Senioromsorg for Mastiff: Ældre hunds behov

Mastiffen er en gigantisk race, og hos gigantiske hunde kommer seniorårene tidligere end hos mindre racer. De fleste Mastiffer betragtes som seniorer fra 6–7-årsalderen, og det er ofte her, de første alderdomstegn viser sig. Fordi racen er modig, værdig og lidt stoisk, skjuler den tit ubehag, hvorfor små ændringer i adfærd og rutiner er vigtige at fange tidligt.

Typiske fysiske tegn omfatter stivhed, især ved oprejsning efter hvile, kortere skridtlængde, tøvende trapper, og at hunden lægger sig hyppigere på tur. Du kan se begyndende muskelatrofi over lår og skuldre, mens maven kan virke mere blød. Vægten kan svinge: Nogle seniorer tager på på grund af lavere aktivitetsniveau, mens andre taber sig ved muskeltab. Hudknuder og nye vorter er almindelige i alderdommen, men bør altid vurderes af dyrlægen.

Sansetab er heller ikke usædvanligt. Nedsat syn, især i skumring, kan være et tidligt tegn på PRA (Progressiv Retinal Atrofi), som racen kan disponere for. Du kan også opleve nedsat hørelse, hvor hunden reagerer dårligere på verbale signaler. Kognitive ændringer kan vise sig som forvirring i kendte omgivelser, ændret søvnmønster, uro om natten eller øget klæbende adfærd. Tilsvarende kan urin- og afføringsuheld forekomme, dels ved nedsat muskeltonus i bækkenet, dels ved urinvejsproblemer.

Øget tørst og hyppigere vandladning kan indikere hormonelle eller nyremæssige ændringer, og hos Mastiff bør man også være opmærksom på urinvejssten ved cystinuri. Neurologiske symptomer som pludselige anfald kræver altid hurtig vurdering. Mundhygiejne forværres ofte i seniortiden; dårlig ånde, øget savlen og nyt ubehag ved at tygge kan pege på tand- eller tandkødsproblemer, selv om racen i forvejen savler en del. Et simpelt senior-tjek hjemme er at føre daglig log over appetit, energiniveau, søvn og humør samt at filme gang og oprejsning en gang om måneden for at spore ændringer tidligt.

Når din Mastiff bliver ældre, falder energibehovet, mens behovet for kvalitetsprotein og mikronæringsstoffer stiger. Start med at beregne RER (Resting Energy Requirement) = 70 × (kropsvægt i kg^0,75), og læg et moderat aktivitetsfaktor-niveau på 1,2–1,4 for de fleste seniorer. Justér 2–4 uger ad gangen efter krops- og muskeltilstand. Sigtepunktet for kropskondition er 4–5/9 og en tydelig men blid talje. Protein bør være højkvalitets og tilstrækkeligt til at vedligeholde muskelmasse; som tommelfingerregel 2,5–3,5 g protein/kg idealvægt/dag, med individuel tilpasning ved nyresygdom.

Fedt og samlet kalorietæthed justeres for at forebygge overvægt, som øger belastningen på hofter, albuer og ryg. Opløselige fibre kan understøtte tarmens sundhed og et stabilt blodsukker, mens moderat uopløselig fiber giver mæthed. Tilsæt EPA/DHA fra fiskolie i en samlet dosis på cirka 60–100 mg/kg kropsvægt/dag for at dæmpe inflammation i led og støtte kognitiv funktion. Tal med dyrlægen om ledtilskud som glucosamin, chondroitin og grønlæbet musling; ikke alle produkter er ens, og korrekt dosering og kvalitet er vigtig.

Mastiffer er i risiko for mavedrejning (GDV). Reducér risikoen ved at fodre 2–3 mindre måltider dagligt, bruge slow-feeder skåle ved hurtig spisning, og undgå anstrengende aktivitet 60 minutter før og efter fodring. Evidensen for hævede skåle er blandet; de kan aflaste nakke og skuldre hos meget stive hunde, men kan være forbundet med øget GDV-risiko hos store racer. Drøft derfor skålhøjde med din dyrlæge, og vælg altid rolig fodring.

Ved cystinuri er høj væskeindtagelse, hyppig urinering og eventuelt en veterinær-urindiæt centralt. Undgå overskud af salt, der kan øge calciumudskillelse og tørst, og hold dig fra proteinrige godbidder som tørret lever, medmindre dyrlægen har godkendt det. Tandsundhed støttes bedst gennem regelmæssig tandbørstning; undgå vægtbærende knogler, som kan knække tænder hos den kraftige Mastiff.

Senior-Mastiffer bør tilses af dyrlæge hver sjette måned. En typisk seniorpakke omfatter fuld klinisk undersøgelse, blodprofil (hæmatologi og biokemi), total T4 for at screene for hypothyreose, urinanalyse med vægtfylde og sediment (inklusive vurdering for krystaller ved mistanke om cystinuri), samt blodtryk. Ved mislyde eller arytmier anbefales EKG og eventuelt ekkokardiografi, da store racer kan udvikle hjertesygdom. Et øjencheck er relevant, især ved tegn på natblindhed eller pupildilatation, som kan pege mod PRA. Ortopædisk undersøgelse med fokus på hofter, albuer, knæ og ryg hjælper med at målrette smertebehandling og træning.

