Nova Scotia Duck Tolling Retriever vinteromsorg: Koldt vejr og hundens behov

Nova Scotia Duck Tolling Retriever er født til kolde, fugtige omgivelser. Den dobbelte pels – en tæt, vandafvisende dækpels over en isolerende underuld – giver naturlig beskyttelse, når temperaturen falder. Det betyder dog ikke, at alle Tollere trives ubegrænset i vinterkulde. Vind, våd pels, stillestående pauser og høj luftfugtighed kan hurtigt øge kuldebelastningen, selv for en robust apporterende jagthund. Hvalpe, seniordyr, slanke hunde og hunde med tynd underuld bliver oftest kolde først.

Hold øje med tidlige tegn på kuldestress: rysten, sammenkrøbet kropsholdning, løft af poter, stiv eller kort skridtlængde, pibelyde, langsommere respons og stærk søgen mod læ eller mod dig. Vær især opmærksom på ører, haletip og kønsdele, som er mest udsatte for forfrysninger. En Toller, der er våd efter sne- eller regnleg, kan køles farligt hurtigt ned, når vinden tager til. Hypotermi viser sig ved sløvhed, desorientering og til sidst ukoordinerede bevægelser – det er en akut tilstand, hvor hunden straks skal tørres, varmes gradvist op og vurderes af dyrlæge.

Racens intelligens og arbejdsglæde kan få den til at “overhøre” kroppens signaler, når der er sjovt apportarbejde i gang. Planlæg derfor korte, fokuserede intervaller og regelmæssige pauser i læ for at tjekke varme og poter. Underlag spiller også ind: glatte, frosne flader øger risikoen for overbelastning af hofter og knæ, hvilket er relevant, fordi Tollere kan være disponerede for hofteledsdysplasi. I mørke vintermorgener og -aftener kan nedsat synsfunktion på grund af Progressive Retinal Atrofi (PRA) eller Collie Eye Anomaly (CEA) gøre orienteringen sværere; brug lys og refleks for at hjælpe hunden.

Sammenfattende er Tolleren robust, men ikke uovervindelig. Lær din hunds individuelle kuldetærskel at kende, og tilpas varighed, intensitet og pauser, så den forbliver varm, tør og tryg gennem hele vinteren.

Selv om mange Tollere klarer sig godt uden dækken under let aktivitet, gavner rigtigt udstyr i dansk vintervejr, hvor slud, blæst og mørke dominerer. Start med et let, vand- og vindtæt dækken til pauser, transport og rolige gåture; det reducerer varmetab fra våd pels og træk. Til aktiv brug i vådt føre kan et regndækken med god skulderfrihed være ideelt, så bevægeligheden bevares for den naturligt arbejdsivrige retriever.

Reflekser og lys er obligatoriske. En lysende halsring, reflekterende sele og refleks på linen gør din røde/orange Toller synlig i sne, tåge og mørke. Vælg en Y-sele med polstrede remme, der fordeler tryk jævnt, hvis I trækker på snesjap eller ujævnt underlag. Overvej en tørredragt eller en stor mikrofiberkåbe til bilen, så hunden ikke sidder våd og bliver kold efter træning eller jagt.

Poterne kræver eget “udstyr”. Potesokker med skridsikker sål er nyttige på saltede fortove og isede stier. Alternativt kan en voksbaseret potesalve beskytte mod salt, sne og isklumper, når den påføres før turen. Medbring altid et lille håndklæde i lommen til at fjerne sneklumper mellem trædepuderne undervejs, og hav ekstra i bilen.

Da Tolleren er komfortabel i vand, fristes nogle til vinterbadning. Her gælder en klar sikkerhedsregel: undgå svømning i koldt vand i vinterhalvåret. Selv få minutter i tæt på frysepunktet kan føre til hurtig afkøling, muskelstivhed og øget druknerisiko. En redningsvest til hund er fin til forårs-/efterårsaktiviteter i båd, men er ikke en tilladelse til vinterbadning. Afslut udstyrspakken med en skridsikker måtte ved døren og en varm, tør liggeplads væk fra træk – de små detaljer er ofte dem, der gør forskellen for en tør, varm og rask Toller.

