Tibetansk Mastiff - Ansvarlig avl og genetik

Den tibetanske mastiff er en stor, oprindeligt tibetansk vagt- og hyrdehund, indplaceret i FCI gruppe 2 (schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde). Som avler bør du altid forankre dit arbejde i racens funktionelle oprindelse: en uafhængig, intelligent og reserveret vagt med stærk loyalitet over for familien, og et nøgternt, stabilt nervesystem. Hanner bør måle mindst 65 cm og tæver mindst 62 cm, kropsvægten ligger typisk omkring 62–65 kg, men fokus skal være på sunde proportioner, korrekt konstruktion og ubesværet bevægelse – ikke ekstrem størrelse. Pelsen er en middel-lang, tæt dobbeltpels med markant krave/man hos mange hanner; farverne er sort, sort med rødbrune aftegninger, gulbrun eller skifergrå, med eller uden sorte hårspidser. Pigmentering skal være stærk, øjne mandelformede og udtryk opmærksomt, men roligt. Halen bæres højt og kan være let rullet over ryggen, når hunden er i bevægelse eller alert. Brystkassen skal være dyb, ryggen lige og lårmuskulaturen kraftig. Vinklering bør være moderat, så leddene belastes hensigtsmæssigt, og gangen skal være jordvindende og elastisk. Racens væsentlige temperamentstræk – uafhængighed og reserverethed – kræver avl på særligt stabile, miljøfaste individer med kontrolleret vagtsomhed, som kan fungere i et moderne, civiliseret samfund. Overdreven skarphed, nervøsitet, frygtsomhed og uforudsigelig reaktivitet er uønskede. I praksis indebærer avlsstandard, at udstillingsmeritter aldrig må vægte højere end funktionel sundhed, stærke nerver og et bevareligt arbejdspotentiale. En tibetansk mastiff trives bedst i et stort hjem og med struktureret, daglig aktivering – omkring en times kvalitetsmotion – samt regelmæssig pelspleje mindst ugentligt, gerne oftere i fældeperioder. Avlsdyr skal udvise racetypisk udtryk uden overdrivelser, en tør, veltilpasset hud og korrekt bid, og de skal være i atletisk kondition, ikke blot massive.

Sund, ansvarlig avl i tibetansk mastiff kræver bevidst styring af genetisk diversitet, fordi racen globalt bygger på relativt få grundlæggere og historiske flaskenhalse. Start med at beregne inavlskoefficient (COI) på mindst 5–10 generationer, og tilstræb en COI på under 6,25 % over 10 generationer, helst lavere, for at dæmpe risikoen for recessive sygdomme og tab af vitalitet. Undgå ”popular sire”-effekten ved at begrænse en enkelt hanhunds andel af afkom i en generation, for eksempel til under 5 % af det samlede antal registrerede hvalpe i klub/land. Vælg bevidst parringer, der kombinerer linjer med dokumenteret sundhed og lang levetid, og brug gerne estimater for avlsværdi (EBV), hvor tilgængeligt, for hofter og albuer. Ortopædiske sygdomme som hofte- og albuedysplasi er polygenetiske, det vil sige, at mange gener og miljøet bidrager; selektion på flere led (forældre, søskende og afkom) giver størst fremgang. Endokrine sygdomme som autoimmun hypothyreose har en arvelig komponent; forekomst i nære slægtninge bør tælle ned i avlsvurderingen. Nervesystem-lidelser som arvelig demyeliniserende neuropati (CIDN) kan i nogle linjer forekomme; hvis en valideret DNA-test findes, er den et stærkt redskab til at undgå to bærere. Farvegenetikken omfatter blandt andet tanpoint (AT) og agouti-varianter, som giver sort/tan og gulbrune nuancer, samt evt. dilutionsanlæg (D-locus), der kan give skifergrå. Farve må aldrig prioriteres over sundhed og temperament, og parring mellem to dilutionsbærere bør kun overvejes, hvis sundhed og diversitet klart taler for det, og begge hunde i øvrigt er stærke på alle væsentlige parametre. Temperament har moderat arvelighed; derfor er dokumenteret mental robusthed hos avlsdyret og dets nærmeste familie vigtigt. Racen modnes sent – ofte først mentalt i 2–3-års-alderen – hvorfor avlsvurdering bør ske sent nok til, at det voksne sind og den endelige konstruktion kan bedømmes retvisende.

