Sundhedsguide for Maremma: Forebyggelse og tidlig opdagelse

Maremmaen – også kendt som Cane da Pastore Maremmano-Abruzzese – er en stor, selvstændig vogterhund fra Italien. Den hører under FCI Gruppe 1 (Hyrde- og kvæghunde), sektion hyrdehunde uden brugsprøve. Hanner måler typisk 65-73 cm, tæver 60-68 cm, og vægten ligger omkring 30-45 kg. Racen er hvid med eventuelt elfenbens- eller meget lyse cremeaftegn, har en tæt, vejrbestandig dobbeltpels og lever i reglen 11-13 år. Den er ikke hypoallergen, fælder sæsonbetonet kraftigt, og har et moderat til højt plejebehov. Som stor, dybbrystet hund er Maremmaen særligt disponeret for visse problemer, som ejere bør kende og forebygge.
Hofte- og albueledsdysplasi er blandt de hyppigste ortopædiske lidelser. Slaphed i leddene under vækst kan over tid give smerter og slidgigt. Hurtig tilvækst, overvægt og uhensigtsmæssig belastning øger risikoen. Hos unge individer ses desuden af og til vækstrelaterede lidelser som osteochondrose (OCD).
Gastrisk dilatation-volvulus (GDV, “oppustning”/mavedrejning) er en livstruende akuttilstand, hvor mavesækken udspiles og kan rotere. Maremmaens dybe bryst og vagthundeadfærd (som kan medføre store måltider efter længere hvileperioder) gør målrettet forebyggelse vigtig.
Øjenproblemer forekommer i racen, herunder entropion/ektropion, kronisk irritation, tåreflåd og, sjældnere, katarakt. Tidlig opdagelse forebygger varig skade på hornhinden.
Hud og pels kan give udfordringer: varmepuds (hot spots), fugteksem og overfladiske hudinfektioner ses især ved fugt under den tætte underuld. Ørerne er halvlange og kan, særligt i fugtigt miljø, være disponerede for ydre øregangsbetændelse.
Endokrinologisk ses hypothyreose hos nogle store racer, hvilket kan give træthed, vægtøgning og mat pels.
Anæstesi- og pesticidsensitivitet skal tages alvorligt: enkelte Maremmaer reagerer kraftigt på visse sedationer og stærke loppemidler/flåtsprays (fx permethrinbaserede produkter). Doser skal tilpasses, og midler vælges med dyrlægens vejledning.
Som race med robust arbejdsmoral er Maremmaen ofte god til at skjule ubehag. Det gør ejers skarpe observation og proaktiv sundhedspleje ekstra vigtig.

