Sankt Bernhardshund - Allergi og intolerance: Komplet guide

Sankt Bernhardshunden er ikke hypoallergen. Tværtimod er racen en stor, dobbeltpelset hund, der fælder betydeligt, og som ofte savler. Det betyder, at den både frigiver mange skælpartikler fra huden og efterlader spyt på pels, møbler og gulve – begge dele indeholder hundeallergener, som kan udløse symptomer hos følsomme mennesker. Allergenerne består primært af proteiner (bl.a. Can f 1, Can f 2 og hos intakte hanner Can f 5), som findes i skæl, spyt og urin, og som klæber til støv, tekstiler og overflader i hjemmet.

Racen findes i både glat- og langhåret variant, men begge har tæt underuld. Sankt Bernhard fælder hele året med tydelige sæsonspidser forår og efterår. Den store kropsoverflade forstærker den samlede mængde allergen i hjemmet, og den karakteristiske læbefold medfører hyppigere savl, hvilket yderligere øger allergenbelastningen. Der findes ingen pelspleje, som kan gøre racen “hypoallergen”, men konsekvent pleje kan reducere mængden af allergener i miljøet.

Hyppig udredning og støvkontrol i hjemmet er vigtige, hvis der bor allergiske mennesker sammen med en Sankt Bernhard. Mekanisk fjernelse af allergener – via grundig børstning udendørs, regelmæssig vask af hundens sengetøj og støvsugning med HEPA-filter – betyder ofte mere end kemiske løsninger. Badning kan midlertidigt sænke allergenniveauet i pelsen; typisk opnås en praktisk balance ved skånsom vask hver 4.–6. uge, eller oftere ved akutte behov, når hudens barriere samtidig beskyttes med hundespecifikke, fugtgivende produkter. Hvis mennesker i husstanden har specifik allergi mod Can f 5, kan kontakt med intakte hanhunde være særligt problematisk; kastration kan i nogle tilfælde reducere denne komponent, men bør altid vurderes helhedsorienteret med dyrlægen.

Allergi hos Sankt Bernhardshunden viser sig oftest som atopisk dermatitis (miljøbetinget allergi), foderrelateret overfølsomhed eller kontaktoverfølsomhed. Typiske tegn er kløe, rødme, ørerbetændelse, tilbagevendende hot spots, misfarvet pels på poter fra slikning, tilbagevendende hud- eller øreinfektioner (bakterier eller Malassezia-gær) samt perioder med forværring i pollensæson. Hos denne race ses desuden hudfoldsproblemer omkring læber og hals på grund af de tunge læbefolder, hvor fugt og spyt kan vedligeholde irritation og infektion.

En struktureret tilgang begynder med dyrlægebesøg for at udelukke parasitter (lopper, skabmider), behandle eventuelle sekundære infektioner og vurdere, om symptomerne passer til atopi, foderreaktion eller kontaktallergi. Brug gerne en kløedagbog, så dyrlægen kan se mønstre over tid. For Sankt Bernhard er ørepleje central, fordi de relativt tunge og hængende ører disponerer for luftfattigt miljø og dermed inflammation og infektion. Ugentlig ørekontrol og skånsom rens efter dyrlægens anvisning reducerer risikoen for tilbagefald.

Pelspleje har stor betydning. Børst grundigt 2–4 gange om ugen og dagligt i fældeperioder for at fjerne løs underuld og allergenholdigt støv. Skyl poter og bug med lunkent vand efter gåture, især i pollenperioder og ved vejsalt, og tør pelsen helt igennem for at forebygge hot spots under den tætte pels. Hold hudfolder tørre og rene; brug eventuelt fugtbindende barrierecreme eller antiseptiske servietter efter aftale med dyrlægen.

Konsekvent parasitforebyggelse året rundt er vigtig, da selv få loppebid kan forværre kløe markant ved loppeallergi. Samtidig kan adfærds- og miljøtiltag sænke kløetærsklen: rolige rutiner, passende aktivering (op til ca. 1 time dagligt for racen) og et tørt, rent leje hjælper med at stabilisere huden.

Foderallergi og foderintolerance forveksles ofte, men mekanismerne er forskellige. Allergi er en immunmedieret reaktion på bestemte proteiner (fx okse, kylling, mejeri eller soja), mens intolerance typisk er ikke-immun og mere dosisafhængig (fx følsomhed for fedt eller laktose). Begge kan give mave-tarm-symptomer som diarré og oppustethed, men allergi giver oftere også hudtegn som kløe og ørebetændelse.

Guldet i udredning er en korrekt tilrettelagt eliminationsdiæt i 8–12 uger, hvor hunden kun får enten et hydrolyseret fuldfoder af veterinær kvalitet eller en nøje udvalgt ny proteinkilde med kulhydrat, som hunden aldrig har fået før. Ingen andre snacks, tyggeben eller smagsgivere må indgå; brug i stedet dele af dagsrationen som godbidder. Efter perioden laves en kontrolleret provokation for at bekræfte diagnosen og identificere udløsende proteiner. Vælg fodermærker med dokumenteret kvalitetskontrol for at minimere risiko for kontaminering.

