Sundhedsguide for Old English Sheepdog: Forebyggelse og tidlig opdagelse

Old English Sheepdog (OES) er en robust, stor hyrdehund, men racen har nogle velbeskrevne dispositioner, der fortjener opmærksomhed. Hofteledsdysplasi er den mest kendte ledlidelse, hvor hofteskålen og lårbenshovedet ikke passer optimalt sammen. Det kan give smerte, nedsat præstation, stivhed og senere slidgigt. Elbow dysplasia ses også i store racer og kan vise sig som forbenhalthed hos unge hunde. Øjensygdomme er hyppige: grå stær (katarakt) kan opstå arveligt eller aldersbetinget og give nedsat syn, mens progressiv retinal atrofi (PRA) medfører gradvist synstab, ofte med natteblindhed som første tegn. Hypothyreose er relativt almindelig i midaldrende OES og skyldes ofte autoimmun thyroiditis; den giver træthed, vægtøgning, pels- og hudproblemer samt fertilitetsforstyrrelser. Døvhed kan være medfødt, især i linjer med meget hvidt, eller opstå senere. Racens tætte, lange dobbeltpels og hængende ører disponerer til tilbagevendende ørebetændelser og hudproblemer som hotspots og atopisk dermatitis, særligt hvis pelsen filtrer og fugt bliver stående i underulden. Som stor race kan OES udvikle overvægt, hvilket belaster led og hjerte-kar-system. Mavedrejning (GDV) forekommer i store, dybbrystede hunde og er livstruende; kendte risikofaktorer er hurtig ædetempo, store måltider og kraftig aktivitet tæt på fodring. Tandsygdom og tandkødsbetændelse ses som hos andre familiemedlemmer. Endelig bør man være opmærksom på varmerelateret stress; den kraftige pels isolerer, og OES kan overophede på varme og fugtige dage. Samlet set er prognosen for et langt, godt liv god, når man arbejder forebyggende med vægt, pelspleje, regelmæssige helbredstjek og målrettet screening for racens øjen-, øre- og ledproblemer.

Forebyggelse er nøglen til en sund OES, fordi mange racetypiske problemer kan reduceres i sværhedsgrad med de rette rutiner. Start med korrekt ernæring: giv hvalpe foder til store racer, så væksten går jævnt, og undgå overforsyning af calcium og energi, der øger risikoen for ledlidelser. Hold en slank kropskondition hele livet; mål ribbernes dæklag ugentligt, og justér fodringen ved behov. Del voksenportioner i 2-3 mindre måltider, brug slowfeeder, og undgå intens leg en time før og efter fodring for at mindske risikoen for mavedrejning. Motionér dagligt, men tænk ledskånende: lange, rolige gåture, kuperet terræn i moderat tempo, næsearbejde og svømning er fremragende. Undgå gentagne høje hop, hårdt underlag og skarpe vendinger, især før 18-24 måneders alderen. Pelspleje er sundhedspleje: børst til bunds 3-4 gange ugentligt, så luft kan cirkulere i underulden, og huden holdes tør; tør altid hunden helt efter bad og svømning for at forebygge hotspots. Rens og kontroller ører ugentligt; trim forsigtigt hår i øregangen kun efter vejledning fra dyrlæge eller groomer, og brug egnet ørerens. Øjnene beskyttes ved at holde pelsen ren og fri for filtre omkring øjenkrogene; mange bruger en skånsom topknude for at forbedre syn og ventilation. Tandbørstning dagligt eller mindst 3-4 gange om ugen forebygger parodontose. Vaccinationer og parasitkontrol bør følge lokal risikoprofil; i Danmark kan forebyggelse mod rævens lungeorm og flåtbårne sygdomme være relevante. Overvej genetiske og kliniske helbredsscreeninger, særligt øjenundersøgelse og hoftevurdering, og drøft evt. profylaktisk gastropexi ved samtidig bedøvelse hos individer med høj GDV-risiko.

