Tibetansk Terrier specialdiæter og ernæringsråd

Tibetansk Terrier er kendt som en relativt hypoallergen race for mennesker, men det betyder ikke, at hunden ikke kan udvikle fødevareallergi eller -intolerancer. Racen er følsom og tæt knyttet til familien, og stress kan forværre mave- og hudproblemer. Derfor bør du tænke i både ernæring og hverdagens rutiner, når du vælger foder. De hyppigste proteinkilder, der udløser reaktioner hos hunde generelt, er kylling, oksekød, mælkeprodukter, soja og hvede. Ved mistanke om foderallergi er guldstandarden en eliminationsdiæt i 8–12 uger med enten hydrolyseret foder eller en enkelt, ny proteinkilde (f.eks. and, hest, insekter eller vildt), hvor alle godbidder, tyggeben og smagsatte mediciner udelukkes. Symptomfrihed efterfølges af en velkontrolleret provokation med den mistænkte ingrediens for at bekræfte diagnosen. Vælg et komplet og balanceret foder, der lever op til FEDIAF/AAFCO-standarder, gerne fra producenter med fodringsforsøg og veterinære ernæringskyndige på holdet. Vær kritisk over for “boutique”- og eksotiske diæter samt kornfri produkter, hvor bælgfrugter udgør en stor del af opskriften, da sådanne i enkelte tilfælde er blevet sat i forbindelse med hjertesygdom (ernæringsbetinget DCM). Korn i sig selv er sjældent problemet; fokusér i stedet på proteinkilde, fedtsyreprofil og dokumentation. Den tibetanske terriers lange, dobbelte pels og skæg kan skjule hudforandringer. Et foder med tilstrækkeligt højt indhold af omega-3-fedtsyrer (EPA/DHA) kan understøtte hudbarrieren og dæmpe kløe. Tal med dyrlægen om en målrettet dosis, f.eks. cirka 50–100 mg EPA+DHA per kg kropsvægt dagligt, afhængig af problem og øvrigt foder. Undgå kunstige farvestoffer og overdreven brug af planteproteiner, hvis din hund reagerer med blød afføring eller gas. Vælg gerne moderate kroketter, der passer til en mellemstor hund på 8–14 kg, og hold foderskål og skæg rene for at forebygge fugtigt skægeksem. Ved træning kan du bruge en del af dagsrationen som belønning, så du ikke introducerer nye proteiner midt i en udredning. Endelig, vær konsekvent: følsomme maver trives bedst, når foder, fodringstidspunkter og mængder er stabile.

Tibetanske terriere er atletiske og energiske, men den tætte pels kan let skjule kiloene. Målsæt en kropskonditionsscore på 4–5/9: Ribbenene skal kunne mærkes let uden at ses tydeligt, og set ovenfra skal der være en tydelig talje. Vej hunden hver måned på samme tid af dagen, og brug et målebånd om brystkassen som ekstra kontrol. En neutraliseret voksen på cirka 10 kg har ofte behov for 550–630 kcal/døgn, afhængigt af aktivitetsniveau. RER (hvilebehov) kan estimeres som 70 × kropsvægt^0,75; gang dernæst med aktivitetsfaktor 1,4–1,6 for de fleste voksne. Oversæt kalorier til gram ved at tjekke foderets kcal pr. 100 g, og vej altid maden på køkkenvægt. Hold godbidder under 10 % af dagens energi. Til træning kan du bruge hundens eget foder eller mikrosmå belønninger, og vælg energifattige alternativer som sprøde grøntsager (f.eks. agurk eller gulerod i små mængder). Undgå vindruer/rosiner, løg/hvidløg, xylitol og kogte ben. Ved vægttab er en fiber- og proteinrig diæt ofte mest mættende; vådfoder kan også hjælpe, fordi energitætheden er lavere. Del dagsrationen i 2–3 måltider og brug aktivitets- eller slowfeeder-skåle for at forlænge spisetiden. Racen trives med op til 1 times daglig motion; kombiner snuseture, let løb og næsearbejde for at øge kalorieforbruget og mental mæthed uden at overbelaste led. Hold vægten slank for at mindske risiko for overbelastning af knæ og ryg og for at gøre eventuelle øjenindgreb eller sederinger mindre risikable senere i livet.

