Mastiff hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

En Mastiff er en gigantisk, modig og godmodig hund, som ofte er stoisk og kan skjule smerte. Netop derfor er planlagte dyrlægebesøg afgørende, fordi tidlige tegn på sygdom kan være subtile. Som tommelfingerregel ses hvalpe ved 8, 12 og 16 uger, unghunde ved ca. 6 og 12 måneder, voksne mindst årligt og seniore Mastiffer fra ca. 6 års alder hvert halve år. Disse intervaller passer til racens hurtige vækst, tunge bygning og tendens til visse arvelige lidelser.

Ved det rutinemæssige sundhedstjek bør dyrlægen vurdere kropsvægt og Body Condition Score (mål: slank, BCS 4–5/9), tænder og tandkød, øjne, ører, hudfolder omkring mule og hals, hjerte og lunger samt bevægeapparat. For Mastiff er en ortopædisk gennemgang vigtig, fordi racen er disponeret for hofte- og albueledsdysplasi og korsbåndsskader. En basal neurologisk vurdering er relevant, fordi enkelte individer kan udvikle anfald.

Årlige eller halvårlige blodprøver og urinundersøgelser kan afsløre tidlige tegn på stofskifteproblemer, nyre-/leverpåvirkning og urinvejssten (cystinuri), som ses oftere hos hanhunde. En afføringsprøve kan styre behovet for ormekur. Hos mellem- til ældre hunde kan udvidet screening, fx skjoldbruskkirtelfunktion, anbefales, hvis der er kliniske tegn.

Da Mastiffen er stor og tung, er håndtering og tryghed vigtige. Træn klinikrutiner hjemme: stå-stille, åbne mund, håndtering af poter og ører, så hunden kan undersøges uden stress. Overvej skridsikkert underlag i bilen og en sele, der aflaster skuldre og ryg ved løft. Tal med din dyrlæge om sedation, hvis din hund bliver meget utryg; korrekt planlagt sedation kan være mere skånsom end kamp mod modstand.

Endelig giver en fast relation til én klinik bedre kontinuitet. Del oplysninger om foder, motion, forsikring, tidligere reaktioner på medicin og eventuelle rejser, så I sammen kan målrette forebyggelsen.

Et målrettet vaccinationsprogram beskytter din Mastiff mod alvorlige infektionssygdomme. Kernevacciner omfatter typisk hundesyge (CDV), smitsom leverbetændelse/adenovirus (CAV-2), parvovirus (CPV) og ofte parainfluenza (CPi). I Danmark gives desuden leptospirose som risikobaseret, men hyppigt anbefalet vaccine. Rabies kræves ved rejse til udlandet.

Hvalpe: Ved ca. 8, 12 og 16 uger gives kernevacciner, ofte i kombination med leptospirose efter lokal risikovurdering. En revaccination ved 12 måneder er vigtig, fordi den færdiggør det langvarige immunologiske grundlag.

Voksne: Efter 1-års boosteren gives kernevacciner typisk hvert 3. år, mens leptospirose anbefales årligt, fordi beskyttelsen er kortere. Kennelhoste (Bordetella ± parainfluenza) er relevant, hvis hunden skal i hundepension, på udstillinger eller træningshold, hvor mange hunde mødes; denne vaccine gives som næse-/oraldråber eller injektion, med varighed 6–12 måneder afhængigt af produkt.

Rejse og særlige risici: Planlæg i god tid, hvis I rejser. Rabies har karensperiode, og visse lande stiller krav om ekstra dokumentation. Der findes specifikke vacciner mod fx leptospirosevarianter, som kan vælges ud fra lokal epidemiologi. I Danmark findes flåtbårne sygdomme; der er dog ikke bredt anvendte vacciner mod Anaplasma/Ehrlichia, hvorfor flåtprofylakse er central.

Titer-test kan i nogle tilfælde bruges til at dokumentere antistofniveau mod visse kernekomponenter, men accepteres ikke altid som erstatning for lovpligtige eller anbefalede vaccinationer. Drøft altid, hvilke vacciner der giver mest mening for netop din Mastiff, fordi en stor, ofte hjemmebaseret hund har andre eksponeringer end en meget social hund i bymiljø.

Forebyggelse er nøglen til et langt og komfortabelt liv for en Mastiff. Start med parasitkontrol: Brug moderne midler mod lopper og flåter i sæsonen, eller året rundt ved mildt klima, og gennemfør afføringsundersøgelser 1–2 gange årligt for at styre behovet for ormekur, i stedet for rutinemæssig behandling. Tjek hunden for flåter dagligt i sæsonen og fjern dem hurtigt, fordi risikoen for smitte stiger med tiden.

Ernæring og vægt er kritiske for en så stor race. Vælg foder til store/gigantiske racer, især i vækst, og undgå calciumtilskud, fordi forkert mineralbalance kan forværre ledproblemer. Hold hunden slank; hvert ekstra kilo belaster hofter, albuer og knæ. Supplér eventuelt med dokumenterede omega-3-fedtsyrer (EPA/DHA), hvis din dyrlæge anbefaler det, fordi det kan støtte led og hud.

