Lille Schweizer Støver hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

Som aktiv og næsefast støver i mellemstørrelse (typisk 15–20 kg) har Lille Schweizer Støver glæde af strukturerede, regelmæssige dyrlægebesøg, der tager højde for racens brugsegenskaber og levevis. Start med et grundigt tjek kort efter anskaffelse, hvor dyrlægen gennemfører en fuld klinisk undersøgelse, registrerer basisvægt og konditionsscore, samt taler fodring, motion og mental stimulering. For en yngre, sund hund vil et årligt sundhedstjek være passende, mens en jagtaktiv støver ofte får mest ud af to årlige kontroller: én før sæsonen, og én efter sæsonen, fordi belastninger på poter, ørekanaler og bevægeapparat typisk topper i disse perioder.
Under kontrollen bør dyrlægen have særligt fokus på ører, fordi de hængende øreflapper skaber et lunt og fugtigt miljø, der kan øge risikoen for øregangsbetændelse. En rutinemæssig otoskopi og eventuelt cytologi kan opdage begyndende problemer, før de udvikler sig. Poter og kløer, inklusive eventuelle ulvekløer, gennemgås for slid, rifter og sprækker. Tænder og tandkød vurderes, fordi dagligt brug af næse og mund på spor kan medføre tandsten og gingivitis, hvis hjemmetandplejen halter.
Fra midaldrende (ca. 6–7 år) giver en årlig blodprofil og urinundersøgelse et værdifuldt sundhedsbaseline, der gør det lettere at opdage tidlige forandringer i organfunktion. Seniorhunden (8+ år) har ofte gavn af halvårlige tjek, eventuelt suppleret med røntgen af hofter/lænd, hvis der er tegn på stivhed efter jagt eller længere vandringer.
Drøft også adfærd og træning. Mange støvere er selvstændige problemløsere, som kan maskere smerte under arbejde. Derfor er ejerens observationer efter aktivitet vigtige: ændret tempo, uvillighed til at springe ind i bilen, eller øget slikken på poter kan være tidlige tegn på et problem.

Et veltilrettelagt vaccinationsprogram beskytter din Lille Schweizer Støver mod alvorlige, smitsomme sygdomme, som den kan møde i miljøer med vildt, vandløb og andre hunde. Grundvacciner (kernevacciner) i Danmark omfatter typisk DHP: hundesyge (distemper), smitsom leverbetændelse forårsaget af adenovirus (hepatitis), samt parvovirus. Hvalpe vaccineres normalt ved 8, 12 og 16 uger, får en revaccination ved cirka 12 måneder, og herefter hvert tredje år for DHP, afhængigt af produkt og dyrlægens anbefaling.
Kennelhoste er ikke en kernevaccine, men ofte relevant for støvere, fordi træning, samlinger og jagtrelaterede aktiviteter øger eksponeringen. Beskyttelse kan gives som næsedråber eller injektion, og revaccineres som hovedregel årligt, eller efter de intervaller producenten angiver.
Leptospirose anbefales til hunde, der færdes i vådområder, drikker af pytter eller kommer i kontakt med gnaverforurenede miljøer – alt sammen realistiske scenarier for en støver. Denne vaccine gives typisk årligt, nogle gange halvårligt i højrisikoområder og afhængigt af vaccinevalg. Rabies er påkrævet ved rejse til udlandet, gives normalt fra 12-ugers-alderen og har 1–3 års gyldighed, afhængigt af vaccine og destinationskrav.
Tal med din dyrlæge om titer-testning for DHP, hvis du ønsker at vurdere antistofniveauer før en eventuel revaccination; det kan være et supplement i individuelle planer. Reaktioner på vaccination er sjældne og oftest milde (træthed, ømhed), men hold øje de første 24 timer. Planlæg gerne vaccinationer uden for de hårdeste træningsperioder, fordi kroppen bruger ressourcer på at opbygge immunitet. Med en klar, årshjulet plan undgår du overlap og sikrer, at din hund er fuldt dækket før jagtsæson, træningsophold og rejser.

Forebyggelse er nøglen til et langt og aktivt hundeliv for Lille Schweizer Støver, som ofte færdes i krat, skov og vådområder. Flåtbeskyttelse er centralt i Danmark fra det tidlige forår til sent efterår, men i milde vintre kan helårsdækning være fornuftig. Vælg et dokumenteret effektivt produkt (tablet, spot-on eller halsbånd), og sæt påmindelser i kalenderen, så intervallerne overholdes. Kontroller pelsen efter tur, og fjern flåter med en flåttang så hurtigt som muligt, fordi smitterisikoen stiger med tiden.
Indvoldsorm ses variabelt hos jagtaktive hunde. I stedet for rutinemæssig ormekur kan du, i samråd med dyrlægen, bruge fæcesundersøgelser et par gange årligt og behandle målrettet, når der er fund. Det mindsker resistensudvikling og unødvendig medicinering.
Ørepleje er særlig vigtig hos støvere med hængeører. Skyl eller rens ørerne ugentligt i aktive perioder, og altid efter våde eller støvede turdage, med et skånsomt, pH-afbalanceret ørerensemiddel. Lugt, rødme eller brunligt sekret kræver dyrlægetjek. Poter og trædepuder holdes smidige med potesalve i tørre perioder, og lange kløer klippes, fordi de øger belastningen på tæer og håndrod.
Tænder holdes bedst med tandbørstning 3–4 gange ugentligt. Tilføj tyggeben med dokumenteret effekt på plak, og få en professionel tandrensning, når dyrlægen anbefaler det.
Ernæring bør tilpasses aktivitetsniveau. En jagtsæson kan retfærdiggøre foder med højere energiindhold og let fordøjeligt protein, mens lavsæsonen ofte kræver reduceret portionsstørrelse for at undgå overvægt. Overvej tilskud som omega-3 til led og hud, især ved høj træningsmængde, men gør det i dialog med dyrlægen.
Træningsmæssigt forebygger gradvis opbygning af kondition og styrke mange skader. Varm altid op 10–15 minutter før intens søg, og nedvarm tilsvarende. Inddrag balancetræning, kernestabilitet og korte bakkeintervaller for at støtte leddene hos den energiske, selvstændige støver.

