Basset Artesien Normand - Ansvarlig avl og genetik

Basset Artesien Normand (BAN) er en fransk, drivende jagthund i FCI gruppe 6, der kombinerer klassisk basset-type med funktionel lethed. Standarden beskriver en middelstor, langstrakt, lavbenet hund på 30–36 cm i skulderhøjde og typisk 15–20 kg, med silkeblød, kort pels. Farverne er trefarvet hvid–fauve–sort eller tofarvet fauve og hvid. Udtrykket er venligt og opmærksomt, temperamentet roligt, blidt og vedholdende, og næsen fremragende. BAN skal kunne arbejde i kuperet terræn og holde farten, uden at kropsbygningen kompromitterer sundheden. Hovedet er langstrakt med let hvælvet skalle, veldefineret stop, tørre læber i moderat grad og meget lange, smidige ører, der er lavt ansatte og når mindst til næsespidsen – men aldrig så overdrevne, at de hindrer luftcirkulationen eller øger risikoen for otitis. Øjnene er store, mørke og uden udtalt hængende nedre øjenlåg. Halsen er moderat lang med let halshud, brystet dybt til albuen, ryggen lang men muskuløs og fast, lænden stærk, krydset let faldende. Lemmerne er korte og kraftige med let buede forben og tætte, godt hvælvede poter, der bærer vægten stabilt. Bevægelsen er jordvindende, fri og regelmæssig, med god for- og bagaktion uden paddlen eller kohaset bagpart. Eksteriørmæssigt skal helheden være moderat: ingen overdreven løs hud, ingen ekstrem længde af ryggen, ingen overdreven tyngde. Avlere bør aktivt undgå overdrivelser, der øger risikoen for ryg- og øjenproblemer, og i stedet prioritere korrekt proportion, stærk overlinje, sunde øjenrande, moderate ører, god muskulatur og korrekt kropsvægt. BAN er ikke en højintens hund, men den trives med daglige ture op til omkring 30 minutter, kombineret med næsearbejde; avlsdyr bør vise sund arbejdsglæde, stabil nervestyrke og venlig social adfærd, der egner sig til familie- og jagtbrug.

Ansvarlig avl i BAN handler om at balancere type, funktion og genetisk diversitet. Racen er relativt sjælden, hvorfor aktiv styring af indavlskoefficient (COI) og undgåelse af populære avlshanner er afgørende for at bevare en robust genpulje. Tilstræb en 5–10 generations COI på maksimalt 6,25–8 %, og følg også Ancestor Loss Coefficient (ALC) for at sikre, at forfædre ikke tabes fra populationen. Brug slægtskabsberegninger, når du planlægger parringer, og prioriter par, der reducerer afkoms COI frem for at øge den. Som chondrodystrofisk race bærer BAN den genetiske baggrund, der giver korte ben og øger risikoen for diskdegeneration (forbundet med FGF4-retrogener). Denne egenskab er racetypisk og ikke en målbar defekt i sig selv, men avlen bør konsekvent undgå yderligheder i kropslængde, for lav mankehøjde og overdreven tyngde, som samlet set kan øge risikoen for intervertebral disk disease (IVDD). Selektionsmæssigt er mange sundhedstræk polygenetiske, hvorfor linjebaserede tendenser (flere nære slægtninge med samme problem) vægtes højere end enkeltstående hændelser. DLA/MHC-diversitet (immun-genetik) er vigtig for modstandskraft; bland linjer og undgå at gentage nære kombinationer for at støtte immun variation. Farvegenetik er simpel i BAN, hvor tri- og bicolour er tilladt; fristelsen til at vælge efter modefarver skal stå tilbage for sundhed, temperament og funktion. Internationalt samarbejde er ofte nøglen i sjældne racer: import af sæd eller begrænset brug af udenlandske hunde kan øge effektiv populationsstørrelse, men følg altid brucellose-screening og lokale karantænekrav. Arbejd gerne med avlsmål og avlsplaner, der beskriver prioriteringer for de næste 3–5 år, herunder mål for COI, øjenrande, rygfasthed, bevægelse og mental stabilitet.

