Tibetansk Mastiff hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

En Tibetansk Mastiff er en stor, robust molosser med et reserveret temperament, som kræver en dyrlægeoplevelse, der er rolig, struktureret og forudsigelig. Planlæg et grundigt sundhedstjek mindst én gang årligt, og efter 7-årsalderen, hvor mange kæmperacer betragtes som seniore, hver sjette måned. Ved hvert besøg gennemgår dyrlægen vægt og kropssammensætning, gang og led, tænder og mundhule, hud og pels, hjerte og lunger samt en basal neurologisk vurdering. For denne race, der er disponeret for ortopædiske problemer, er en omhyggelig ortopædisk undersøgelse med palpation af hofter og albuer vigtig, især i unghundeperioden.
Forbered dit besøg hjemmefra. Mastiffen er ofte vagtsom over for fremmede, så træn positive håndteringsøvelser, rolig på- og afklædning af udstyr, berøring af poter, ører og mund, samt kortvarige, belønnede ophold på bord eller skridsikre måtter. Muzzle-træning (positivt indlært mundkurv) kan være en uvurderlig sikkerhed, ikke fordi hunden er “farlig”, men fordi det giver alle ro, hvis der skal håndteres smertefulde områder.
Aftal gerne en stille tid på klinikken, og bed om at vente i bilen eller få direkte adgang til konsultationsrummet, så din hund undgår tætpakkede venteværelser. Medbring en skridsikker måtte, rigelige godbidder og eventuelle tidligere journaler eller resultater. Ved årlige tjek anbefales et basis blodprofil og urinundersøgelse for at opfange skjulte lidelser, herunder tidlige tegn på autoimmun hypothyreose. Hos unge, hurtigtvoksende mastiffer kan dyrlægen anbefale opfølgende kontrol af vækst, fodring og træning hver 3.-4. måned det første år for at forebygge overbelastning.
Tal med dyrlægen om anæstesi- og sederingsprotokoller til store, selvstændige hunde. Korrekt dosering, intravenøs adgang, overvågning og skræddersyede smertestyringsplaner er vigtige, når der skal røntgenfotograferes led eller udføres tandbehandlinger. En rolig, forberedt tilgang reducerer stress, forbedrer sikkerheden og giver mere præcise fund.

Kernevacciner for hund i Danmark omfatter typisk hundesyge (CDV), smitsom leverbetændelse/adenovirus (CAV-2) og parvovirus (CPV). Parainfluenza indgår ofte i kombinationsvacciner, og leptospirose anbefales generelt i vores klima, især hvis hunden færdes i områder med gnavere eller stillestående vand. Rabies er påkrævet ved rejse til udlandet, og kennelhoste (Bordetella bronchiseptica med/eller parainfluenza) er relevant for hunde, der går til træning, udstilling eller opholder sig på pension.
Standardtidsplan: Hvalpevacciner ved ca. 8, 12 og 16 uger, med booster ved 12 måneder. Herefter gives kernevacciner oftest hvert tredje år, mens leptospirose og kennelhoste gives årligt, afhængigt af risiko og præparat. Rabies gives efter gældende regler og præparatets varighed, hyppigt hvert tredje år. En Tibetansk Mastiff deltager ofte i ringtræning eller vagtarbejde, hvor der er kontakt med mange hunde, så drøft kennelhoste.
Titertest kan i nogle tilfælde bruges til at vurdere immunitet mod visse kernesygdomme, men vær opmærksom på, at myndigheder og arrangementer kan kræve dokumenteret vaccination frem for titer.
Balancer vaccination med racens helhedstilstand. Store hunde kan blive trætte et døgn efter vaccination; planlæg derfor rolige dage og observer for sjældne bivirkninger som hævelser, nældefeber, opkast eller kollaps. En reserveret mastiff profiterer af forudsigelig håndtering: beløn roligt samarbejde, hold sessionerne korte, og undgå overfyldte venteværelser. Notér altid præcist præparat, batchnummer og dato i hundens EU-pas og egen journal. Det gør eventuel fejlsøgning og rejseplanlægning væsentligt lettere.