Nogle tibetanske terriere har sart mave. Ved tilbagevendende diarré eller opkast kan en meget letfordøjelig, moderat fedtfattig GI-diæt stabilisere tarmen. Ved mistanke om eller historik med pancreatitis bør man vælge foder med lavt fedtindhold (ofte under cirka 25 g/1000 kcal) og undgå fedtholdige bordrester. Dermatologiske specialdiæter (hydrolyserede eller med nøje udvalgte enkeltproteiner) er centrale ved bekræftet fødevareallergi. Urindiæter kan opløse visse struvitsten eller forebygge tilbagefald via pH-styring og mineralbalance, men må kun anvendes efter dyrlægens anvisning. Tanddiæter med speciel fiberstruktur og dokumentation (VOHC-godkendelse) kan reducere plak og støtte mundsundheden; det er særlig relevant for mellemstore selskabshunde, der lever tæt på familien og ofte får mange småbelønninger. Hos ældre hunde med begyndende nyresygdom anvendes foder med reduceret fosfor og moderat, højkvalitets protein; start først, når diagnosen er stillet. Racens typiske øjenproblemer, Progressive Retinal Atrophy og linseluksation, kan ikke forebygges eller behandles med kost alene. Alligevel kan en velafbalanceret diæt med tilstrækkelige antioxidanter og omega-3 understøtte generel øjensundhed, og en slank kropsvægt mindsker bedøvelsesrisiko, hvis kirurgi bliver nødvendig. Skift altid til medicinsk diæt gradvist over 7–10 dage (f.eks. 25 % nyt foder dag 1–2, 50 % dag 3–4, 75 % dag 5–6, 100 % dag 7), og før logbog over afføring, kløe, appetit og energi. Konsistens er nøglen for en følsom race: Hold fodringsrutiner faste, og undgå pludselige skift i fodersammensætning, smag og mængder. Hvis din tibetanske terrier bor i lejlighed og får mange småtræninger, er det klogt at planlægge medicinsk diæt i samarbejde med din dyrlæge, så belønningsstrategien passer ind uden at kompromittere behandlingsmålet.

Mange ejere ønsker mere ”naturlig” fodring. Hjemmelavet og rå fodring kan føles intuitivt rigtigt, men indebærer reelle risici: bakteriel smitte (Salmonella, Campylobacter), ubalanceret calcium/fosfor, vitamin-/mineralmangler og tand- eller tarmproblemer fra knogler. Hvis du vil lave maden selv, så samarbejd med en veterinær ernæringsekspert om en opskrift, der opfylder FEDIAF-krav, og brug et fuldt balanceringstilskud. Et kompromis kan være kommercielle, kompletformulerede friske eller skånsomt tilberedte diæter fra producenter med dokumentation og kvalitetssikring. Tørrede naturtygge kan være fine i små mængder, men undgå vægtbærende knogler fra store dyr og alt, der kan splintre; vælg i stedet produkter med dokumenteret tandplejeeffekt. Racens følsomme temperament vinder ved ro omkring fodring. Sørg for faste tider, et stille spiseområde og gerne berigelse: snusemåtter, søgelege og foderpuzzle øger mental mæthed. Den lange pels omkring mund og skæg kan blive fugtig; overvej at samle skægget med en lille, blød elastik under måltidet og tør efterfølgende, så hud og mundvige holdes sunde. Hold vandet friskt, og brug skåle, der er lette at rengøre. Ved rejser og pension, medbring samme foder og introducér ikke nye snacks; det forebygger diarré. Endelig, vælg emballage- og opbevaringspraksis, der bevarer foderkvalitet: Luk posen tæt, brug lufttæt beholder, og forbrug tørfoder inden 6–8 uger efter åbning.

Tilskud kan være nyttige, når de anvendes målrettet. Omega-3 (EPA/DHA) fra fiskolie kan støtte hud og led; typisk 50–100 mg EPA+DHA pr. kg kropsvægt dagligt, men afstem dosis med dyrlægen, især hvis hunden spiser et foder, der allerede er rigt på fisk. Vælg produkter af høj kvalitet med klar angivelse af indhold, og undgå levertran pga. risiko for overskud af A- og D-vitamin. Probiotika med dokumenterede stammer (f.eks. Enterococcus faecium SF68 eller Bifidobacterium animalis) kan hjælpe ved stressrelateret, mild diarré; kombiner gerne med præbiotika (FOS/MOS). Ledstøtte kan gives via grønlæbet musling, glucosamin (omkring 30 mg/kg) og chondroitin (omkring 15 mg/kg), selv om evidensen varierer; vigtigst er stadig vægtkontrol og passende motion. Til tandpleje kan brunalge (Ascophyllum nodosum) reducere plak hos nogle hunde; undgå dog ved stofskifteproblemer pga. jodindhold. Antioxidantblandinger med E- og C-vitamin samt lutein anvendes af nogle til generel øjen- og hudstøtte, men de forebygger ikke PRA eller linseluksation; fokuser i stedet på fuldfoder af høj kvalitet og regelmæssige øjenundersøgelser. Biotin og zink kan forbedre pels hos hunde med marginale mangler, men overdosering kan skabe ubalance; undgå ”multitilskuds-cocktails”, medmindre de er ordineret. Start ét tilskud ad gangen, evaluer i 6–8 uger, og før logbog over effekt og eventuelle bivirkninger. Tilskud er netop tilskud: De kan finjustere en i forvejen korrekt foderplan, men kan ikke opveje et ubalanceret basisfoder.