Maremma - Allergi og intolerance: Komplet guide

Maremmaen (Maremmano-Abruzzese) er ikke hypoallergen. Den har en robust, dobbelt pels med tæt underuld og en grov, vejrbestandig dækpels, som fælder moderat året rundt og massivt i sæsonvise “blow-outs”. For allergikere betyder det, at mængden af skæl, hår og støv i hjemmet kan blive betydelig, især fordi racen er stor (30–45 kg) og dermed producerer flere allergener end mindre hunde. De vigtigste hundeallergener kommer fra spyt, hud og talgkirtler, ikke kun fra hårene. Når en Maremma slikker sin pels, fordeles spytproteinerne på hårene og i hjemmemiljøet.
Som stor, udendørsorienteret vogterhund bringer Maremmaen desuden ofte pollen, jord og skimmelsporer med ind – særligt hvis den lever dele af dagen på landet, i læskure eller i stalde. Den hvide pels fælder synligt, og hår kan fungere som “transportbånd” for miljøallergener. Det gør konsekvent pelspleje, hyppig rengøring og god luftfiltrering nødvendigt, hvis man vil reducere allergenbelastningen i hjemmet.
Racen tåler bad, men bør ikke bades for ofte, da hudbarrieren kan udtørres. Et interval på 4–8 uger med en mild, hypoallergen shampoo er typisk passende, mens ugentlige bruseafskylninger eller poteskyl i pollensæsonen kan være en god mellemvej. Regelmæssig børstning med underuldsrager og slicker, gerne udendørs, mindsker fæld og frigiver dødt hår, før det ender i stuen. En føntørrer til hund med kølig luft kan hjælpe med at puste løse hår og støv ud af pelsen.
Maremmaens trekantsformede hængeører kan disponere til øregener, når allergier er til stede, fordi varme og fugt begunstiger gær. Skånsom, rutinemæssig ørerens og grundig tørring efter bad eller regn er derfor en del af den hypoallergene strategi – ikke fordi racen er allergivenlig, men fordi man aktivt kan sænke allergentrykket.

Effektiv styring af allergi hos Maremma kræver, at man skelner mellem årsagerne: atopi (miljøallergi), loppeallergi, foderallergi og kontaktdermatitis. Mønstre kan hjælpe: kløe i poter, ansigt og ører peger ofte på atopi; hårdt angrebne halerod og bagkrop kan tyde på loppeallergi; helårlig kløe, der ikke følger sæson, kan indikere foderallergi. Et simpelt kløe-score system (0–10) noteret dagligt eller ugentligt giver et objektivt billede af udviklingen og effekten af tiltag.
Parasithåndtering er fundamentet. Vælg en dyrlægeanbefalet loppe-/flåtkontrol året rundt. Maremmaer kan være følsomme over for visse sprays; orale midler eller spot-ons med dokumenteret sikkerhed foretrækkes ofte – aftal valg og interval med dyrlægen. Tjek pelsen efter markvandringer, især i højt græs, da flåtbid både kan trigge hudreaktioner og medføre infektioner.
Miljøkontrol i hjemmet gør stor forskel. Støvsug gulve og tekstiler 2–3 gange om ugen med HEPA-filter, vask hundens tæpper ved minimum 60 °C, og brug luftrenser i de rum, hvor hunden sover. Tørstøv og fugtmop i stedet for at feje tørt, som blot hvirvler allergener op. Gør børstning til en rolig rutine udenfor, når vejret tillader det. Efter gåture i pollensæsonen kan en hurtig poteskyl fjerne meget pollen.
På landet og i stalde er skimmel og støvmider hyppige triggere. Opbevar foder i lufttæt beholder, gerne i mindre portioner, og undgå fugtige rum. Væn Maremmaen tidligt til håndtering: stå roligt, børst, løft ører, tjek poter. Racens selvstændige natur kræver konsekvent, venlig træning, så pels- og hudpleje kan udføres stressfrit, hvilket i sig selv dæmper kløeadfærd.