Tolleren er en intelligent, udadvendt og kærlig arbejdshund, der trives med daglig aktivitet, op til cirka en time om dagen. Om vinteren handler det om at holde kroppen varm, leddene sikre og hjernen tilfreds, uden at presse unødigt på i barskt vejr. Opdel motionen i 2–3 kortere ture, når det er koldest, og læg de længste passager midt på dagen, hvor sol og temperatur hjælper. Start hver tur med 5–10 minutters rolig opvarmning i skridt og let trav i line, så muskler og sener bliver klar, og afslut med rolig afjogning for at forebygge stivhed.

Brug racens apporteringslyst strategisk. Leg apporter i dybere sne i korte sprints på blødt underlag, så belastningen bliver elastisk og skånsom. Undgå høje spring og vilde retningsskift på is, da det kan irritere hofter og knæ. Lav næsearbejde i læ: udlæg små godbidsspor eller gem en dummy i haven. 10 minutters koncentreret søg kan trætte en Toller mere end en halvtimes monoton trav.

Når vejret er for barskt, flytter I aktiviteten indendørs. Træn lydighed, target-arbejde, balance på en pude eller et sammenrullet tæppe, og korte sekvenser af kropskontrol (sit, dæk, stå, bakke). Varier øvelserne for at udfordre hjernen, men hold repetitionerne korte, så motivationen forbliver høj. Husk vandpauser – kold, tør luft øger dehydrering – og tilbyd en lille snack 30–60 minutter efter hårdere pas for restitution.

Vær kritisk med vandaktiviteter i vinterhalvåret. Selvom Tolleren elsker sø og fjord, er koldt vand en reel risiko. Udløb, strøm og isskorper kan fange en trænet svømmer, før du når at reagere. Skift i stedet til landbaserede apportøvelser, spor på mark eller skov og kontrollerede legeaftaler med venlige hunde på blødt, ikke-saltet underlag.

Poternes trivsel afgør, hvor godt vinteren forløber. Klip hårene mellem trædepuderne let ned, så sne ikke pakker sig i klumper, der ændrer hundens skridt og øger risikoen for forstuvninger. Hold neglene korte for bedre greb på vinterunderlag. Inden turen kan du massere en tynd film voksbaseret potesalve ind mellem trædepuderne for at danne en fleksibel barriere mod salt og fugt.

Efter hver tur skylles poter og nedre ben i lunkent vand for at fjerne vej-salt og skidt, der kan udtørre og irritere huden. Tør grundigt – også mellem trædepuderne – og kontroller for rifter, rødme og ømhed. Ser du sprækker, små sår eller tegn på interdigital dermatitis (rødme, slikkeri), pauser du fra saltede fortove et par dage, bruger beskyttende sokker, og kontakter dyrlæge ved vedvarende irritation. En ugentlig mikrotrimning af poter og en hurtig daglig inspektion er typisk nok for en Toller med moderat pels.

På meget glatte stræk kan skridsikre potesokker være forskellen mellem tryg fremdrift og en stram, kompenserende gang, der belaster hofter og ryg. Vælg sokker, der sidder tæt uden at stramme, og væn hunden til dem indendørs, før I går ud i vinterføre.

Vinteromsorg slutter ikke ved dørtærsklen. Skab en varm, tør base med en tykkere madras eller seng, placeret væk fra træk og kold gulvkulde. En skridsikker måtte ved indgangen hjælper med at tørre poter og reducerer fugt i pelsen. Efter våde ture børstes Tolleren let igennem for at lufte underulden, og en hurtig tur med sugende håndklæde eller tørredragt gør underværker for varmen.

Pelspleje må gerne op i kadence om vinteren: en grundig børstning 1–3 gange ugentligt fjerner løse hår, fordeler naturlige olier og holder dækpelsen vandafvisende. Bad kun efter behov, og brug en mild hundeshampoo, da overdreven vask udtørrer huden. Tjek ørerne jævnligt, især efter våde og mudrede ture; retrieverører kan holde på fugt og disponere for ørebetændelse. Tør ydersiden forsigtigt, og luft øret med kortvarig foldning – uden at rode dybt i kanalen.

Mental stimulering holder rastløshed og uønsket adfærd nede, når dagene er korte. Berig miljøet med søgelege, slikkemåtter, foderlabyrinter og korte lydighedspas. Tolleren er meget tilpasningsdygtig og kan trives i en mindre bolig, når hjernen aktiveres og dagens motion tilpasses vejret. Justér fodermængden konservativt i perioder med øget forbrug i kulde – ofte 5–10 % ekstra – men hold øje med huld og tal med dyrlægen, hvis du er i tvivl. Friskt drikkevand i stuetemperatur bør være tilgængeligt hele dagen.