Har din hund tidligere haft anfald, bør du føre en anfaldsdagbog, filme episoder og opsøge dyrlægen ved klynger af anfald, anfald over fem minutter, eller hvis opførsel ikke normaliseres bagefter. Går din Mastiff i behandling for epilepsi, kræver visse præparater (f.eks. phenobarbital) periodiske blodprøver for at justere dosis.

Hjemmeovervågning er nøglen til tidlig indsats. Mål hvilende respirationsfrekvens, når hunden sover dybt; under 30 vejrtrækninger/minut er typisk normalt. Stigende værdier over flere dage kan indikere smerte, hjertesvigt eller respiratoriske problemer. Vejning af en 80+ kg hund er ikke altid praktisk i hjemmet; brug derfor et målebånd til bryst- og taljemål, og registrér ugentligt. Fotografer og film gang, oprejsning og trappegang hver måned for at spotte subtile ændringer.

Parasitter bør fortsat forebygges året rundt i henhold til lokale forhold, og vaccinationer tilpasses livsstil og helbred. Tal med dyrlægen om profylaktisk gastropeksi, hvis din Mastiff alligevel skal i narkose for en anden procedure; det kan være livsreddende ved GDV-risiko. Endelig er tandstatus vigtig: halitosis, tandkødsblødning eller ansigtspawing er tegn, du ikke bør overse i en stoisk race.

Små ændringer i hjemmet kan dramatisk forbedre en ældre Mastiffs dagligdag. Læg skridsikre tæpper eller gummimåtter på glatte gulve, især i overgangszoner og ved trapper. En robust, ortopædisk seng med 10–15 cm memoryskum, størrelse XL med lave kanter og støtte til albuer og hofter, mindsker liggesår og gør oprejsning nemmere. Placér sengen, hvor familien er, men væk fra gennemtræk; en temperatur på 20–22 °C er ofte komfortabel for en stor senior.

Ind- og udgange bør have ramper med grov anti-slip, og bilen bør udstyres med en rampe og en skridsikker måtte. Et bredt støtte-seler/harness med håndtag hjælper ved oprejsning og i trapper uden at belaste halsen. Negle holdes korte for bedre greb; overvej grebsringe til kløer, hvis underlaget er meget glat.

Motionen tilpasses, så leddene skånes, men muskler og kredsløb vedligeholdes. Planlæg 2–3 korte, kontrollerede gåture på 15–25 minutter, afhængigt af dagsform, suppleret med lugtelege, enkle target-øvelser og næsearbejde, som trætter mentalt uden hård belastning. Svømning eller vandløbebånd under faglig vejledning kan være fremragende, hvis hunden trives i vand. Undgå vilde kast med bolde og pludselige retningsskift, der overbelaster skuldre og knæ.

Sansehjælp er væsentlig: Natsensor-lys på gangruter, kontrastmarkering af trinflader, og håndsignaler supplerer faldende syn og hørelse. Sæt vandstationer flere steder i hjemmet; en Mastiff har ofte brug for 50–60 ml vand/kg/dag, og lidt bouillon uden løg/hvidløg kan øge lysten til at drikke. Plejen fastholdes ugentligt: børstning for at fjerne løse hår, kontrol af hudfolder, rens af ører og daglig tandbørstning. Hold rutinerne forudsigelige; faste tidspunkter for fodring, medicin, gåture og hvile dæmper uro og kognitiv forvirring.

Et værdigt otium for en Mastiff handler om at balancere komfort, funktion og glæde. Brug HHHHHMM-skalaen (Hurt, Hunger, Hydration, Hygiene, Happiness, Mobility, More good days than bad) som struktur for en ugentlig vurdering. Giv hver kategori 1–10 point, skriv korte noter, og tal åbenlyst med familien om, hvad der er vigtigst for netop jeres hund: smertefrihed, social kontakt, madglæde, mulighed for at komme i haven, og rolige nætter.

Mastiffer er stoiske, og subtil smerte genkendes bedst ved ændret adfærd: langsommere opstart på tur, at blive stående og kigge, mere hvile, kortere tålmodighed eller ændret social interaktion. Smertebehandling kan omfatte NSAID’er, gabapentin, amantadin og eventuelt injektionsbehandlinger eller fysioterapi; altid under dyrlægelig kontrol med blodprøvekontroller efter behov. Justér miljøet, så hunden kan klare dagens gøremål uden nederlag: kortere ruter, flere pauser, og hjælp til op- og nedstigning.

Når dårlige dage overstiger de gode over tid, når smerte ikke længere kan kontrolleres, eller når fundamentale behov som at spise, drikke og komme ud uden angst ikke opfyldes, er det tid til at drøfte palliativ plan eller en fredelig aflivning. For en meget stor hund er logistikken også en omsorgshandling: planlæg transport, adgangsforhold i hjemmet, og overvej hjemmebesøg for at minimere stress. Aftal på forhånd, hvem der ringer, og hvilke kriterier der udløser beslutningen, så I kan handle roligt og kærligt, når det gælder.