BAN anses overordnet som en robust race uden kendte, race-specifikke DNA-sygdomme, der kræver obligatorisk test pr. i dag. Alligevel bør ansvarlige avlere følge en struktureret sundhedsprotokol, der retter sig mod racens konformation og generelle hundesundhed. Hofteled: Røntgen og scoring (FCI) ved 12–18 måneder, og avl fortrinsvis på A/B-hofter. Albueled: ED-røntgen kan overvejes som supplerende screening. Knæ: Klinisk undersøgelse for patellaluksation. Ryg: Da chondrodystrofi øger risikoen for IVDD, kan frivillig rygscreening med laterale røntgenbilleder og optælling af diskforkalkninger ved 24–48 måneder bruges som selektionsværktøj; par ikke to hunde med udtalt forkalkningsgrad. Øjne: Årlig ECVO-øjenundersøgelse anbefales for at monitorere entropion/ektropion, distichiasis og generel øjenstatus; selektér for stramme, sunde øjenrande. Ører: Klinisk otoskopi og evt. cytologi før parring for at sikre sunde ører hos hunde med pendulerende øreflapper; tilbagevendende otitis bør vægtes imod i avlen. Hjerte: Auskultation årligt; ved mislyd, ekkokardiografi før avl, særligt efter 3 års alder for at udelukke tidlig MMVD. Endokrinologi: Thyroideaprofil (T4, fT4, TSH) kan overvejes hos voksne avlsdyr for at udelukke hypothyreose. Reproduktion: Brucella canis-test før internationale parringer; tæver bør gennemgå almen helbredsundersøgelse, vaginalcytologi/progesteronstyring ved behov og overvejes CHV-1 (herpes) vaccination efter dyrlægens råd. Generelle blodprofiler og parasitscreening forud for parring og drægtighed er god praksis. DNA: Test for FGF4-retrogener kan være uden praktisk selektionsværdi, hvis varianten er udbredt/fikseret i racen; prioriter hellere fænotypisk ryg- og øjen-sundhed. Dokumentér alle fund i åbne databaser, så linjebeslutninger kan tages på et oplyst grundlag.

Etik i BAN-avl begynder med ”fit for function”. Hunden skal kunne leve et godt liv, bevæge sig ubesværet og udføre det næse- og sporarbejde, racen er skabt til, uden smerte eller unødig risiko. Tæver bør først parres, når de er fysisk og mentalt modne, typisk tidligst ved 20–24 måneder og helst efter anden løbetid. Hanhunde kan bruges fra cirka 18 måneder, når sundhedsdata foreligger. Hold kropskonditionen på 4–5/9; overvægt øger markant risikoen for rygproblemer og forringet fertilitet. Planlæg passende kuldinterval, giv tæven fuld restitution, og begræns det totale kuldantal til et niveau, der ikke kompromitterer hendes sundhed. Cæsarsnit bør være undtagelsen, ikke det planlagte; forekomst af dystoci i linjen bør registreres og indgå i selektionen. Velfærd omfatter også hverdagen: giv avlsdyr daglige, moderate ture, næsearbejde og miljøtræning, da BAN’s drift og sociale mildhed skal bevares. Undgå at avle på frygt eller hårdhed; racen skal være venlig, stabil og håndterbar. Vær transparent omkring sundhedsdata, ECVO-resultater, HD/ED, rygstatus og eventuelle behandlinger. Overhold DKK’s regler for registrering, ID-mærkning, købskontrakter og levering tidligst ved 8 uger. Socialisér hvalpe systematisk i uge 3–12, med fokus på lydmiljø, berøring, rolig bilkørsel og næselege. Sæt klare grænser for brug af populære hanner (fx maks. 5 % af registrerede hvalpe i en 5-årsperiode), så racen ikke flaskehalses genetisk. Og endelig, prioriter funktionel moderering: vælg hunde med fast ryg, moderate ører og sunde øjenrande, selv hvis mere ”dramatiske” træk kan virke showmæssigt attraktive.

Udvælgelsen af den rette makker til en Basset Artesien Normand begynder med tydelige avlsmål. Definér, hvad din hund bidrager med, og hvad der bør forbedres: rygfasthed, øjenrande, ører, bevægelse, størrelse, temperament, næse og jagtlyst. Indsaml dokumentation: HD/ED-scores, ECVO-rapport, rygscreening, hjertevurdering, fertilitets- og infektionsstatus. Gennemgå stamtavler i 5–10 generationer, beregn forventet COI, og søg en kombination, der reducerer indavl og tilfører ny variation, uden at du mister racetype. Vælg en partner med komplementære fortrin: har din hund tendens til blødere øjenrande, så vælg en med tørre, tætte øjenlåg og fri ECVO-historik over flere år. Er ryggen lang i forhold til højden, så prioriter en makker med kortere lænde, stærk overlinje og effektiv bagaktion. Ørerne skal være lange og fine, men for lange eller meget tunge ører øger risikoen for otitis; vælg moderat. Temperamentet skal være stabilt, venligt og samarbejdsvilligt; undgå at kombinere to selvstændige, meget stemmestærke hunde, hvis målet er familieegnethed. Planlæg logistics tidligt: brucellose-test, sæddeponering, transport, progesteron-timing og backup-plan ved mislykket parring. Aftal skriftligt om sundhedsansvar, opfølgning og data-deling, så afkom kan evalueres. Efter kuldet, indsamles systematisk feedback fra hvalpekøbere om sundhed, ører, øjne, ryg, adfærd og aktivitetsbehov. Brug disse data i næste avlsplan, så forbedringen bliver kontinuerlig. For en sjælden race som BAN kan samarbejde mellem lande være forskellen mellem stagnation og fremdrift; brug det bevidst, men med samme strenge sundheds- og etikfiltre som hjemme.