Forebyggelse begynder med avls- og opdrættervalg. Vælg en opdrætter, der helbredsundersøger avlsdyr for hofte- og albueledsdysplasi (FCI/OFA-resultater), samt får øjenlyst hundene. Bed om dokumentation, og spørg til racetypiske problemer i linjerne.
Foder og vækststyring er kritisk. Brug et fuldfoder til store racer, og undgå overfodring – især i hvalpe/unghundeperioden – for at begrænse for hurtig vækst og belastning af led. Mål maden, vej hunden månedligt, og styr efter en slank kropskondition (ribben skal kunne mærkes let, talje anes ovenfra). Tilsæt ikke ekstra calcium/fosfor, medmindre dyrlægen har ordineret det.
For at beskytte led anbefales lav- til moderatbelastende motion: lange, rolige gåture, blød skovbund, kontrolleret bakke- og næsearbejde. Undgå gentagne høje spring, skarpe vendinger og glatte gulve. Tæpper, skridsikre måtter, korte negle og stærke bagpartsmuskler reducerer risiko for overbelastning. Overvej fra voksenalderen evidensbaserede tilskud som omega-3 (EPA/DHA) og evt. grønlæbemusling eller glukosamin/kondroitin, hvis dyrlægen anbefaler det.
GDV-forebyggelse inkluderer flere små måltider, fodring i gulvhøjde, ro før og efter fodring (undgå intens aktivitet 60-90 minutter omkring måltider), og brug af langsom-skål til grådige spisere. Luft og vand er vigtigt, men store mængder vand lige efter træning bør undgås. Diskutér profylaktisk gastropexi (forebyggende fastsyning af maven) med din dyrlæge, ofte i forbindelse med neutralisation.
Pels- og hudpleje: børst grundigt 2-3 gange ugentligt, og dagligt i fældeperioder, så fugt og løse hår fjernes. Tør hunden helt efter regn og bad, og tjek hotspots, især bag ørerne, på halsen og inderlår. Ørekontrol og skånsom rens ved behov forebygger infektion.
Parasitter håndteres bedst med dyrlægeanbefalede midler. Da racen kan reagere på visse sprays, bør du undgå at kombinere produkter uden vejledning og foretrække veldokumenterede orale flåt-/loppemidler, hvis din dyrlæge vurderer det passende.
Planlæg anæstesi sikkert: ved alle procedurer bør der laves præanæstetisk blodprofil, individuel dosering og tæt monitorering. Informér altid dyrlægen om racen og evt. tidligere reaktioner.
Mental sundhed: Maremmaen trives med opgaver. Struktureret vagtopførsel gennem indhegning, tydelige rutiner, næsearbejde og ro-træning reducerer stress og selvpålagt overaktivitet, som kan belaste krop og sind.

Tidlig opdagelse redder liv og funktion. Lær din Maremmas normale adfærd at kende, og notér afvigelser.
Ortopædi: se efter stivhed efter hvile, modvilje mod at hoppe ind i bil, bunny-hopping ved galop, haltheder der flytter sig mellem ben, kliklyde fra led samt muskelatrofi over hofter/skuldre. Hos unge hunde kan pludselige haltheder efter leg indikere vækstrelateret lidelse.
GDV: tidlige tegn er rastløshed, forsøg på at kaste op uden at der kommer noget, overdreven savlen, oppustet, trommende mave, smertereaktion ved berøring, blege gummer og hurtig vejrtrækning. Dette er akut – kør straks til dyrlæge, ring på forhånd, og kør ikke alene hvis du kan undgå det.
Øjne: kniben med øjet, rødme, tåreflåd, brunlige tårestriber, ofte rengøring med poten, fotofobi eller uklart blik. Tidlig behandling forebygger sår på hornhinden.
Hud/ører: varm, fugtig hud med pelsfiltring, pludselig dårlig lugt, intens kløe, sårskorper og rødme. I ørerne ses rysten på hovedet, kløe, mørkt sekret eller smerte ved berøring.
Systemisk: uforklarlig vægtøgning, træthed, kuldskærhed, skæl og mat pels kan pege mod hypothyreose. Øget tørst, hyppig urinering eller gentagne hudinfektioner bør udredes.
Neurologisk/adfærd: ændret vågenhed, påfaldende isolering, lydfølsomhed eller pludselig aggression kan være tegn på smerter eller sygdom hos en ellers afbalanceret vogterhund.
Anæstesirelateret: forlænget træthed, opkast, vaklen eller usædvanlig uro efter sedering bør rapporteres til dyrlægen.
Husk, at Maremmaen kan være stoisk. Små, vedvarende ændringer – langsommere tempo på gåturene, mindre interesse for omgivelserne, tungere vejrtrækning i hvile – er ofte de første tegn, du opdager i hverdagen.

