. skudtræning på lavt niveau), så mental robusthed fremmes.

Som jagthund har racen øget eksponering for flåtbårne sygdomme (borrelia, anaplasma). Avlsdyr bør være i god parasitprofylakse, og kliniske tilfælde dokumenteres, så kroniske følgevirkninger ikke forveksles med arvelig problematik.

Etisk avl begynder med hundenes velfærd. Tæver bør først indgå i avl, når de er fysisk og mentalt modne, typisk efter 2. løbetid og tidligst ved 20–22 måneders alder, og ikke senere end cirka 6–7 år ved førstegangsfødsel. Giv passende pauser mellem kuld, og begræns det samlede antal kuld pr. tæve i overensstemmelse med gældende regler og god dyrevelfærd. Hanner bør have dokumenteret sundhed og stabilt temperament, og deres afkom udbredes bredt men ikke ukritisk.

Transparens er afgørende: Del sundhedsresultater, DNA-profiler, COI-beregninger og avlsovervejelser åbent med klub og hvalpekøbere. Udarbejd en klar købsaftale med sundhedsgaranti, returret og forventninger til motion, aktivering og eventuel jagttræning.

Bevar racens funktionelle kvaliteter. Det betyder, at udstillingsmeritter ikke må vægte højere end næsearbejde, førbarhed, sporvilje og skudfasthed. Gennemfør gerne sporprøver eller schweissprøver for at dokumentere arbejdsegenskaber. Mentaltest kan afdække lydsensitivitet og stressmodstand, som er relevante i moderne miljøer.

Undgå at avle på ekstremer, der kan kompromittere sundhed: For tung substans øger led- og varmebelastning, alt for lange ører disponerer for otitis, og alt for stejl eller blød overlinje påvirker bevægelse og udholdenhed. Naturlige haler og ører respekteres i dansk lovgivning.

Match hvalpe med hjem, der kan håndtere stemmebrug, høj næseaktivitet og jagtlyst. En indhegnet have er ønskelig, men endnu vigtigere er daglig aktivering, næsearbejde og rotræning, så hunden kan koble af mellem aktiviteter.

Det ideelle match komplementerer, ikke duplikerer, svagheder. Start med en ærlig fenotypisk vurdering: hoved, ører, øjenkant, skulder–overarm, overlinje, kryds, haleansætning, brystdybde og -længde, samt bevægelse for og bag. Vurder derefter temperament under stress: skud, fremmede, nye underlag og arbejde i snor og line. Dokumentér eventuelle helbredsforhold hos hunden, dens søskende og nære slægtninge, da fravær af diagnose hos individet ikke er garanti i små populationer.

Gennemgå stamtavlen 5–10 generationer og beregn forventet COI for kuldet. Undgå snævre kombinationer, selv om enkelte linjer er attraktive. Overvej internationalt samarbejde for at få adgang til ubeslægtede linjer, men verificér altid sundhedsdokumentation og Brucella-status.

Genomiske data kan bruges aktivt: Vælg partner med lavere COI end din egen hund, og søg bred DLA-kombination. DNA-bærere kan matches med frie partnere, hvorefter relevante hvalpe testes, før de evt. indgår i avl.

Arbejdsegenskaber er centrale. Vælg partnere med dokumenterede præstationer på sporprøver eller jagt, uden at overse civil lydighed og ro i hjemmet. En Lille Schweizer Støver, der er rolig og styrbar uden for jagt, er mere bæredygtig i moderne familier.

Aftal på forhånd praktiske forhold: parringstype (naturlig/frossen sæd), dyrlægetjek, økonomi, gensidig ret til hvalp, samt krav om sundheds- og mentaldataindsamling på afkom. Forældreskab bekræftes med DNA, og kuldet registreres korrekt efter FCI-regler.