Senioromsorg for Tibetansk Mastiff: Ældre hunds behov

Tibetansk Mastiff er en langsomt modnende, storvokst race, men de fleste betragtes som seniore fra ca. 7–8 års alderen. Aldring viser sig ofte snigende, og racens uafhængige, reserverede natur kan maskere ubehag. Ejerens opmærksomme iagttagelse er derfor afgørende.

Typiske fysiske tegn er stivhed efter hvile, længere opvarmningstid, kortere skridtlængde, tøven ved trapper eller glatte gulve, samt at hunden ”falder bagud” på tur. Du kan se muskelmasse svinde på lår og skuldre, mens vægten paradoksalt stiger, især hvis stofskiftet er påvirket af autoimmun hypothyreose. Pelsen kan blive tør og mat, underulden kan filtre i bukser og omkring halsen, og negle bliver ofte for lange, hvilket øger belastningen på hofter og albuer.

Sensoriske ændringer er almindelige: let nedsat hørelse, øget blændfølsomhed eller begyndende katarakt/nukleær sklerose. Kognitive ændringer kan vise sig som uro om natten, mere søvn om dagen, glemsomhed, forvirring i kendte omgivelser eller ændret social adfærd. En Tibetansk Mastiff vil sjældent klage; i stedet ses subtile signaler som at undgå bestemte lege, slikke på et led, at rejse sig langsomt, eller øget gispen ved hvile.

Adfærdsmæssigt kan en senior blive mere selektiv med kontakt, men også mindre tolerant over for fremmede. Det skyldes både raceinstinkt (vagtadfærd) og potentielt smerte- eller sansebetinget utryghed. Varmestress tåles dårligere hos ældre, tunge hunde med tæt dobbeltpels, så hævede temperaturer kan udløse træthed, hæs vejrtrækning og overdreven halset.

Skeln mellem ”normal” aldring og sygdom: Pludselige forandringer i appetit, vandladning/tørst, vægt, tempo på tur, eller ny modvilje mod berøring i bestemte områder er røde flag, som bør føre til dyrlægetjek.

Når en Tibetansk Mastiff bliver senior, falder energibehovet typisk 10–20 %, mens behovet for højværdigt protein til vedligehold af muskelmasse består. Vælg et komplet senior- eller voksenfoder til store/gigantiske racer med moderat energiindhold, 22–28 % protein og 10–15 % fedt (vejledende), og justér portionerne efter huld (målret en BCS på 4–5/9) og muskeltilstand (MCS).

Led og bindevæv har godt af omega-3 fedtsyrer (EPA/DHA), som dæmper inflammation. Et praktisk udgangspunkt er 50–100 mg kombineret EPA+DHA pr. kg kropsvægt dagligt; for en 60–65 kg hund svarer det til ca. 3.000–6.500 mg pr. dag, fordelt over måltider og i samarbejde med dyrlægen. Overvej dokumenterede ledtilskud: glukosamin/chondroitin, grønlæbet musling, hyaluronsyre eller UC-II (undenatureret kollagen type II). Tilsæt evt. E-vitamin ved høj Omega-3-tilførsel efter aftale med dyrlægen.

Fiber (fx roefiber, psyllium) kan hjælpe ældre hunde til mæthed og stabil mave. Et let forhøjet indhold af antioxidanter (E- og C-vitamin, polyfenoler) kan støtte cellernes forsvar. Ved hypothyreose kræver vægtregulering disciplin: nøje portionskontrol, kaloriesvage godbidder (grøntsagsterninger, frys-tørret magert kød) og maksimalt 10 % af dagskalorierne fra godbidder.

Del dagens ration i 2–3 mindre måltider for at aflaste mave-tarm og stabilisere energiniveau. Sørg for frisk vand flere steder, især hvis hunden får tørfoder eller medicin. Vælg større kroketter eller tandplejefoder for bedre tyggearbejde, men kombiner altid med daglig tandbørstning.

Særlige hensyn: Ved begyndende nedsat nyrefunktion, pancreatitis, fødevareoverfølsomhed eller overvægt kan et terapeutisk diætprogram være påkrævet. Undgå overdosering af calcium/fosfor og unødige kosttilskud, der kan interagere med medicin.

Systematisk overvågning er nøglen til et langt, godt seniorliv. Planlæg dyrlægetjek hver 6. måned med fysisk undersøgelse, vægt/BCS og MCS, tandstatus, blodtryk, fuldt blodpanel inkl. stofskifte (TSH og total/frit T4) og urinanalyse. Racens størrelse og disposition gør ortopædisk evaluering central: hofter og albuer (HD/ED) kan udvikle betydelig artrose, ligesom tidligere OCD-læsioner kan give sekundære slidforandringer. Røntgen eller ultralyd kan være nyttigt ved forværring.

Smertehåndtering bør individualiseres. Muligheder omfatter NSAID efter blodprøver og dyrlægens anvisning, gabapentin, amantadin, tramadol i udvalgte tilfælde, samt injektionsserier med polysulfaterede glykosaminoglykaner. Fysioterapi, kontrolleret styrketræning og balancetræning kan støtte stabilitet og proprioception. Hydroterapi kan være gavnlig, men denne race er tung og tætpelset, så vælg opvarmet, kontrolleret bassin og professionel supervision – eller erstat med nænsomme bakke- eller sandture på kort varighed.