En struktureret sundhedsplan med faste dyrlægetjek giver den bedste chance for et langt, aktivt liv.
Hvalp og unghund: vaccinationsprogram, ormebehandling efter behov, vækstkontrol hver 4.-6. uge de første måneder og adfærdsgennemgang. Vurder ernæring og kropskondition løbende, og planlæg røntgen for hofter/albuer, hvis der er kliniske tegn eller avlsplaner.
Voksen hund (1-7 år): årligt helbredstjek med klinisk undersøgelse, tandstatus, hjerte-/lungelyt, ortopædisk palpation og kropskonditionsscore. Baseline-blodprofil omkring 2-3 års alderen er nyttig reference til fremtidige sammenligninger. Øjenkontrol ved tegn eller hvert 1-2 år hos disponerede linjer. Tandsanering efter behov. Diskutér parasitstrategi ud fra aktivitetsniveau og geografi.
Senior (7+ år): halvårlige kontroller anbefales. Inkludér blod- og urinprøver for at fange tidlige tegn på stofskiftesygdom og organpåvirkning, samt blodtryk og øjenundersøgelse. Gennemgå smerteprofil og mobilitet ved hver kontrol, og justér motion, underlag i hjemmet og eventuel smertelindring.
Anæstesi- og procedureplan: ved enhver sedering eller operation bør præanæstetisk blodprøve, individuel dosering, iv-adgang, væsketerapi og overvågning (EKG, puls-oximetri, blodtryk) være standard. Informér om tidligere reaktioner og racens potentielle følsomhed, så dyrlægen kan vælge skånsom protokol.
Vægt- og ernæringsopfølgning: vej din Maremma månedligt hjemme eller hos klinikken, og hold en log. Små ændringer håndteres bedst tidligt.
Forebyggende kirurgi: profylaktisk gastropexi kan drøftes, særligt hos hunde med dybt bryst eller familiær forekomst af GDV. Neutralisation bør, som tommelfingerregel for store racer, først overvejes efter fuld skeletmodning (typisk 18-24 måneder), da tidlig kastration kan øge risikoen for visse ledproblemer – beslutningen træffes i dialog med dyrlægen.
Dokumentation: opbevar alle resultater digitalt, så ændringer kan sammenholdes over tid.

Tænk sundhed som et projekt, der følger din Maremma fra hvalp til senior.
Miljø og hverdag: racen er avlet til at arbejde selvstændigt i åbent terræn. Ideelt bor den i et hus med stor, sikkert indhegnet have, hvor den kan patruljere. Den er typisk ikke en vandhund, men de fleste kan lide at soppe og svømme sikkert under opsyn. Dens kæbepres er betydeligt, så sikre legetøj, undgå hårde kastepinde, og tilbyd tyggeben, der ikke splitter.
Aktivitet: planlæg 60-90 minutters daglig, lav- til moderatintensiv motion, gerne fordelt på to ture, suppleret med næsearbejde, problemløsning og ro-træning. Undgå gentagne eksplosive lege.
Ernæring: justér energiindtag efter årstid og aktivitetsniveau. Nogle Maremmaer har fødevareoverfølsomhed – ved vedvarende kløe, mave-tarm-uro eller øreproblemer kan en kontrolleret eliminationsdiæt i samråd med dyrlægen afdække triggere. Hold protein- og fedtkvalitet høj, og vær konsekvent med måltidsrutiner.
Pels og hud: regelmæssig børstning holder huden tør og sund. Under fældning kan bad med skånsom, fugtregulerende shampoo og grundig tørring forebygge hot spots.
Sikkerhed og beredskab: hav altid en plan for GDV og andre nødstilfælde – kend nærmeste døgnåbne klinik, hav nummeret på telefonen, og vid, hvordan normale vitale værdier ser ud for netop din hund.
Avl og langsigtede beslutninger: ønsker du at avle, bør du gennemføre officielle røntgen- og øjenundersøgelser og kun bruge sunde, adfærdsstabile hunde. For familiehunde er neutralisation og evt. profylaktisk gastropexi vigtige beslutninger, der kræver timing og individuel vurdering.
Økonomi og forsikring: en god sygeforsikring tidligt i livet gør store beslutninger nemmere senere. Forebyg hellere end at behandle.
Socialisering og træning: fordi Maremmaen er reserveret over for fremmede, bør socialisering være struktureret og positiv, så dyrlægebesøg og håndtering (fx tand-, øre- og poteinspektion) er stressfrie. En tryg hund viser tidligere, når noget gør ondt – og du opdager det i tide.