Wetterhoun - Allergi og intolerance: Komplet guide

Wetterhoun er ikke en hypoallergen race. Som vandhund har den en tæt, krøllet og naturligt fedtet pels, som er designet til at afvise vand og beskytte huden i kolde og fugtige miljøer. Den særlige pelsstruktur kan binde noget skæl, hvilket for enkelte mennesker kan opleves som mindre svævende allergen, men de primære hundeallergener findes i spyt, urin og hudskæl, og de følger med på hår, i støv og på overflader. Wetterhoun er desuden en relativt stor hund, hvilket betyder, at den samlet set producerer flere allergener end en mindre hund – uanset pelsens udseende.

Racen fælder moderat i løbet af året, men pelsen må ikke barberes ned, da det ødelægger dens naturlige vandafvisende egenskaber og kan give hudproblemer. Ved korrekt pleje kan man dog begrænse mængden af allergener i hjemmet. Ugentlig pelspleje består typisk af at løsne løse hår og småfiltre med fingrene og en grovtandet kam, altid i pelsens retning og uden at “fluffe” pelsen op, så skæl spredes. Børster med stive tænder kan irritere huden og bryde hårstråene; brug i stedet en bred kam og eventuelt en knudetang til selektivt at åbne filtfrie områder.

Efter svømning skylles pelsen i ferskvand, og hunden tørres grundigt – især i armhuler, lyske og bag ørerne – for at forebygge fugtrelateret irritation og gærvækst. Bad kun efter behov med en mild, parfumefri hundeshampoo, og undgå hyppig vask, som kan fjerne de beskyttende hudolier. I hjemmet kan konsekvent rengøring, god ventilation og brug af HEPA-filtrering i støvsuger og eventuel luftrenser hjælpe med at holde allergenmængden nede. Kombineret med faste zoner, hvor hunden ikke opholder sig – typisk soveværelset – kan disse tiltag gøre hverdagen lettere for allergiske familiemedlemmer.

Allergi hos en Wetterhoun kan vise sig som kløe, rødme, gentagen ørebetændelse, poter, der slikkes, eller tilbagevendende “hot spots” (akut fugtig dermatitis). Da racen elsker vand og har hængende ører, er den særligt udsat for fugt i hudfolder og øregange, hvilket kan trigge eller vedligeholde hud- og øreproblemer hos allergiske individer.

Daglig rutine gør en stor forskel. Tør hunden grundigt efter jagt, svømning eller regn, og brug en skånsom ørerens efter behov – især i pollensæsonen og efter bad/svøm – for at genskabe et tørt og balanceret miljø i øregangen. Undgå vatpinde dybt i øret; massér i stedet basis af øret efter påføring af ørerens, og lad overskydende væske løbe ud. Hold pelsen fri for stramme filtre i armhuler, bag ører, mellem tæer og i lysken, så hud kan ånde. Trim ikke pelsen ned, men fjern selektivt filt og hold længden funktionel.

Miljøkontrol i hjemmet reducerer allergenbelastningen: støvsug med HEPA-filter to til tre gange ugentligt, vask hundens tæpper ved 60 °C, og før en klar adfærds- og kløedagbog (0–10 skala), så du og dyrlægen kan spotte mønstre og evaluere tiltag. Indfør “pote-bruser” efter gåture i højt græs eller på støvede underlag – en lun skylning og aftørring kan fjerne pollen og irritanter. Parasitsikring året rundt mod lopper og flåter er essentielt, da loppeallergi kan udløse voldsom kløe.

Wetterhoun er intelligent og samarbejdsvillig, så træn rolig håndtering fra ung alder: stå roligt ved tørring, ørerens og potetjek. Mental og fysisk aktivering – op til 2 timers daglig motion plus næsearbejde – mindsker stressrelateret slikken/kradsen, som ofte forværrer hudtilstande. Ved tegn på overfladiske hudinfektioner, ørelugt eller mørk, voksagtig sekretion, søg dyrlæge tidligt; jo hurtigere man bryder inflammationsspiralen, desto mindre medicin kræves typisk.

Foderallergi og foderintolerans kan give kløe, ørebetændelse og mave-tarm-symptomer. Hos Wetterhoun, som er en stor og aktiv hund, er det vigtigt at vælge en ernæringsmæssigt komplet løsning, der både adresserer eventuel allergi og understøtter en slank kropskondition.

Diagnostik begynder oftest med en eliminationsdiæt i 8–12 uger, enten med et hydrolyseret veterinærfoder eller et stramt sammensat LID (limited ingredient diet) med en ny proteinkilde, som hunden aldrig har fået før (f.eks. and, hest, kanin eller vildt), og én kulhydratkilde. I diætperioden må der ikke gives andre proteiner: ingen godbidder, tyggeben, tandstikker eller medicin med smagsstof – medmindre de matcher diætens proteinkilde eller er godkendt af dyrlægen. Efter perioden foretages en kontrolleret “provokation” med det gamle foder; vender symptomerne tilbage, er diagnosen stærkt sandsynlig.

