Wetterhoun hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

Wetterhoun er en robust, vandglad brugshund fra Friesland, som typisk vejer 22–34 kg og har en tæt, krøllet pels. Racen er loyal, intelligent og godmodig, og den trives med op til to timers daglig motion. Netop kombinationen af størrelse, vandarbejde og pels kræver et målrettet sundhedsprogram hos dyrlægen, så din hund holder sig sund fra hvalp til senior. I hvalpeperioden anbefales kontroller ved cirka 8, 12 og 16 uger, hvor vækstkurver, tandfrembrud, socialisering og adfærd gennemgås. Her drøfter I også korrekt fodring til store racer, så væksten bliver jævn, og risikoen for ledproblemer mindskes. Fra 6–18 måneder ligger fokus på bevægeapparatet. Din dyrlæge kan anbefale røntgen for hofte- og albueledsdysplasi (HD/ED) omkring 12–18 måneder, især hvis hunden skal bruges til avl eller hårdt arbejde. Ørerne fortjener ekstra opmærksomhed hos en vandhund, da fugt og ørevoks kan give irritation og otitis externa. Ved de årlige helbredstjek vurderes kropsvægt, tandstatus, hud og pels, øjne og ører, hjerte/lunger, bevægelighed samt eventuelle adfærdsændringer. Det er en god idé at få etableret et “baseline”-blod- og urinprofil omkring 12–24 måneder, som senere kan bruges til at fange afvigelser tidligt. Husk kontrol af chip og EU-pas, hvis I rejser. Fra cirka 7-årsalderen, hvor en stor hund betragtes som senior, giver halvårlige kontroller typisk mest værdi. Her indgår udvidede blod- og urinprøver, blodtryk og smertevurdering, så alderstegn som begyndende slidgigt opdages, før de begrænser livskvaliteten. Med regelmæssige, racetilpassede kontroller og en åben dialog med dyrlægen kan du forebygge problemer og støtte din Wetterhouns arbejdsglæde gennem hele livet.

Et velovervejet vaccinationsprogram er centralt for en aktiv Wetterhoun, der ofte færdes i natur og vådområder. Kernevacciner omfatter hundesyge (CDV), smitsom leverbetændelse/adenovirus (CAV) og parvovirus (CPV) – typisk givet ved 8, 12 og 16 uger, med revaccination ved 12 måneder. Herefter gives DHP som udgangspunkt hvert tredje år, mens risikobaserede vacciner vurderes årligt. Leptospirose (L4) er særligt relevant for en vandglad race, da bakterien trives i fugtige miljøer og kan smitte via gnaveres urin. Mange Wetterhoun arbejder i terræner med stillestående vand, hvorfor årlig lepto-vaccination ofte anbefales. Kennelhoste (parainfluenza og/eller Bordetella) er et godt valg til hunde, der træner i hold, går på hundeskole, eller ofte møder andre hunde; beskyttelsen gives som næsespray, oral eller injektion, og kan kræve årlig eller halvårlig opfriskning afhængigt af eksponering. Rabies er påkrævet ved rejse uden for Danmark; planlæg i god tid, da gyldigheden først indtræder 21 dage efter vaccination, og sørg for EU-pas. Rejser I til Norge eller visse andre lande, kan ormekur før/efter indrejse være lovkrav. Titer-test kan efter basisvaccinationer være et supplement til at vurdere, om DHP-beskyttelsen stadig er tilstrækkelig, men erstatter normalt ikke leptospirose- eller kennelhoste-vacciner. Læg en fast plan med din dyrlæge, så de årlige sundhedstjek og risikovurderinger danner rammen for, at din Wetterhoun kun får de vacciner, den reelt har brug for, men altid er forsvarligt beskyttet i forhold til dens livsstil, jagt- eller træningsniveau og rejseaktiviteter.