Et stringent sundhedsprogram er rygraden i ansvarlig avl. For en tibetansk mastiff anbefales som minimum: 1) Hofter (HD) med officiel FCI-scoring (A–E) tidligst ved 12–18 måneder, gerne efter 18 måneder for mere pålidelig vurdering i en tung race. Stræb efter A eller B. 2) Albuer (ED) med officiel scoring (0–3) fra 12–18 måneder; mål ED 0. 3) Skuldre: klinisk ortopædisk undersøgelse, og røntgen/CT ved kliniske tegn, da OCD og udviklingsforstyrrelser kan forekomme. 4) Thyreoidea-panel for autoimmun hypothyreose fra ca. 2 år: total T4, fri T4 (gerne ved ED-metode), TSH og thyreoglobulin-antikropper (TgAA). Gentag ved 3–4 års-alderen før videre avl. 5) Neuropati/DNA: test for kendte mutationer i racen/linien, fx arvelig demyeliniserende neuropati (hvis test er tilgængelig), og overvej SOD1 (degenerativ myelopati) som supplerende screen. 6) Øjenundersøgelse hos ECVO-dyrlæge for at opspore entropion/ektropion og andre defekter, initialt før avl og derefter ved behov. 7) Hjerte: klinisk auskultation årligt; ekkokardiografi kan overvejes i linjer med hjertemislyde eller ved højt avlsbrug af en han. 8) Avlshygiejne: Brucella canis-test for begge parter op til parring, især ved import/frossen sæd; tæveundersøgelse med vaginalcytologi og bakteriologi ved gentagne tomme løbetider. 9) Fertilitet: sædevaluering af han (morfologi, motilitet), progesteron-timing hos tæve. Dertil kommer almindelige, men vigtige tiltag for en kæmperace: hold huld i normalområdet (BCS 4–5/9) for at aflaste led, og undgå hurtig vækst hos unghunde via korrekt fodring, da dette nedsætter risikoen for HD/ED og osteokondrose. Vær opmærksom på maveudvidelse og -drejning (GDV) som akutrisiko i dybbrystede, store hunde; det er ikke en genetisk testbar sygdom, men avl på dybe, stabile kister og moderate proportioner samt ejerrådgivning om fodrings- og aktivitetsrutiner reducerer risikoen. Saml og del sundhedsdata åbent i klubregistret, da gennemsigtighed er et stærkt forebyggelsesværktøj.

Etisk avl handler om hundens livskvalitet før, under og efter reproduktion. I en tibetansk mastiff, der er stor, sentmodnende og reserveret, betyder det, at du planlægger i god tid og sætter grænser for brugen af dine avlsdyr. Tæver bør som udgangspunkt ikke indgå i avl før 24 måneders-alderen og først efter fuld sundheds- og mentalvurdering. Hanhunde bør være minimum 24–30 måneder og helst have dokumenterede, sunde afkom, før de bruges bredt. Læg pauser mellem tævens kuld, og begræns antal kuld i en tæves liv af hensyn til hendes langsigtede helbred. Undgå at avle på individer med kendte, arvelige problemer eller med gentagne væsentlige adfærdsafvigelser, selv om de eventuelt har udstillingsmeritter. Racens natur kræver også gennemtænkt socialisering af hvalpe: stille, kontrollerede møder med mennesker og miljøer fra uge 3–12, så de udvikler en sund, kontrolleret vagtsomhed uden frygt. Som opdrætter har du et ansvar for åbenhed: del sundhedsresultater – også de mindre flatterende – og undgå bevidst at promovere farver, størrelse eller ekstreme træk, der kan kompromittere helbred og temperament. Reducér ”popular sire”-syndromet med interne avlsregler, for eksempel maks. 5–6 kuld pr. han i Danmark, afhængigt af populationens størrelse. Sørg for klare købsaftaler med sundhedsgaranti, tilbagekøbs-/omplaceringsklausul og forventningsafstemning om racens motionsbehov (ca. 1 time dagligt), pelspleje (ugentlig som minimum) og boligkrav (stort hjem, sikker indhegning). Overvej at meritere avlsdyr med en struktureret mentalbeskrivelse (fx MH/BPH-lignende test), arbejdsprøver eller adfærdsbeskrivelser fra uvildige kilder. Kvalitet trumfer kvantitet: hellere færre, velovervejede kuld end hyppig reproduktion. Endelig, planlæg fødsel og neonatal pleje omhyggeligt; store hvalpe kan give risiko for langvarigt fødselsforløb, hvorfor tæt kontakt til dyrlæge er god etik og praksis.

Matchning af avlspartnere i tibetansk mastiff bør bygge på komplementaritet, dokumenteret sundhed og lav COI. Start med stamtavleanalyse og beregn COI over 10 generationer; søg aktivt efter parringer, der sænker eller holder COI lav uden at gå på kompromis med racetypen. Sammenlign HD/ED-resultater og, hvor muligt, EBV’er: par en tæve med stærke hofter med en han, der ikke blot selv er fri, men også har mange frie søskende og voksne afkom. Gennemgå familiens sygehistorik for autoimmun hypothyreose – spørg til TgAA-status hos forældre/søskende – og undgå at kombinere to linjer med kendt forekomst. Har din tæve lette skulder- eller øjenbemærkninger, så vælg en partner med helt rene fund og uden lignende anmærkninger i nær familie. Vurder temperament klinisk og i hverdagen: racen skal være reserveret, men mentalt robust, med kontrolleret vagtsomhed og rolig afreaktion. Brug gerne standardiserede mentalbeskrivelser og indtryk fra uvildige dommere/trænere. Konstruktion skal være funktionel: balanceret længde/højde, moderat vinkling, korrekt brystdybde og effektiv bevægelse. Undgå parring, der forstærker massivt tungt frontparti eller overdreven manke/hals, som kan belaste forparten. Hvis farver prioriteres, så hold dig inden for standarden (sort, sort/tan, gulbrun, skifergrå) og undgå at lade farve styre beslutningen; sundhed og sind går først. Planlæg logistikken: progesteronmåling for optimalt parringstidspunkt, aftalt brucellatest, og en klar aftale om opfølgning på kuldets sundhed. Indgå med fordel i avlssamarbejder på tværs af linjer og lande, så du udvider genpuljen uden at miste type. Og husk, at racen er sentmodnende: en lovende 12–18 måneder gammel hund kan ændre sig betydeligt – vent hellere, til både krop og sind er færdigudviklet.