Ved mistanke om foderallergi er en kontrolleret eliminationsdiæt guldstandarden. Det indebærer 8–12 uger på enten et hydrolyseret fuldfoder fra dyrlægen eller et nøje udvalgt enkeltproteinsfoder med en ægte ny proteinkilde (f.eks. and, hest eller kanin), som hunden ikke tidligere har fået. Strenghed er altafgørende: ingen rester fra bordet, ingen tyggeben af blandede animalske kilder og ingen godbidder uden for den planlagte proteinkilde. Efter forsøgsperioden laves en provokation (tilbage til tidligere foder) for at bekræfte diagnosen.
Store, arbejdende racer som Maremma har et langsomt stofskifte i hvile, men højt energibehov ved aktivitet. Vælg foder med passende energi- og proteinindhold samt dokumenteret omega-3 (EPA/DHA), der kan dæmpe inflammation i hud og led. Tal med dyrlægen om dosering; mange ligger omkring 100 mg kombineret EPA+DHA pr. kg kropsvægt dagligt, justeret efter produkt og hundens respons. Tilsætning af hudbarrierestøttende næringsstoffer (biotin, zink, B-vitaminer) og eventuelt probiotika kan gavne enkelte hunde.
Undgå uovervejet kornfri diæt, medmindre der er dokumenteret intolerance. Nogle kornfri formuleringer er forbundet med ernæringsbetinget hjertesygdom; vælg derfor foder fra producenter med solid forskning og ernæringsekspertise.
Opbevar foder tørt og køligt, og brug det inden for 4–6 uger efter åbning for at begrænse lagermider, som kan udløse kløe. Overvej mindre sække til en husstand med én Maremma.
Husk racens risiko for mavedilatation og torsion (GDV). Del dagens ration i 2–3 mindre måltider, brug slow-feeder, og undgå hård aktivitet 60 minutter før og 90 minutter efter fodring. Det letter også hudens heling, fordi kroppen ikke konstant er i “fuld drift” på fordøjelse.

Maremmaen trives udendørs og i køligt klima, men netop den livsstil øger eksponeringen for pollen, støv, skimmel og parasitter. I Danmark varierer pollensæsonerne markant; birk i foråret, græs om sommeren og bynke sidst på sommeren. I landlige miljøer kan hø, halm og foderlagre bidrage med skimmelsporer. Ventilation, tør opbevaring og jævnlig udskiftning af halm og tæpper i hundens hvileområder reducerer belastningen.
Inde i huset hjælper en relativ luftfugtighed på 40–50 % med at holde støvmider nede. Læg vaskbare tæpper der, hvor hunden foretrækker at ligge, og vask dem varmt. Vælg glatte gulve frem for tykke tæpper i soveområder, og kør en luftrenser med HEPA i soveværelse eller stue, hvor Maremmaen opholder sig mest.
Kemiske irritanter kan give kontaktdermatitis. Brug parfume- og farvestoffri vaskemiddel til hundens tekstiler, skyl grundigt, og undgå kraftige rengøringsmidler på gulve, hvor hunden ligger. På græsplæner bør pesticider og kunstgødning undgås eller hunden holdes væk i anbefalet karens.
Vand og fugt er et særligt tema for en stor, tæt pels. Maremmaen er ikke en udpræget vandhund; våd pels kan give hotspots, hvis huden ikke tørres. Efter regn, bad eller sne: skyl salt og snavs af, tør grundigt til huden, og rens ører skånsomt. Om vinteren beskytter potevoks mod salt og is, mens poteskyl mindsker både irritation og allergenindslæb.
Racens hvide pels og lyse hud kræver også solfornuft. Ved lyserøde områder på snude eller ører kan solbeskyttelse til kæledyr være relevant på højsolsdage. Endelig, sikre hegn og klippede gangstier i højt græs minimerer flåteksponering og mekanisk irritation fra græsfrø mellem tæerne.

Den medicinske strategi starter med en grundig udredning: udeluk parasitter, lav hudskrab og cytologi for at identificere bakterier og gær, og vurder øregange ved tegn på otitis. Ved mistanke om foderallergi gennemføres eliminationsdiæt. Ved stærk mistanke om atopi kan intradermale tests eller serologiske allergitests bruges til at skræddersy allergenspecifik immunterapi (hyposensibilisering), som er den mest sygdomsmodificerende løsning på lang sigt for miljøallergi.
Symptomlindring målrettes kløe og sekundære infektioner. Antihistaminer hjælper nogle hunde, men effekten er variabel. Kortikosteroider kan bryde akutte kløecyklusser på kort sigt, mens moderne midler som oclacitinib (Apoquel) eller monoklonale antistoffer (lokivetmab/Cytopoint) ofte giver hurtig og kontrollerbar kløereduktion med færre bivirkninger ved længere brug. Topikale præparater, herunder steroid- eller calcineurinhæmmersalver til fokale læsioner og medicinske shampooer (f.eks. med klorhexidin eller miconazol) håndterer overfladiske infektioner og gær.
Loppe- og flåteprofylakse er ikke til diskussion ved allergi. Da Maremmaer kan være følsomme over for visse sprays og opløsningsmidler, foretrækkes ofte orale isoxazolin-produkter eller veldokumenterede spot-ons efter aftale med dyrlægen.
Racen er stor og kan være følsom over for anæstesi og sedering. Oplys altid dyrlægen om racen, hundens nøjagtige vægt og tidligere reaktioner, og bed om protokoller, der tager højde for stor race, langsom metabolisme i hvile og eventuel polyfarmaci. Ved længerevarende systemisk behandling er periodiske kontroller med klinisk undersøgelse, hud-/ørecitologi og relevante blodprøver kloge.
Med en plan, der kombinerer miljøkontrol, korrekt foder, målrettet medicin og løbende monitorering, kan de fleste Maremmaer leve et komfortabelt, aktivt liv trods allergi.