Ud over vaccination er forebyggelse af parasitter, tand- og øreproblemer samt korrekt fodring grundpiller i en Wetterhouns sundhedsplan. Flåter kan overføre borreliose og anaplasmose; anvend et effektivt flåtmiddel i sæsonen, og tjek pelsen dagligt efter ture i krat og højt græs. Lopper kan optræde året rundt indendørs; vælg præparat efter behov, og undgå at kombinere midler uden aftale med dyrlægen. Lungeorm (Angiostrongylus vasorum) er udbredt flere steder i Danmark; hvis din hund spiser snegle, græs eller frøer, kan månedlig profylakse eller regelmæssige afføringsprøver være relevante. Generelt er 1–2 årlige fækaltests en god strategi, og målrettet ormekur gives kun ved påvist behov eller særlig risiko. Ørerne kræver rutine: skyl med en mild, tørrende ørerens 1–2 gange ugentligt i den våde sæson, og altid efter svømning. Tør øreklapper og indgangspartiet grundigt, og undgå vatpinde dybt i øret. Pelsen har godt af at blive skyllet i ferskvand efter svømning og tørret til bunds, så varm/fugtig hud ikke udløser “hot spots”. Børst pelsen ugentligt, men bad kun ved behov, da den naturlige pelsfedt er beskyttende. Fodr med et fuldfoder til store racer; hos unghunde er korrekt calcium/fosfor-forhold og moderat energiindhold vigtigt for kontrolleret vækst. Hold hunden slank – en BCS på 4–5/9 – og overvej ledstøttende tilskud, hvis aktivitetsniveauet er højt. For at reducere risikoen for mavevending, fodres i 2–3 mindre måltider, og undgå intens motion 60 minutter før og efter fodring. Hæv ikke skålene rutinemæssigt, medmindre dyrlægen anbefaler det. Afslutningsvis er daglig tandbørstning det vigtigste våben mod parodontitis; suppler med tyggeben eller tanddiæt efter aftale.

Selv velplanlagt forebyggelse kan ikke fjerne alle uforudsete hændelser. Kend faresignalerne, og hav et nødnummer gemt. En stor, dybbrystet hund som Wetterhoun kan i sjældne tilfælde udvikle mavevending (GDV): rastløshed, udspilet mave, savlen, og forgæves forsøg på at kaste op er klassiske tegn – kør straks til dyrlæge. Vandrelaterede risici omfatter hypotermi efter koldt vand, “limber tail” (pludselig slap, smertefuld hale), ørebetændelse samt hudflænger fra rørskov og skjulte genstande. Ved hedebølge kan varme/kollaps opstå hurtigt, især efter intens leg; nedkøl skånsomt, og søg akut hjælp. Vær også opmærksom på vandforgiftning (indtag af meget vand under apportering) og blågrønne alger, som kan være livstruende – undgå vand med misfarvning eller skumdannelse, og skyl hunden efter tvivlsomme søer. Andre akutte situationer er dybe sår, bylder, haltheder, øjenskader, forgiftninger (fx rottegift, xylitol, druer/rosiner) og allergiske reaktioner med hævelser og vejrtrækningsbesvær. Ring altid først, så klinikken kan forberede triage og udstyr. Medbring forsikringsoplysninger, EU-pas og en liste over medicin/kosttilskud. Har du en mundkurv i bilen, kan det lette sikker håndtering af en smertepåvirket hund. Forvent, at akutte undersøgelser kan omfatte blodprøver, røntgen/ultralyd og smertebehandling – og at beslutninger ofte skal træffes hurtigt. Et lille førstehjælpskit hjemme med saltvandsampuller, sterile kompresser, elastikbind, pincet, klotang og en termometer gør, at du trygt kan yde første hjælp, indtil professionel behandling tager over.

En praktisk rutine for hjemmemonitorering gør en stor forskel for en aktiv Wetterhoun. Tjek ører ugentligt: lugt, rødme og mørk voks kan varsle problemer. Gennemgå hud og pels for sår, fugtige områder og små knuder, og mærk halen efter hård træning i koldt vand. Vej hunden månedligt, og sigt mod en stabil BCS på 4–5/9; en slank hund lever længere og belaster led mindre. Registrér appetit, drikkelyst, afføring og urin – ændringer kan være første tegn på sygdom. Mål hvilepuls og vejrtrækninger i ro/søvn; for store hunde ligger hvilepuls typisk omkring 60–100 slag/min, og åndedræt 10–30/min. Brug gerne en aktivitetsmåler til at spotte fald eller stigninger i bevægelse og søvnkvalitet. Efter hårde træningspas eller jagt, gå en “bevæge-liste” igennem: tempo, lyst til at hoppe, stivhed efter hvile, halthet i sving og trapper. Notér i en sundhedslogbog, så små ændringer opdages tidligt. Fra cirka 7 år anbefales halvårlige seniorcheck med blod/urin, tandstatus, blodtryk og smertevurdering for at fange begyndende slidgigt eller organpåvirkning i tide. Træn “cooperative care”, så hunden accepterer mundinspektion, pote- og øreberøring, termometer og stille stå-position – det reducerer stress hos dyrlægen og gør hjemmepleje nemmere. Vurder også adfærd: ændret tolerance, rastløshed, søvnforstyrrelser eller nedsat træningslyst kan være smerte- eller sygdomstegn, ikke “trods”. Med systematisk overvågning, god pels- og ørehygiejne samt vægtkontrol, bygger du bro mellem de årlige dyrlægebesøg og hverdagens trivsel, så din vandglade ven kan holde til mange år på sø og land.