Selv den bedst forberedte ejer kan møde uventede situationer. Kend faresignalerne, og handl hurtigt. Maveudspiling, rastløshed, savlen og forgæves opkastforsøg kan være tegn på akut maveudvidelse/mavedrejning (GDV). Selvom risikoen er lav til moderat i mellemstore racer, kræver symptomerne straks dyrlægehjælp. Hedeslag opstår ved hårdt arbejde i varme eller høj luftfugtighed: hurtig, besværet vejrtrækning, blanke øjne, kollaps. Flyt hunden i skygge, køl skånsomt med lunkent vand og ventilator, og kør til dyrlæge.
Som jagthund kan Lille Schweizer Støver få sår, kloflænger, øjenskader fra grene, eller haletipsskader. Trykbandagér blødende sår med rent materiale, hold hunden i ro, og søg vurdering. Ved mistanke om brud eller kraftig halthed, immobilisér og undgå unødige løft eller belastning. Hævede snuder, pludselig smerte og sløvhed kan ses efter hugormebid – hold hunden i ro, og søg akut hjælp.
Forgiftninger er en klassiker: rottegift, xylitol, chokolade og druer er eksempler. Kontakt dyrlæge eller giftlinje straks, og medbring oplysninger om indtaget stof og mængde. Tiden er kritisk for modforanstaltninger.
Hav et lille førstehjælpskit i bilen: sterilt gaze, selvklæbende forbinding, saltvandsampuller, pincet/flåttang, potesok, termometer, engangsmundkurv og et kort over nærmeste døgnåbne klinikker. Træn rolig bil- og burvane hjemme, fordi sikker transport forkorter responstiden. Ring altid i forvejen, så klinikken kan forberede modtagelsen. Giv ikke mad, vand eller smertestillende uden anvisning, fordi det kan forværre tilstanden eller komplicere bedøvelse og behandling.
Endelig kan kramper (anfald) forekomme hos enhver hund. Fjern farlige genstande, sluk lys og støj, tag tid på anfaldet, og søg hjælp, hvis det varer over et par minutter, eller hvis flere anfald optræder i rap.

Systematisk overvågning i hjemmet hjælper dig med at fange små ændringer, før de bliver til store problemer – særligt nyttigt for en arbejdsiv støver, som ofte “bider tænderne sammen”. Notér ugentligt vægt og kropskonditionsscore (ideelt synlig talje og let palpable ribben). Mål hvilepuls og -respiration, når hunden sover: puls typisk 60–100 bpm, respiration 10–30/min. Kend din hunds normalværdier, fordi afvigelser over tid er vigtigere end enkeltmålinger.
Før en aktivitets- og observationslog i jagt- og træningsperioder: hvor langt, underlag, vejr og efterfølgende adfærd (stivhed, slikken på pote, modvilje mod trapper). Tjek ører ugentligt for lugt, rødme og sekret, og scan huden for knuder, flåter og rifter. Afføringskvalitet og appetit fortæller meget om mave-tarm-funktionen; pludselige ændringer, blod eller slim er tegn, der bør deles med dyrlægen.
For at lette dyrlægebesøg kan du indøve kooperativ håndtering: hage-støtte på håndklæde under halsundersøgelse, target-træning for poteløft, ro i mund- og øreberøring. Beløn roligt og konsekvent, så klinikmiljøet bliver mere forudsigeligt. En Lille Schweizer Støver er ofte social, men også målrettet på dufte; medbring et tæppe med kendt duft, og giv næsearbejde som snusemåtte i venteområdet, så arousal holdes nede.
Planlæg halvårlige “mini-sundhedstjek” derhjemme: gennemgå tænder, tandkød, kløer, pels, ører, poter, øjne og hud. Tag billeder af knuder eller sår for at følge udviklingen. Brug gerne en aktivitets- eller GPS-tracker for at kvantificere bevægelse og restitution. Og husk, at små adfærdsændringer – at blive bagud på tur, springe færre forhindringer, eller søge mere ro – kan være første tegn på smerte. Kontakt dyrlægen tidligt, fordi tidlig indsats giver kortere behandlingsforløb og bedre resultater.