Nødsituationer med Maremma: Beredskab og førstehjælp

• Som stor, selvstændig og vagtsom vogterhund, kræver Maremma en førstehjælpskasse, der tager højde for racens størrelse, tykke dobbeltpels og stærke beskyttelsesinstinkt. Dit mål er, at kunne stabilisere, beskytte og transportere en 30–45 kg hund sikkert, indtil dyrlægen tager over. Inkludér:
• Kurv-mundkurv i korrekt størrelse samt bredt gazebind til en nød-mundsnor (brug aldrig mundkurv ved vejrtrækningsbesvær, hedeslag eller ved opkast/kvalme).
• Sterilt saltvand (0,9 %) til sår- og øjenskyl, samt klorhexidin 0,05 % til rens omkring – ikke i – dybe sår.
• Sterile non-stick kompresser, gazebind, polstervat og selvklæbende elastikbind (cohesive wrap). Vælg brede ruller, der passer til en stor benstamme.
• Saks med stump spids, pincet, flåtfjerner og barberblad/trimmeskær til forsigtig pelsfjernelse omkring sår.
• Digitalt rektaltermometer og vandbaseret gel. Normal temperatur er ca. 38,0–39,0 °C.
• Engangshandsker, spritservietter til hænder (ikke i sår), overlevelsestæppe og instant kold-/varmepakker.
• Øjenskyl (steril natriumklorid), øjenpude og blødt bind til midlertidig afdækning af øje.
• Aktivt kul og 3 % brintoverilte KUN efter udtrykkelig anvisning fra dyrlæge/giftlinje. Giv aldrig menneske-smertestillende (fx ibuprofen, paracetamol, naproxen) – de er giftige for hunde.
• Liste med nødnumre (egen dyrlæge, nærmeste døgnåbne dyrehospital), hundens medicinske oplysninger, forsikring, chipnummer og aktuel vægt.
• Båre eller kraftigt tæppe, bilrampe og skridsikre måtter til sikker løft og transport af en stor hund.
• Lommelygte/pandelampe og målebånd til at notere evt. øget bug- eller brystomkreds.
  Opbevar udstyret i en robust, vandtæt taske; tjek indhold og udløbsdatoer hver sjette måned. Hav en lille version i bilen og en fuld i hjemmet. Maremmaens tætte pels kan skjule sårkanter og vævsdybde, så medbring altid rigeligt skyllevæske, kompresser og bredt polster til kontrolleret trykbandagering.

• Start med egen sikkerhed. En smertepåvirket Maremma kan, trods normalt stabilt temperament, reagere beskyttende. Tal roligt, sæt snor på, og vurder behov for kurv-mundkurv, når vejrtrækningen er normal. Lav en hurtig ABC-vurdering:
• A: Frie luftveje?
• B: Trækker den vejret? Normal frekvens er typisk 10–30/min.
• C: Kredsløb? Mærk puls på lårarterien, tjek tandkødsfarve (lyserød) og kapillærfyldningstid (ca. 1–2 sek.). Mål temperatur.
  Særligt relevante scenarier for Maremma:
• Mavedrejning (GDV): Stor dybbrystet race med forhøjet risiko. Tegn: pludselig oppustet og hård bug, rastløshed, gylpen uden opkast, savlen, svaghed/kollaps, hurtig svag puls. Handling: giv ikke mad/vand og forsøg ikke at fremkalde opkast; ring straks til dyrlæge og kør akut. Transportér roligt, undgå pres på bugen. Tid er afgørende.
• Hedeslag: Tyk, hvid pels og vagtopgaver udendørs kan give risiko i varme perioder. Tegn: kraftig halspusten, temperatur >40 °C, røde/klare slimhinder, savlen, opkast, vaklen/kollaps. Handling: flyt til skygge, påbegynd aktiv men kontrolleret nedkøling med lunkent (ikke iskoldt) vand, brug luftcirkulation eller ventilator, stop ved 39,5 °C, og søg dyrlæge straks. Undgå isbade og alkohol.
• Traumer (påkørsel, hegn, fald): Stabiliser med direkte tryk på blødende sår, læg trykbandage, immobilisér det skadede område, løft med båre. Mistanke om ryg-/halsskade: hold rygsøjlen lige, undgå unødvendige bevægelser.
• Øjenskader: Maremmaens arbejde i krat og hegn giver risiko for hornhindesår. Skyl med sterilt saltvand, dæk løst med ren øjenpude, forhindre gnidning med krave, og søg dyrlæge akut.
• Kramper: Fjern farer, sluk lys/lyd, mål tiden. Forsøg ikke at holde tungen. Hvis kramper varer >2 minutter, kommer i klynger eller hunden ikke vågner hurtigt, søg akut dyrlæge.
• Bid/sår fra hunde eller rovdyr: Punksår kan være små i overfladen men dybe under pelsen. Skyl, læg ren bandage, og få dyrlægetilsyn – antibiotika og dræn kan være nødvendige.