For aktive vandhunde kan omega-3-fedtsyrer (EPA+DHA ca. 100–150 mg/kg kropsvægt/dag) dæmpe hudinflammation. Vælg rensede fiskeolier eller færdige huddiæter, og justér den samlede energi, så vægten holdes stabil. Klinisk dokumenterede probiotika kan forbedre hudbarrieren og mave-tarm-tolerancen. Opbevar tørfoder i originalposen i en lufttæt beholder, brug mindre poser, og undgå langtidsopbevaring; så mindskes “lagermider”, som kan trigge fødevare-relaterede reaktioner. Frys eventuelt portioner i 48 timer for at reducere mider yderligere.

Hjemmelavet diæt bør kun ske i samarbejde med dyrlæge eller veterinær ernæringsekspert, så vitamin- og mineralbalancen, herunder calcium/fosfor, er korrekt for en stor race. Vær varsom med råfodring; den kan være mikrobiologisk risikabel og ernæringsmæssigt ubalanceret. Hold hunden slank (ribbene skal kunne mærkes let), da overvægt øger systemisk inflammation og kan forværre kløe. Vælg simple, enkeltproteins-godbidder, der matcher diæten, når diagnosen er på plads.

Wetterhoun trives i og ved vand, hvilket stiller særlige krav til miljøstyring for at forebygge allergiske udløsere. Fugt er en central faktor; våd pels og varme hudfolder skaber ideelle betingelser for gær og bakterier. Skyl altid i ferskvand efter saltvand og søer, og tør grundigt med håndklæde og eventuelt kølig føn, så hud og ører bliver helt tørre. Undgå stillestående eller algeblomstrende vand; hudirritation og toksiske reaktioner kan opstå ved kontakt med cyanobakterier.

Udendørs pollen topper sæsonvis. Planlæg de længste ture, når pollentallet er lavt (typisk efter regn eller tidlig morgen), og brug en hurtig “aftørringsrutine” ved hjemkomst: mikro fiberklud over pels og poter, let ørerens efter behov, og udluftning af gangen, hvor hunden kommer ind. I hjemmet hjælper en luftrenser med HEPA-filter, regelmæssig udluftning og en relativ luftfugtighed på 40–50 % med at reducere både skimmelsporer og støvmider. Vask hundens sengetøj og plaider ved 60 °C ugentligt med parfume- og farvefri vaskemiddel.

Støvmider og lagermider kan også findes i foder- og godbidsrester. Opbevar foder korrekt, hold foderspanden ren, og undgå at blande nyt foder i bunden af gammelt. I haven kan kortklippet græs og fjernelse af fugtige løvdynger mindske skimmel. Skyl og tør poter efter tur på grus, græs eller marker, hvor pollen og jord kan klæbe. Til sidst, sørg for konsekvent loppe- og flåtkontrol; selv enkeltbid kan udløse kraftig kløe hos allergiske hunde.

En målrettet plan starter hos dyrlægen. Klinisk undersøgelse suppleres ofte med hud- og ørecytologi for at identificere sekundære bakterie- og gærinfektioner, som typisk opstår ved allergisk kløe. Foderallergi afklares med eliminationsdiæt. Ved mistanke om miljøallergi (atopi) kan intradermale tests eller serologiske IgE-tests bruges til at sammensætte allergenspecifik immunterapi (ASIT).

Akut kløe og flair-ups kan behandles kortvarigt med glukokortikoider, mens længerevarende kontrol ofte opnås med oclacitinib (Apoquel) eller monoklonalt antistof mod IL‑31 (lokivetmab, Cytopoint). Antihistaminer kan hjælpe nogle hunde, især profylaktisk, men effekten er variabel. Topiske midler er hjørnestenen i hudplejen: vask med antiseptiske shampooer (f.eks. 2–4 % klorhexidin) ved bakteriel overvæxt og kombinationsshampooer med svampedræbende ingredienser (f.eks. miconazol/ketoconazol) ved gærproblemer. I ørerne anvendes målrettede øredråber med antiinflammatorisk komponent og evt. antibiotika/svampemiddel på baggrund af cytologi.

Immunterapi (ASIT) er den eneste kausale behandling ved atopi og har dokumenteret effekt hos en stor del af hunde, men kræver tålmodighed; bedring ses typisk efter 3–6 måneder, og fuld effekt vurderes efter 9–12 måneder. Parallelt bør en konsekvent parasitforebyggelse (isoxazoliner mod lopper/flåter) indgå i planen, da loppeallergi forværrer kløe.

Aftal en “flair-plan” med dyrlægen: hvornår der startes skylninger, topikale midler, systemiske lægemidler, og hvornår der revurderes. Kontrolbesøg hver 8–12 uge i aktiv fase, derefter hver 3–6 måned, hjælper med at finjustere behandlingen og minimere medicinforbrug. Hold vægten slank, og overvåg ører og hotspots ugentligt. Avl på hunde med udtalte, kroniske allergier frarådes generelt, da dispositionsfaktorer kan være arvelige.