Parasitudfordringer i Danmark omfatter især flåter, lopper og rævens bændelorm ved rejse til visse områder. Vælg et veldokumenteret flåt- og loppepræparat (spot-on, tablet eller halsbånd) ud fra hundens livsstil og pels. Tjek pelsen ugentligt, gerne oftere i sæson, da den tætte dobbeltpels kan skjule flåter. Lungorm (Angiostrongylus vasorum) forekommer i dele af landet; tal med dyrlægen om forebyggelse, hvis din hund færdes i risikoområder, eller hvis den spiser snegle/sluger græs. Rutinemæssig ormekur gives ikke længere “blind”, men efter behov på baggrund af afføringsprøve eller rejsehistorik.
Tandpleje er central. Kæmperacer kan samle plak hurtigt, og daglig eller næsten daglig tandbørstning med hundetandpasta forebygger paradentose. Supplér med tandvenlige tyggeemner efter aftale. Klip klør hver 3.-4. uge, og vedligehold pels med grundig ugentlig gennembørstning. Den kraftige manke og underuld kræver særligt fokus i fældeperioder for at undgå hudirritation.
Fodring har stor indvirkning på led og vækst. Brug et stor-race hvalpefoder med kontrolleret energi- og mineralindhold, til væksten er afsluttet (typisk 18-24 måneder). Undgå overfodring og for hurtig vægtøgning, som kan øge risikoen for hoftedysplasi, albuedysplasi, osteochondrosis dissecans og panosteitis. Del daglig ration i 2-3 måltider, og undgå kraftig aktivitet en time før og to timer efter fodring for at reducere risiko for mavedrejning. Brug skåle på gulvet og gerne en slowfeeder, hvis din hund spiser hurtigt.
Overvej profylaktisk gastropeksi (kirurgisk fiksering af mavesækken) hos højrisiko-kæmperacer, eventuelt i forbindelse med neutralisation, og drøft fordele/ulemper med dyrlægen. Neutering bør for kæmperacer ofte udskydes, til skeletmodningen er fuldført, da tidlig neutralisation kan øge risikoen for visse ortopædiske problemer. Et skræddersyet program for forebyggelse skaber tryghed for både hund og ejer.

Som stor, dybtbygget hund er den Tibetanske Mastiff i risiko for mavedrejning (Gastric Dilatation-Volvulus, GDV). Søg øjeblikkelig hjælp ved pludseligt oppustet mave, rastløshed, gispende opkast uden indhold, smertereaktion ved bugen, blege tandkød eller kollaps. Tid er afgørende.
Andre akutte alarmsignaler inkluderer: alvorlig haltheden uden støtte på benet, høj feber eller hedeslag (peser voldsomt, varm og tør næse, sløvhed, evt. kollaps), vejrtrækningsbesvær, kramper, svær allergisk reaktion (hævet snude/læber, nældefeber, opkast), forgiftning, åbne sår eller påkørsel. Hos unge mastiffer kan pludselig intens smerte i lange rørknogler pege på panosteitis, som kræver smertehåndtering og ro.
Forbered et akut-setup: hav telefonnummer og adresse på nærmeste døgnåbne klinik i telefonen og på køleskabet, et førstehjælpskit (sterile saltvandsampuller, bandagemateriale, klorhexidin, engangshandsker, termometer), samt en veltilpasset mundkurv til sikker håndtering, hvis hunden har stærke smerter. Ved transport hold hunden rolig og afkølet på en skridsikker måtte; giv ikke smertestillende fra håndkøb uden at have talt med dyrlægen, da visse præparater kan vanskeliggøre senere behandling.
Ved mistanke om hedeslag køles hunden gradvist med lunkent vand og luftcirkulation, ikke iskoldt vand. Mål rektal temperatur, hvis muligt, og stop aktiv nedkøling, når temperaturen nærmer sig 39,5 °C, eller tidligere hvis hunden begynder at ryste. Ring altid i forvejen til klinikken, så teamet kan forberede modtagelse. En rolig, forberedt ejer og en trænet mastiff gør en markant forskel i akutte situationer.

Løbende hjemmemonitorering gør, at du opdager ændringer tidligt. Vej hunden månedligt, og vurder Body Condition Score (målbar talje, ribben føles let gennem pels). Notér appetit, drikkevaner, energi og søvn. Gennemgå pelsen ugentligt for knuder, skæl, hotspots eller flåter, og tjek ører for rødme og lugt. Se tænder og tandkød for plak, rødme eller blødning. Observer bevægelse: stivhed ved opstart, bunny-hopping eller modvilje mod trapper kan være tidlige tegn på hofte- eller albueproblemer.
Fra midt-i-livet kan du, efter aftale, få årlige blodprøver med thyroidea-profil for at opspore autoimmun hypothyreose tidligt. Symptomer omfatter træthed, vægtøgning trods normal fodring, pels- og hudproblemer samt kuldeintolerance. Neurologiske forandringer som usikker gang, svækkelse eller koordinationsproblemer bør altid vurderes, da arvelige neuropatier forekommer i racen.
Forebyg ortopædiske skader ved at begrænse glatte gulve hjemme, bruge skridsikre tæpper og holde neglene korte. Træn kontrolleret, variabelt underlag og kropskontrol frem for højintens hop og skarpe retningsskift, især i vækstperioden. Den Tibetanske Mastiff har ikke behov for maratonmotion; op til en times velafbalanceret aktivitet dagligt er passende for de fleste, suppleret med mental stimulation (spor, næsearbejde, problemløsning), som passer racens intelligente, uafhængige natur.
Planlæg røntgenscreening af hofter og albuer, når skelettet er modent, særligt hvis du overvejer avl, eller hvis hunden udviser tegn på ubehag. Et tæt samarbejde med din dyrlæge om ernæring, forebyggelse og adfærdsstøtte giver et langt, sundt liv på 12–15 år, som racen typisk opnår, når den passes fornuftigt.