Tosa vinteromsorg: Koldt vejr og hundens behov

Tosaen er en stor, muskuløs molosser med kort, glat pels og relativt lidt underuld. Det giver en blandet kuldetolerance: Kroppens masse holder bedre på varmen end mindre racer, men den korte pels og store, blottede brystkasse gør ham sårbar over for vind, fugt og vindafkøling. Mange Tosaer trives fint i køligt, tørt vejr, men bliver hurtigt kolde, når det blæser, regner eller sneer. Særligt hvalpe, slanke hunde og seniorer med stive led, er følsomme og bør skærmes ekstra i vinterhalvåret.

Hold øje med tegn på, at din Tosa fryser: rysten, hævede eller løftede poter, sammenkroppet holdning, halen trukket ind, stiv gang, snusen efter husdøre og øget søgen mod dig. Ved udtalt kulde ses sløvhed, ukoordinerede bevægelser og glasagtigt blik, hvilket kræver hurtig opvarmning og evt. dyrlægekontakt.

Praktiske temperaturretningslinjer for en rask voksen Tosa: Over 5 °C kan de fleste gå normale ture uden dækken, hvis det er tørt. Mellem 0 og 5 °C er et vindtæt, vandafvisende dækken ofte en fordel, især i blæst. Ved 0 til –5 °C bør turene gøres kortere, 15–30 minutter ad gangen med pauser. Under –5 °C holdes kun korte luftninger på 5–15 minutter, med tæt observation. Husk, at fugt og vind kan gøre +3 °C føles som under frysepunktet, så justér efter forholdene.

Akklimatisér gradvist: Øg eksponeringen med få minutter dagligt over 1–2 uger, og lad pelsen være helt tør mellem turene. Efter fysisk aktivitet, hvor kroppen er varm og fugtig, køler en Tosa hurtigt af. Planlægningsmæssigt er det derfor klogt at slutte udendørs leg et par minutter tidligere end om sommeren, så du kan gå en rolig “nedvarmningsrunde” hjem, før hunden kommer ind og tørres.

Den rigtige udrustning gør vinteren både sikrere og mere behagelig for en Tosa. Et kvalitetsdækken bør være vand- og vindtæt, have isolerende for og dække brystkassen godt, da netop bryst og bug er udsat for kulde og vejsjap. Vælg en model, der rækker til haleroden, og som ikke begrænser skulderfriheden. En halsedisse/snood i uld eller fleece kan være en stor hjælp på blæsende dage, hvis din hund tolererer det.

Refleks og lys er obligatorisk i de mørke måneder. Kombinér bred, synlig refleksvest med LED-lys på sele eller halsbånd, så din mørke eller brindlede Tosa ses på afstand. Til trækketure er en Y-formet sele med bred polstring ideel, så trykket fordeles over brystet og ikke klemmer halsen. Undgå store metalbeslag direkte mod huden i frost, da de kan blive meget kolde.

Poterne fortjener særlig opmærksomhed. En god potevoks/ball balm, påført 5–10 minutter før turen, danner en barriere mod salt og sjap. I hårdt føre eller på kraftigt saltede fortove kan skridsikre potesko beskytte mod snitsår og sprækker. Vælg fleksible såler og sikre velcrolukninger, der passer en bred, stor pote; træn gradvist, så hunden accepterer dem.

Hjemme er en absorberende tørredragt eller mikrofiberhåndklæde guld værd. Den forkorter tørretiden, forebygger kolde muskler og skåner møbler. En anti-slip måtte i entreen mindsker risikoen for, at en tung Tosa glider, når han kommer våd ind. Til bilkørsel i frost anbefales skridsikre ramper til ind- og udstigning, da spring fra højde på glat underlag øger risikoen for forstuvninger. Husk ID-mærkning og ajourført telefonnummer, så en mørk vinteraften ikke udvikler sig til en lang eftersøgning.

Store, tungbyggede hunde som Tosa har godt af jævn, lav- til mellemintens motion om vinteren, kombineret med mental aktivering. Start altid med 5–10 minutters rolig opvarmning i snusetempo, før du øger tempoet. Del dagens aktivitet op i 2–3 kortere ture frem for én lang; det reducerer nedkøling og giver bedre potepleje mellem ture.

Udendørs giver varierende underlag god, skånsom styrke: sne i moderate mængder øger modstanden, men undgå dyb, tung sne og glatte isflader. Gå i kuperet terræn i snor for at skåne knæ og skuldre, og brug din egen skridsikring, så du ikke taber balancen og river i selen. Sprint og skarpe vendinger på glat underlag frarådes, da korsbåndsskader er hyppigere i vinterføre.