Endokrinologisk opsporing er vigtig, fordi autoimmun hypothyreose er rapporteret i store racer: træthed, vægtøgning, kuldeintolerance, tør pels og hudproblemer er klassiske tegn. Neurologisk screenes ved bagpartssvaghed, slingren eller ændret reflekssvar; arvelige neuropatier er sjældne, men differentieres fra artrose, diskus og degenerative tilstande.

Parasithåndtering bør opdateres, især for gårdhunde med udendørs vagt. Vaccinationsplanen tilpasses livsstil og helbred. Lav en beredskabsplan for håndtering hos dyrlægen: en reserveret, vagthundetype profiterer af samarbejdstræning, næse-target, frivillig mundkurvtræning og rolig, forudsigelig håndtering. Forbered evt. blodprøver og sedation efter protokol ved større procedurer for at minimere stress og risiko.

Før en enkel logbog over smerte/adfærd, søvn, appetit, turens længde og restitutionstid. Små afvigelser over tid afslører ofte tidlige problemer.

En ældre Tibetansk Mastiff har gavn af gennemtænkte tilpasninger i hverdagen. Start med underlaget: læg skridsikre løbere på glatte gulve, og afskær adgang til stejle trapper. En tyk, trykaflastende ortopædisk seng med memory-skum hjælper hofter og albuer; placer den i et køligt, trækfrit område med overblik, da racen instinktivt vil ”holde vagt”, også når den hviler.

Brug ramper til bil og høje kanter. Et godt polstret Y-sele og et løftehåndtag kan aflaste ved ind- og udstigning. Hæv mad- og vandskåle en smule for at reducere belastning på albuer og nakke, men undgå overdreven højde. Klip/slib kløer ugentligt; hos tunge hunde kan bare 1–2 mm for lange kløer forskyde vægtbæring og forværre gigt. Hold pelsen velplejet: ugentlig gennembørstning, hyppigere i fældeperioder, og tjek for filt i bukser, bag ørerne og ved halskraven. Hud og pels afslører ofte stofskifte- og ernæringsstatus, så noter ændringer.

Temperaturstyring er centralt. Den tætte dobbeltpels beskytter mod kulde, men øger varmebelastning. Planlæg ture tidligt eller sent på varme dage, vælg skyggefulde ruter, og medbring vand. Snuseture og problemløsning trætter mentalt uden hård belastning: gem godbidder i græsset, lav enkle spor, eller brug foderpuzzle 10–15 minutter dagligt. Hold de fysiske sessioner korte og hyppige: 2–3 rolige turpas af 15–25 minutter frem for én lang.

Supplér med blid massage, varme-/kuldepakninger efter fysioterapeutens anvisning, og korte stræk/range-of-motion-øvelser. Hvis hunden tidligere har sovet ude som vagthund, kan seniorlivet med fordel flyttes mere indendørs, hvor underlag, temperatur og nattero kan kontrolleres. Forbered gæster og håndværkere på rolig ankomst og forudsigelige ritualer; mindre socialt pres reducerer stress hos en reserveret senior.

En struktureret vurdering hjælper dig til at træffe trygge beslutninger, når din Tibetanske Mastiff bliver gammel. Brug gerne HHHHHMM-skalaen (Hurt, Hunger, Hydration, Hygiene, Happiness, Mobility, More good days than bad), og vægt mobilitet og tryghed ekstra højt for denne race.

Hurt (smerte): Vurdér hvilesmerte (gispen, uro), haltheder, morgenstivhed og respons på medicin/tilskud. Brug en enkel 0–10-skala dagligt i en logbog. Hunger/Hydration: Spiser og drikker hunden normalt, eller kræver den ”overtalelse”? Vægttab eller vægtøgning uden forklaring kræver udredning. Hygiene: Kan hunden selv holde sig ren, eller skal den hjælpes med pels, poter og bagpart? Happiness: Virker den interesseret i familien, næsearbejde og korte ritualer, eller trækker den sig? Mobilitet: Kan den selv rejse sig, gå 10–15 minutter og klare små forhindringer uden at vælte?

For en uafhængig vagthund er kontrol over omgivelser og forudsigelighed afgørende for trivsel. Sørg for faste rutiner og et ”job” i lav intensitet, fx at søge godbidder i haven eller patruljere et afgrænset område i langsomt tempo sammen med dig. Hvis gode dage er i klart mindretal, eller hvis smerte ikke kan kontrolleres uden uacceptable bivirkninger, er det tid til at drøfte palliativ plan eller skånsom aflivning.

Planlæg i god tid: aftal smertelindring, støtteudstyr og en nødplan til weekender. Drøft hjemme-aflivning og low-stress-håndtering med dyrlægen. Træn frivillig mundkurv og rolig berøring, så sidste besøg bliver så fredeligt som muligt for en reserveret hund. Husk, at målet ikke er at forlænge tiden for enhver pris, men at maksimere værdifulde, gode dage med værdighed.