Tænder og mundhule kræver løbende indsats: Daglig eller hyppig tandbørstning, tyggeben med dokumenteret effekt og professionel tandrens efter behov. Hold øje med hudfolder omkring mule og hals; hold dem tørre og rene for at forebygge hudbetændelse. Klip negle jævnligt, fordi lange negle ændrer belastningen i poter og kan øge risikoen for overbelastning.

Mastiffen er i risiko for mavedrejning (GDV). Forebyg med flere små måltider, ro omkring fodring, undgå hård aktivitet 60 minutter før og efter måltider, og brug gerne slow-feeder. Diskutér profylaktisk gastropexi med din dyrlæge, fx i forbindelse med neutralisation, hvis din hund har forhøjet risiko.

Cystinuri ses især hos hanhunde. Rigeligt vandindtag, hyppig luftning og kosttilpasning kan indgå i håndteringen, hvis tilstanden diagnosticeres. Tilstanden kan være hormonafhængig; kastration kan i udvalgte tilfælde reducere recidivrisiko, hvilket bør vurderes individuelt.

Endelig: Brug sele i stedet for halsbånd ved daglige gåture for at aflaste nakke og ryg, og træn kontrolleret, lav-impact motion – lange, rolige ture og mental aktivering frem for spring og hårde stop/start-lege.

Kend faresignalerne, så du kan handle hurtigt. Særligt ved en Mastiff er mavedrejning (GDV) en livstruende nødsituation: Pludselig oppustet mave, rastløshed, savlen, unyttige opkastforsøg og smerte er klassiske tegn. Søg øjeblikkelig dyrlægehjælp – minutter tæller. Andre akutte tegn er anfald, hedeslag (hurtig vejrtrækning, høj kropstemperatur, kollaps), bleg/blålig slimhinde, pludselig alvorlig halthed eller manglende evne til at rejse sig, voldsomme allergiske reaktioner (hævelse i hoved/hals) og øjenskader.

Hav en plan: Gem nummeret på nærmeste vagtdyrlæge, og ring altid i forvejen, så klinikken kan forberede udstyr og personale – en Mastiff kræver ofte ekstra hænder og plads. Ved transport kan et tæppe eller en kraftig plade fungere som båre. Brug skridsikkert underlag i bilen, og sikr hunden forsvarligt. Hvis din hund er smertepåvirket, kan en blød snude-/muse-wrap øge sikkerheden under løft; sæt den kun på, hvis vejrtrækning ikke påvirkes.

Ved anfald: Fjern farlige genstande, sluk skarpt lys, og hold øje med varighed. Forsøg ikke at holde tungen – det er en myte og kan være farligt. Kontakt dyrlæge, især hvis anfaldet varer mere end et par minutter, eller hvis flere anfald kommer i træk.

Ved mistanke om GDV, hedeslag eller trauma bør du ikke give mad, vand eller medicin, før dyrlægen har vurderet hunden. Notér tidspunkt for første tegn, hvad der er sket, og eventuelle tidligere diagnoser/medicin – disse oplysninger hjælper beslutningerne i klinikken. En opdateret forsikring og en økonomisk buffer til akutbehandling er praktisk, fordi større hunde ofte kræver mere omfattende behandling.

Systematisk overvågning i hjemmet gør, at du opdager ændringer tidligt. Vej din Mastiff månedligt på en stabil vægt, og før en logbog over vægt, appetit, drikkelyst, afføring/urin og aktivitetsniveau. Normal hvilerespirationsfrekvens for hunde er ca. 10–30 vejrtrækninger/minut i hvile/søvn; lær din hunds baseline, fordi en vedvarende stigning kan være et tidligt tegn på smerte eller sygdom. Puls i hvile for store racer ligger ofte omkring 60–100 slag/minut.

Tjek ugentligt: tænder og tandkød for rødme og dårlig ånde, ører for lugt/sekret, hudfolder for fugt og irritation, poter og negle for revner, samt pels for hotspots. Gennemgå kroppen for knuder; tag fotos og mål med en lineal, og få dyrlægen til at vurdere alt, der vokser eller ændrer sig. Filmen en kort gangtest i lige linje hver måned; små ændringer i skridtlængde, tempo eller asymmetri ses ofte tydeligere på video.

Racespecifikt bør du holde øje med natteblindhed eller usikkerhed i dæmpet lys, som kan være tidlige tegn på Progressive Retinal Atrofi (PRA). Ved urinproblemer – hyppig vandladning, pressen, blod i urin eller stærk lugt – kontakt dyrlæge, fordi cystinuri og sten kan udvikles hurtigt. Ved anfald: før en anfalddagbog med dato, varighed, udløsende faktorer og restitution.

Planlæg sundhedstjek oftere fra 6-års-alderen (hver 6. måned), inklusive blod- og urinprøver. Overvej hjertevurdering (auskultation og evt. ekkokardiografi/ECG) ved mislyde eller symptomer, fordi store racer kan udvikle hjertesygdom. Justér motion til lav-impact: 45–75 minutters dagligt opdelt i rolige ture, snusearbejde og træning, mens hårde spring og glatte underlag undgås. En god madskål i passende højde kan forbedre komforten, men forebygger ikke i sig selv GDV – fokusér i stedet på ro omkring fodring og måltidsrutiner.