Indendørs kan du kompensere for kortere gåture med næsearbejde og kontrolleret styrketræning: godbidssøg, gemmeleg, target-arbejde, sit-to-stand-serier, bakkeøvelser langs en væg og lave cavaletti over puder eller bøger på tæppe. Hold øvelserne langsomme og teknisk rene, og stop, mens hunden er motiveret. En god tommelfingerregel er i alt 10–15 minutters fokuseret træning ad gangen, 1–2 gange dagligt, ud over de regulære gåture.

Hydrering er let at glemme i kulde. Tilbyd lunkent vand før og efter aktivitet, og planlæg foder, så der går mindst 60 minutter mellem større måltider og intens leg eller løb, da store, dybbrystede hunde kan have øget risiko for mavedrejning. Kaloriebehovet kan stige en smule i kulde; justér 5–10 % op, hvis vægten falder, eller ned, hvis motionen samlet set er lavere, end den er om sommeren. Hold øje med taljen, og vej månedligt for at undgå vintervægt, som belaster led.

Vinterens største udfordringer for poter er vejrsalt, iskanter, frosne gruspartikler og sneklumper mellem trædepuder. Selvom Tosaen ikke har meget lang pels mellem tæerne, kan små hår og fugt binde sne, som fryser til klumper og ændrer gangen. Forberedelse og efterpleje gør en markant forskel.

Før turen: Trim forsigtigt hårduske mellem trædepuder, hvis de stikker ud; hold kløerne korte, så poten får korrekt kontakt med underlaget; påfør en beskyttende potevoks, og giv den tid til at sætte sig. Vælg ruter med mindre salt og mere naturunderlag, når det er muligt. Træn potesko gradvist: start indendørs 3–5 minutter med godbidder, øg til korte ture, og beløn elasticitet i bevægelserne.

Efter turen: Skyl poter og understel i lunkent vand for at fjerne salt og sjap, dup grundigt tørt, også mellem trædepuder og ved ulvekløer. Påfør en reparerende balm ved begyndende tørhed eller mikrorevner. Læg en skridsikker måtte i entreen, så din Tosa ikke glider, mens du tørrer.

Pas på symptomer på irritation og skader: rødme, slikkeri, halthed, små blodige sprækker eller varme områder. Små sår kan skylles med fortyndet klorhexidin (0,05 %) og dækkes kortvarigt med en åndbar sok; ved vedvarende smerte, hævelse eller pus kontaktes dyrlægen. Saltforgiftning kan opstå, hvis hunden slikker store mængder salt af pelsen; tegn er opkast, diarré, sløvhed og i svære tilfælde kramper – søg dyrlæge hurtigt. Ved mistanke om forfrysning (bleghvide, kolde poter, nedsat følesans) må du ikke gnide; lun forsigtigt med lunkent, fugtigt håndklæde, og søg professionel hjælp.

En tung, kortpelset hund som Tosaen har stor gavn af en varm, tør base mellem vinterture. Placér sovepladsen trækfrit, væk fra døre og kolde gulve. En ortopædisk madras med 8–12 cm memoryskum aflaster hofter og albuer, og en let hævet seng forbedrer luftcirkulationen, så pelsen tørrer hurtigere. Tørredragt eller et godt mikrofiberhåndklæde i 20–30 minutter efter turen forebygger, at kulde sætter sig i musklerne.

Hold luftfugtigheden mellem 40–60 % for at modvirke tør hud. Børst let 1–2 gange om ugen for at fjerne løse hår og stimulere hudens olier, og overvej omega-3-fedtsyrer i kosten efter aftale med dyrlægen, hvis pelsen virker mat. Sørg for stabil døgnrytme, da mange vagtsomme Tosaer slapper bedst af, når dagen er forudsigelig.

Mental aktivering indendørs er winter’s secret weapon: fyldte aktivitetslegetøj, slikkeplader, snusemåtter og korte lydigheds- eller tricksessioner tømmer hovedet uden at belaste led. Indfør en fast ro-kommando (“på plads”), og giv tyggetid efter aftenture, så arousal falder. Tjek, at varmekilder er afskærmede; store hunde kan uforvarende komme tæt på brændeovnen.

Led og mave fortjener ekstra omtanke i kolde måneder. Varm altid op, før du laver styrkeøvelser. Begræns trapper, hvis gulve eller poter er våde, og læg skridsikre løbere i glatte zoner. Fodr i 2–3 mindre måltider, giv ikke store mængder vand eller foder lige før/efter voldsom leg, og indfør mindst 60 minutters ro både før og efter højintens aktivitet for at reducere risiko for mavedrejning. Vej hunden månedligt, så vinterhygge ikke bliver til overvægt, der nager led – din Tosa vil takke dig til foråret.