Maremmaer færdes ofte på land og i naturen, hvor de kan møde rottegift, sneglegift, pesticider, olie/kemikalier, ådsler og giftige planter. Racen kan desuden være følsom over for visse flåt-/loppeprodukter og insekticider. Vær særligt opmærksom på: antikoagulant og alfakloralose-rottegift, metaldehyd (sneglegift), xylitol, chokolade, vindruer/rosiner, ibuprofen/naproxen, løg/hvidløg, frostvæske (ethylenglykol), blågrønalger, stærkt koncentrerede æteriske olier samt katteloppeprodukter med høje permethrin-koncentrationer.
Trinvis håndtering:
1) Stop eksponeringen. Fjern rester fra munden, hvis det er sikkert. Gem emballage/etiket.
2) Ring straks til din dyrlæge eller nærmeste døgnåbne dyrehospital for specifikke anvisninger, og oplys race, vægt, tidspunkt, stof og mængde.
3) Fremkald ikke opkast uden udtrykkelig besked fra dyrlægen. Visse stoffer (ætsende, olieholdige) gør opkast farligt, og bevidsthedspåvirkede hunde kan fejlsynke.
4) Hudeksponering: skyl med lunkent vand og mild hundeshampoo i 10–15 minutter; undgå opløsningsmidler.
5) Kul eller brintoverilte anvendes kun efter professionel vejledning med korrekt dosering og timing.
6) Overvåg for tegn: opkast/diarré, rastløshed, rystelser/kramper, bleghed, blødning, øget tørst/urin, ændret adfærd.
Forebyggelse: opbevar giftstoffer utilgængeligt, brug kun dyrlægegodkendte flåt-/loppeprodukter til hunde, og hold Maremmaen væk fra stillestående vand med algeopblomstring. Vær bevidst om, at store hunde kan indtage større mængder, men toksiske grænser kan stadig overskrides hurtigt. Ved rottegift ses symptomer ofte først efter 2–3 dage – vent ikke, men start modgift efter dyrlægens anvisning.

• Blødning: Anlæg direkte, fast tryk i 5–10 minutter uden at løfte for at kigge. Gennemvædes forbindingen, lægges nyt lag ovenpå. Ved pulserende blødning eller tegn på chok (blege gummer, kulde, svag hurtig puls), kør akut.
  Trykbandage på stor hund:
• Lag 1: non-stick kompres direkte på såret.
• Lag 2: polstret gaze i jævne lag, så trykket fordeles over den brede benstamme.
• Lag 3: selvklæbende elastikbind. To-finger-regel: der skal være plads til to fingre under bandagen; tjek tæer for varme/farve hver 15.–30. minut.
  Sårskyl og rens: Skyl rigeligt med sterilt saltvand. Brug klorhexidin 0,05 % på huden omkring såret, ikke dybt i vævet. Undgå brintoverilte og stærke jodopløsninger i sår, da de hæmmer heling. Klip forsigtigt pels væk omkring såret for overblik; undgå at få løse hår i såret. E-krave forhindrer slikkelyst.
  Poter og kløer: Trædepudesår bløder ofte. Læg polstret trykbandage og en potesok. Brækkede ulvekløer renses, stoppes med tryk/sterilt pulver, bandageres og vises til dyrlæge.
  Knogle-/ledskader: Immobilisér med polstring og splint kun som transportforanstaltning. Maremmaer kan skjule smerte; pludselig kraftig halthed, fejlstilling eller lyde ved bevægelse kræver dyrlæge. Ved forværring af hofte-/albuedysplasi eller forstuvning: absolut hvile, kold pakning 10–15 minutter over store muskelgrupper med klud imellem, og dyrlægerådgivning. Giv ikke human smertemedicin.
  Øjenskader: Skyl straks, dæk løst, undgå tryk, og søg akut hjælp. Fjern aldrig indlejrede genstande.
  Chok og hypotermi: Hold hunden rolig og varm med tæppe. Løft ikke bagparten ved mistanke om GDV. Giv ikke mad eller vand.
  Sikkerhed og HLR: Brug mundkurv når relevant, men aldrig ved åndenød, hedeslag eller opkast. Ved hjertestop (ingen vejrtrækning og puls), start HLR med 100–120 kompressioner/minut i 1/3–1/2 af brystdybden og ventilation efter gældende retningslinjer. Tag et hunde-førstehjælpskursus for korrekt teknik.

• Søg straks dyrlæge ved: mistanke om GDV, vejrtrækningsbesvær, ukontrollabel blødning, øjenskader, kramper >2 minutter eller flere anfald, alvorligt traume/kollaps, stærke smerter, eller enhver forgiftning. Ring i forvejen, så klinikken kan forberede sig; oplys race, vægt, symptomer, tidsforløb, hvad du har gjort, og din ankomsttid. Kør to personer hvis muligt – én kører, én overvåger hunden.
  Forberedelse og forebyggelse for Maremma:
• Etabler relation til en døgnåben klinik, og kør en prøvetur for at kende ruten og parkeringsforhold.
• Træn frivillig håndtering og mundkurv tidligt; racens selvstændighed og vagtsomhed kan ellers besværliggøre akutbehandling.
• Drøft profylaktisk gastropeksi ved samtidig neutralisation, hvis dyrlægen vurderer høj GDV-risiko.
• Informér om eventuel følsomhed over for anæstesi og visse flåt-/loppe-sprays; bed om pre-anæstetisk screening og racepassende protokoller.
• Hav forsikring, journaludskrift, medicinliste og vaccinationsstatus let tilgængeligt.
  Efter akutbesøg: Følg udleveret plan nøje. Mål temperatur 1–2 gange dagligt de første 48 timer, overvåg bandager for gennemvædning/kulde i tæer, begræns aktivitet strengt, og brug kun ordineret smertestillende.
  Transport og logistik: Brug rampe og skridsikre underlag, og løft med flere personer eller båre for at skåne både hund og mennesker. I landområder, hvor hjælp kan være langt væk, er god planlægning, fuldt opladet telefon og en opdateret førstehjælpskasse afgørende.