Tidlig opdagelse begynder i hjemmet. Ved hofte- og albueproblemer ses ofte stivhed efter hvile, øget træthed på ture, modvilje mod at hoppe op i bil eller på sofa, kaninhop i løb og tydelig haltheden. Ved hud- og pelsproblemer bemærkes kløe, slikkeri, rødme, ildelugtende fugtige områder, skæl eller filtrer, der trækker i huden. Ørebetændelse giver hovedrysten, kløe mod ørerne, rødme, ømhed og mørk eller ildelugtende sekret. Øjensygdomme giver tåreflåd, usikkerhed i dæmpet lys, at hunden går ind i ting, grålig uklarhed i pupillen eller ændret refleks i øjet. Hypothyreose viser sig ved vægtøgning trods uændret foder, kuldskærhed, sløvhed, tynd pels, skaldede områder, hudinfektioner og hos nogle adfærdsændringer. Døvhed kan vise sig som mindre respons på kald, at hunden sover tungt og bliver let forskrækket, eller at den reagerer bedre fra den ene side. Tegn på mavedrejning er akut uro, udspilet mave, gentagne uproduktive brækforsøg, savlen og smertepåvirkning – det er akut, og dyrlægekontakt er påkrævet straks. Overophedning viser sig ved kraftig gispen, glasagtige øjne, svaghed, opkast, desorientering og kollaps; køl skånsomt ned, og kør til dyrlæge. Generelle faresignaler er pludselig adfærdsændring, markant nedsat appetit, vedvarende diarré/opkast, vægttab, haltheder over 24-48 timer eller feber. Brug gerne en logbog eller app til at notere ændringer i aktivitet, appetit, afføring og pels, så subtile tendenser opdages tidligt.

En struktureret sundhedsplan hos dyrlægen øger chancen for tidlig opdagelse betydeligt. Hvalpe og unghunde bør ses hyppigt for vækstkontrol, tandfrembrud og fodringsrådgivning. Overvej BAER-hørescreening i kuld eller ved mistanke om nedsat hørelse. Ved 12-18 måneder kan hofter og evt. albuer røntgenundersøges for at kortlægge ledstatus, især hvis der er symptomer eller avlsplaner. Øjne bør undersøges af øjendyrlæge (ECVO) som basislinje og ved avl; som familiehund er en rutinemæssig øjenvurdering hvert 1.-2. år fornuftig i voksenlivet, hyppigere ved fund. Fra 3-4 års alderen er årlige helbredscheck med klinisk undersøgelse, vægt- og BCS-vurdering, tandstatus, øre- og hudtjek oplagte. Inkludér blodprofil og urinprøve hvert år eller hvert andet år; ved OES giver et udvidet stofskiftepanel inkl. total T4 og, ved mistanke, fri T4 og TSH, ofte tidlig indikation på hypothyreose. Seniorhunde fra ca. 7 år bør ses hver 6. måned, med fokus på smertevurdering, bevægelsesevaluering, blodtryk, hjerte- og lungeauskultation, samt mere regelmæssige blod- og urinprøver. Dyrlægen kan foreslå ledstøtte: fysioterapi, vægttab, omega-3, glukosamin/kondroitin og evt. moderne smertebehandling. Ved tilbagevendende øreproblemer kan cytologi og dyrkning styre behandling og forebyggelse. Drøft varme- og rejserisici, vaccinationer og parasitforebyggelse ud fra livsstil; i Danmark er plan mod rævens lungeorm relevant i risikoområder. Til hunde med høj risiko for mavedrejning kan en profylaktisk gastropexi overvejes i forbindelse med anden bedøvelse. Sammen med din dyrlæge bør du have en skriftlig plan, der opdateres årligt.

Tænk i livsfaser. I hvalpe- og unghundeårene er målet kontrolleret vækst, socialisering og skånsom opbygning af muskler og motorik. Hold underlaget skridsikkert i hjemmet, brug ramper i stedet for spring, og byg gradvist udholdenhed via daglige ture, næsearbejde og korte træningspas. Voksenhunden trives med mere end 2 timers daglig aktivitet fordelt over dagen, gerne suppleret med mental stimulering som spor, let hyrdelignende lege og problemløsning. Pelspleje- og ørerutiner integreres som faste ugentlige aftaler, der forebygger hud- og øreproblemer. Planlæg årlige helbredstjek med øjenfokus, samt vægtkontrol hver måned hjemme. Midt i livet, hvor hypothyreose og tidlig slidgigt kan melde sig, justeres foderet til vedligehold eller ledstøtte, og fysioterapi, massage eller svømning kan indføres fast. I seniorfasen øges frekvensen af kontroller til hver 6. måned, og hverdagen tilpasses med kortere, hyppigere ture, bløde hvilepladser og temperaturstyring, da OES lettest bliver varm. Forsikring og en opsparing til uforudsete dyrlægeomkostninger giver ro til at handle tidligt. Brug teknologi: aktivitetsmåler, foderlog og påmindelser om medicin og pleje. Hav en nødplan for mavedrejning og varmechok, inkl. telefonnumre til nærmeste døgnåbne dyrehospital. For avlshunde er fuld helbredsscreening, inklusive hofter, albuer, ECVO-øjne og relevante DNA-tests, en ufravigelig del af racens sundhedsarbejde. Med en gennemarbejdet plan, konsekvent pleje og tidlig indsats kan en OES typisk leve 10-12 år i god trivsel og være en stabil, glad familiehund.