Sankt Bernhard har som kæmperace en øget risiko for maveudspiling og mavedrejning (GDV). Uanset diæt bør du fodre 2–3 mindre måltider dagligt, undgå anstrengende aktivitet omkring fodring, og bruge langsom-skåle for at begrænse slugning af luft. Ved skift af foder skal overgangen ske gradvist over 7–10 dage for at undgå forværring af mave-tarm-symptomer.

Tilskud kan understøtte hudbarrieren: marine omega-3-fedtsyrer (EPA/DHA) i tilstrækkelig dosis, zink og B-vitaminer har evidens for at dæmpe inflammation og styrke hudens funktion. Probiotika kan være relevante i udvalgte tilfælde, men effekten er strainspecifik. Undgå “boutique” eller eksotiske, kornfrie diæter uden medicinsk begrundelse, da sådanne er sat i forbindelse med diæt-associeret dilateret kardiomyopati (DCM); det er særligt vigtigt i en race, der i forvejen kan have risiko for hjertesygdom. Vælg producent, der opfylder WSAVA’s fodringsråd, og hold vægten slank for at mindske inflammatorisk belastning og støtte led og hud.

Miljøallergener omfatter pollen, husstøvmider og skimmelsvampe samt irritanter som tobaksrøg og stærke dufte. For en stor, langhåret race som Sankt Bernhard sætter mange allergener sig i underulden og medbringes ind fra udendørs. En systematisk miljøkontrol kan sænke allergenbelastningen og derved hundens kløetærskel.

Indendørs hjælper det at holde luftfugtigheden omkring 40–50 %, bruge HEPA-luftrenser i opholdsrum og soveværelser, og at støvsuge gulve og møbler med HEPA-filter mindst to gange ugentligt. Vask hundesenge og tæpper ved 60 °C hver uge; læg gerne aftagelige betræk på store puder, så de er lette at rengøre. Plyslegetøj kan fryses i 24 timer og derefter vaskes varmt for at reducere husstøvmider. Minimér tæpper og tunge gardiner i de rum, hvor hunden opholder sig mest. Etabler gerne dør- og soveværelseszoner med reduceret adgang, hvis der bor allergiske mennesker i hjemmet.

Udendørs kan symptomerne begrænses ved at vælge gåture uden for de værste pollentidspunkter (typisk tidlig morgen og sen aften er bedre end midt på dagen i højsæson), undgå højt græs i blomstring, og skylle poter, bug og brystkasse med lunkent vand ved hjemkomst. Tør pelsen helt, da fugt under den tætte pels disponerer for hot spots. I vinterhalvåret bør vejsalt skylles af og poterne beskyttes med balsam for at mindske irritation.

Hjemmets størrelse og indretning spiller også ind. En Sankt Bernhard trives bedst i et større hjem, hvor det er realistisk at afsætte et roligt, let-rengørligt område med god ventilation. En rummelig, komfortabel kasse eller kurv hjælper med at holde et “baselager” af hår og skæl samlet og gør rengøringen lettere.

Behandling af allergi hos Sankt Bernhard bør skræddersys og kombinerer ofte medicin, hudpleje og miljøstyring. Ved mistanke om atopi kan dyrlægen anbefale intradermal test eller serum-IgE-test for at identificere relevante miljøallergener. Resultaterne bruges til at fremstille allergen-specifik immunterapi (ASIT), enten som injektioner eller sublingual væske. ASIT er den eneste kausale behandling, der kan ændre sygdommens forløb, men kræver tålmodighed (ofte 6–12 måneder før fuld effekt) og vedvarende efterlevelse.

Til symptomkontrol anvendes moderne kløedæmpende midler som oclacitinib (Apoquel) og lokivetmab (Cytopoint), som ofte giver hurtig lindring med relativt få bivirkninger. Kortikosteroider kan bruges kortvarigt ved svære opblussen, men bør styres tæt for at minimere bivirkninger. Antihistaminer har begrænset effekt alene, men kan støtte som led i en multimodal plan. Topiske løsninger er vigtige: medicinske shampooer med klorhexidin og/eller miconazol ved bakterielle eller Malassezia-relaterede infektioner, fugtgivende barriere-shampooer/conditionere til vedligehold og antiseptiske ørerens ved behov. Sekundære infektioner skal behandles korrekt med målrettede antibiotika eller svampemidler efter dyrkning ved gentagne recidiver.

Særlige racerelevante forhold omfatter hudfoldsdermatitis ved læber og hals, hvor forebyggende rengøring og tørring kan mindske behovet for antibiotika. Entropion og andre øjenlidelser kan forværre tåreflåd og irritation; øjenundersøgelse og evt. kirurgi kan være nødvendig for at discriminere mellem øjen- og hudallergi. Husk også hjertesundhed: undgå diæter med kendt DCM-risikoprofil, og søg kardiologisk vurdering ved nedsat kondition, hoste eller træthed.

Akutte faresignaler omfatter nældefeber, hævet snude/ansigt, kollaps eller vejrtrækningsbesvær; det kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp. For familier med menneskelig hundeallergi kan lægelig vurdering og immunterapi over for hundeallergener samt stram miljøkontrol være afgørende for at bevare et velfungerende samliv med en Sankt Bernhard.